Annonce
Sport

FCK-helt beordret på U19-tur: Viste jeg er til at regne med

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Mohamed Daramy scorede ved en U19-turnering i sidste uge, og torsdag scorede han vigtigt mål i Europa League.

17-årige Mohamed Daramy har i løbet af 2019 spillet sig ind omkring Ståle Solbakkens mandskab i FC København, men efter at være stagneret en smule i sin udvikling, sendte nordmanden ham i sidste uge med klubbens U19-hold til en turnering i Holland.

Efter at have scoret fire gange i ungdomsturneringen var han torsdag tilbage på banen for førsteholdet med succes, da han i tillægstiden scorede det sidste mål i FCK's 3-1-sejr over Riga FC i Europa League-kvalifikationen.

- Det har været en rigtig god uge. Jeg startede med at komme med til Randers (superligakamp i fredags, red.), men jeg kom ikke ind. Jeg havde fået at vide, at hvis jeg ikke kom ind, så skulle jeg flyve til Holland dagen efter med U19-holdet.

- Det var dejligt at få scoret dernede, men det er endnu bedre at score i Parken.

- Det er dejligt at vise, at jeg stadigvæk kan score mål, og at jeg stadig giver stor konkurrence til holdet. Selv om jeg ikke har spillet så meget, har jeg trænet hårdt hver dag og kæmpet for min plads, siger teenageren.

Han giver Ståle Solbakken ret i, at han trængte til en succesoplevelse.

- Ja, jeg havde brug for selvtillid, og jeg havde ikke noget imod at skulle spille med U19. Jeg skulle bare gå ned og vise, at jeg er den bedste, siger Daramy, der regner med flere chancer i de kommende uger:

- Jonas Wind og Dame N'Doyes skader er en god mulighed for mig. Det er selvfølgelig ærgerligt, at to store profiler er skadet, men vi har stadigvæk andre, der kan lave mål.

- Så vi må vise, at vi sagtens kan klare os uden dem, ligesom vi har vist, at vi sagtens kan klare os uden Robert (Skov, red.), siger Daramy.

FCK-manager Ståle Solbakken er glad for udbyttet af Daramys sviptur med U19-holdet. Nordmanden understreger dog også, at Daramy fortsat har meget at lære, før han er klar til kontinuerlig seniorfodbold.

- Han havde brug for at få lidt selvtillid, så vi sendte ham ned til Holland, og så ødelagde han hele turneringen der. Han var vel nærmest topscorer. Og så landede han direkte på banen i dag.

- Men defensivt så det ud som om, at han spillede U17-fodbold (mod Riga, red.). Han fløj rundt, men han lavede jo et fint mål og kunne også have scoret et til, siger Solbakken.

Daramy blev skiftet ind efter 79 minutter af opgøret mod Riga.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Garden på den kommunale finanslov

Der er jo ikke ligefrem, fordi pengene hænger på træerne, når det gælder økonomien i Vejen Kommune. I torsdagsavisen bragte vi her i avisen historien om, at Vejen Garden kan se frem til et tilskud på 75.000 kroner. Det blev politisk bestemt på det seneste møde i Udvalget for sundhed, kultur og fritid. Næppe var avisen på gaden denne grå og triste torsdagsmorgen, før en læser var i røret for at gøre opmærksom, at vi ikke skal længere tilbage end ved budgetvedtagelsen i november, da Vejen Byråd godkendte et budget med nedskæringer på ældreområdet. Hvordan kunne det så være rimeligt at bevilge penge til noget, der ikke ligefrem er velfærd? Holdningen fra vedkommende læser er taget til efterretning, og den pågældende blev også opfordret til et debatindlæg. Men der blev takket nej. Det var alene holdningen, der skulle afleveres. Der kan sagtens være dem, som ser en sådan bevilling i et kritisk lys, når politikerne i forbindelse med budgettet vedtager nedskæringer på eksempelvis ældreområdet. Ikke desto mindre så er holdningen herfra entydig; Det er altså at blande æbler og pærer. Det ville være alt for let – og også forkert – at sige nej til et kulturelt fyrtårn, som Vejen Garden vitterlig er, fordi der nu engang er foretaget nedskæringer på andre områder. Gardens præstationer i ind- og udland er indiskutable – og har været det i en endog ganske lang årrække. Vejen Gardens talentfulde unge og erfarne kræfter har adskillige gange været på podiet rundt omkring, og alene de mange danske mesterskaber, som er hentet hjem, vækker begejstring. Der skal for mange såmænd ikke mere til, end at garden trækker op ved et arrangement, før stoltheden melder sig. Det er ikke kun herhjemme, at Vejen Garden nyder respekt. Det gør garden også i udlandet, og forude venter eksempelvis deltagelse ved Berlin Tattoo senere i år samt EM i Rastede i 2021 og medvirken i Bremen Tattoo ligeledes i 2021. Garden er med til at sætte Vejen på kortet – også internationalt. Det hører ligeledes med, at Vejen Garden langt fra kun er de talentfulde drenge og mænd, som udgør fællesskabet. Bag garden er der et effektivt og travlt bagland, som med en stor frivillig indsats arbejder på at skabe de bedst mulige betingelser og rammer for, at garderne kan udfolde deres talenter. At der skal bruges penge på professionelle instruktører viser blot, at Vejen Garden er kommet op i en liga, hvor det koster at være med. Derfor er der ikke noget at indvende imod, at garden er kommet på den kommunale finanslov. GOD SØNDAG

Annonce