Annonce
Udland

FBI-direktør: Rusland vil blande sig i amerikansk valg igen

Eric Thayer/Reuters
Rusland er trods sanktioner fra USA fast besluttet på at blande sig i amerikanske valg, siger FBI-direktør.

FBI's direktør, Christopher Wray, advarede under en høring i Senatets retsudvalg tirsdag om, at Rusland stålsat vil forsøge at blande sig i amerikanske valg i fremtiden.

Det på trods af de sanktioner og forholdsregler, som USA har taget for at undgå russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2020.

- Russerne er fast besluttede på at forsøge at blande sig i vores valg, sagde Wray.

FBI-direktøren deltog i en høring, en dag før den særlige efterforsker Robert Mueller skal deltage i to offentlige høringer i den amerikanske Kongres.

Mueller skal onsdag vidne om Rusland-undersøgelsen. Han optræder i både rets- og efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus.

Her skal Mueller forklare konklusionerne i Rusland-rapporten. Heraf fremgår, at der var adskillige og systematiske bestræbelser fra Ruslands side på at påvirke den amerikanske valgkamp i 2016.

Wray understregede under tirsdagens høring, at Rusland efter hans mening ikke er blevet afskrækket af amerikanske sanktioner - og derfor vil Rusland forsøge at blande sig igen.

- Har alt det, vi har gjort mod Rusland, ikke afskrækket dem tilstrækkeligt? Alle sanktionerne. Alle forhandlingerne. Er det stadig deres hensigt (at blande sig, red.), spurgte senator Lindsey Graham, den republikanske formand for Senatets retsudvalg.

Til spørgsmålet svarede Wray klart og tydeligt "ja".

- Som jeg ser det, er de ikke afskrækket tilstrækkeligt, før de stopper, tilføjede han.

Efter at Wray bekræftede, at truslen om russisk valgindblanding fortsat findes, har demokratiske senatsmedlemmer rettet kritik mod Senatets republikanske formand, Mitch McConnell.

Han har tidligere udtalt, at der allerede var afsat tilstrækkeligt med penge til sikkerheden omkring valghandlinger i USA - og at der ikke var behov for at tage yderligere forholdsregler.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Brexit it is: Vælgerne har talt

Endelig. Endelig kan både Storbritannien og EU komme videre. De britiske vælgere har talt, tydeligt, og de har klart valgt Brexit. Det giver en tiltrængt klarhed på begge sider af vandet oven på flere års tumultariske scener i det britiske parlament og manglende fremdrift i de uendelige forhandlinger med et mere og mere målløst EU. Nu må vi være færdige med Brexit eller ej. De britiske vælgere har talt, og de har givet den konservative premierminister Boris Johnson et klart mandat. Johnson er som politiker let at mene en masse om. Man kommer let til at ryste på hovedet. Han er en populist, en politisk charlatan, der ikke skyr nogen midler for magten, men han er også en klar vinder af det britiske valg efter en valgkamp, der har centreret sig om en sag: Brexit. Nu. Om han vandt på grund af sagen eller på grund af en meget svag, forvirret opposition, eller fordi englænderne ikke orker mere snak eller en kombination af det hele er ligegyldigt. Johnson vandt stort. Han tegner Storbritannien. Det kan man begræde, fra vores side af Nordsøen. Både politisk og økonomisk. Vi gik ind i det europæiske fællesskab sammen med englænderne, og der har så at sige altid været en tæt og givtig relation mellem Esbjerg og Harwich, og det havde været bedst for Danmark, om Storbritannien på vej ud af EU var vendt om i døren. Det gør Storbritannien ikke med Boris Johnson som dørmand. Lad os tørre øjnene. Briterne har valgt brexit, nu skal vi have det bedst mulige ud af det scenarie. Vi har en interesse i en stærk og tæt relation også fremover. Vi skal have en fornuftigt balanceret handelsaftale på plads hurtigst muligt. Vi beriger hinanden økonomisk og kulturelt. Danmark bør være den stemme i EU, som mere end nogen anden søger kompromisset og appellerer til fornuften i de forestående forhandlinger mellem Storbritannien og EU. Det bliver der brug for.

Annonce