Annonce
Sport

FCK overvejer at hente endnu en angriber

Claus Bech/Ritzau Scanpix

FC København vil måske hente en ny angriber, men det bliver ikke en dyr én, fastslår Ståle Solbakken.

Denne uge blev FC København-angriberne Jonas Wind og Dame N’Doye begge ramt af alvorlige skader, der risikerer at holde dem ude resten af efteråret.

Derfor hentede FCK onsdag den uruguayanske angriber Michael Santos i Malaga, men muligvis kan endnu en frontløber være på vej til Telia Parken.

- Vi har ikke store summer til at købe en angriber, men selvfølgelig holder vi øjne og ører åbne, siger FCK-manager Ståle Solbakken.

Det danske transfervindue lukker om en uges tid.

Søndag aften hentede FC København en 3-1-sejr over FC Nordsjælland, og her blev angriberen Pieros Sotiriou den store helt med to scoringer.

Cyprioten vil gøre alt, hvad han kan, for at udfylde de store sko, Dame N’Doye og Jonas Wind har efterladt.

- Jeg skal arbejde hårdt, og jeg er klar til at overtage deres ansvar. For to år siden scorede jeg 14 mål i Superligaen, og jeg har ikke glemt, hvordan man scorer.

- Det var fantastisk for mig at score igen, og jeg er rigtig glad for det, men det vigtigste er, at holdet vandt. Jeg har stor selvtillid, og den skal jeg tage med videre, siger Pieros Sotiriou.

Ståle Solbakken var meget tilfreds med, at Pieros Sotiriou steppede op i andres fravær.

- Det var det bedste, der kunne ske for Pieros. Han har brug for at score mål, så det var meget vigtigt, siger FCK-manageren.

Dame N’Doye og Jonas Wind nåede inden de alvorlige skader at score henholdsvis fire og fem gange i den nye superligasæson.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Central skobutik lukker i Kolding

Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce