Annonce
Tønder

FC Sydvest er på trænerjagt

Formand Thorsten Simonsen og FC Sydvest er nu på udkig efter en ny træner - Kim Munch har valgt at stoppe efter de tre aftalte kampe. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard
Kim Munch har takket nej til et tilbud fra FC Sydvest. Det betyder, at 2. divisionsklubben nu skal på trænerjagt, og formand Thorsten Simonsen håber, der er fundet en ny inden for en måneds tid.

TØNDERr: Tre kampe i spidsen for FC Sydvest. Det var, hvad det blev til denne gang for Kim Munch, der nu af fire omgange har stået i spidsen for klubbens bedste hold.

Men Munch har ikke ønsket at forlænge sin aftale med FC Sydvest.

- Det betyder, at vi er på udkig efter en dygtig træner, som skal lede det her fremadrettet, fortæller formand for FC Sydvest, Thorsten Simonsen.

Klubben har en liste med flere potentielle trænere.

- Der står nogle navne, siger Thorsten Simonsen, der slår fast, at man gerne havde set Kim Munch fortsætte på posten.

- Vi ønsker ikke, at vi skal skifte træner i tide og utide, siger han.

- Vi har absolut været tilfredse med Kim.

Man leder nu efter en træner, der kan være med til at fortsætte klubbens udvikling.

- En træner nede ved os, det er ikke kun en, der møder ind. Det er en, der skal være en del af klubben, fortæller formanden, som understreger, at klubben vil tage sig den tid, der skal til i jagten på en afløser. Han satser på, at FC Sydvest har en ny træner på plads i løbet af den næste måneds tid.

Annonce

Det betyder, at vi er på udkig efter en dygtig træner, som skal lede det her fremadrettet.

Thorsten Simonsen, formand for FC Sydvest,

Vemodigt farvel

Kim Munch fortæller, at han havde et tilbud liggende fra FC Sydvest. Han vejede fordele og ulemper op mod hinanden, og med i overvejelserne var blandt andet økonomien. Kim Munch har nemlig et job som slagteriarbejder i Holsted, hvilket giver meget kørsel - og derudover har han også fire børnebørn, som der skal være tid til at se.

- Klubben kan jo ikke gøre mere, end den gør økonomisk. Det har jeg fuld forståelse for. Hvis jeg havde arbejdet nede i Tønder, havde jeg sagt ja, fortæller Kim Munch.

- Enderne kunne ikke nå sammen, siger træneren, der fik en sejr i tre kampe med holdet i denne omgang.

Han kunne godt tænke sig at have haft holdet flere kampe i efteråret.

- Så tror jeg, der havde været flere point i det, fordi jeg kunne se en opadgående kurve med dem, siger han.

- Det er da lidt vemodigt at skulle stoppe igen, siger Kim Munch.

Han er fyldt 53 år og har været træner gennem en lang årrække, og han kan godt mærke, at sulten ikke er den samme som for 20 år siden, når det kommer til trænergerningen. Ikke desto mindre ville han være fortsat, hvis tingene havde passet sammen.

- Jeg føler selv, at klubben har strukket sig langt, og at det lå ovre på mine skuldre, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Når de yngste skoleelever må vente urimeligt længe på bussen

Det skulle være så godt alt sammen, da den tidligere regering tilbage i begyndelsen af året foretog en justering på folkeskoleområdet sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre. Justeringen handlede blandt andet om at gøre skoledagen kortere for eleverne i indskolingen – altså på klassetrinene 0. – 3.-klasse. Med aftalen blev partierne på Borgen enige om at skære to timer og et kvarter af skoleugen for eleverne, der er i alderen fra seks til ni år. Med den kortere skoleuge blev der skabt mere frihed og også større faglighed. Lød det fra politikerne. For nogle elever rundt på en del af Vejen Kommunes folkeskoler er det dog så som så med de gode intentioner. I hvert fald halter det noget, når det gælder friheden, som vi beskriver på forsiden af denne sektion. Virkeligheden på mange skoler er blevet en helt anden. For det kan godt være, at flere af skoledagene er blevet kortere. Men det er i hvert fald ikke ensbetydende med, at eleverne så også kan nyde friheden – slet ikke hjemme. Et sted mellem 40 og 70 skoleelever rundt i kommunen kan nemlig slet ikke komme hjem, når det ringer ud ved 13.15-tiden. De må i stedet vente helt op til en time på, at bussen ruller op foran deres skole. Og med en vis transporttid er nogle af eleverne klar til at stille skoletasken hjemme i privaten lidt før klokken 15 – altså en time og tre kvarter senere. - Det synes jeg ikke, at vi kan være bekendt. Jeg mener, at busafgangene bør tilpasses skolens ringetider, lød det fra det socialdemokratiske byrådsmedlem, Elin Winther, på byrådsmødet tidligere på ugen. Og S-politikeren har en pointe. Rigtig mange politikere fik via de nyinstallerede mikrofoner i den nye byrådssal tildelt ordet. Og selv om der var forståelse for problematikken med ventetiden, så besluttede et stort flertal, at der ikke bliver ændret på forholdene. Dels fordi det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at ændre på bustiderne, og dels fordi det vil koste Vejen Kommune omkring 900.000 kroner årligt at tilpasse busserne de ringetider, som der er på de pågældende skoler. Flertallet har talt. Og sådan er demokratiets spilleregler. Men det rokker ikke ved, at Udvalget for skoler og børn med rimelighed godt kan kigge på problematikken engang til. Altså en ommer. Er der da virkelig ingen mulighed for at foretage et eller andet indgreb, der kan løse op for den urimelighed, som disse skoleelever oplever? Indrømmet; Nu er det ikke sådan, at de oplagte svar bare blæser i vinden. Men ventetiden synes altså at være for lang for disse seks til niårige. Intentionerne i justeringerne på folkeskoleområdet var i hvert fald en ganske anden. GOD 3. SØNDAG i advent

Annonce