Annonce
Sport

FCM-profiler ønsker europæisk Super League aflyst

Erik Sviatchenko har ikke høje tanker om den nye Super League, som 12 af Europas storklubber er i gang med at søsætte. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
FCM-cheftræner Brian Priske og anfører Erik Sviatchenko kritiserer den nye europæiske Super League.

Fodboldfans rundt omkring i Europa vågnede mandag morgen op til en nyhed, der kan komme til at få stor indflydelse på fodboldverdenen i de kommende år.

12 af de største europæiske storklubber er gået sammen om at etablere en ny, eksklusiv udbryderliga, som skal fungere udenom de kendte turneringer Champions League, Europa League og det nystartede Conference League.

I løbet af mandagen har det nye koncept mødt kritik fra mange fronter, og det gælder nu også fra spillersiden i den danske Superliga.

Anfører i FC Midtjylland, Erik Sviatchenko, er klar i sin udmelding. Han ønsker, at klubberne dropper projektet.

- Jeg håber, at det hele bliver aflyst.

- Det bliver en VIP-loge. Skulle man gå hen og vinde et mesterskab, hvor der er kvalifikation til Champions League, som der er i år, står man til at møde de næst- eller tredjebedste. Det er ærgerligt.

- Det er ikke det, vi spiller fodbold for. Vi skal have muligheden for at måle os med de bedste. Danmark er en udviklingsliga med mange unge spillere, og det er synd, hvis det bliver taget fra dem, fordi der er nogen, som skal tjene rigtig, rigtig mange penge, lyder det fra en skuffet Sviatchenko.

I den nuværende sæson deltog FCM netop i Champions League, da klubben var kvalificeret for første gang nogensinde.

En af goderne ved at deltage i den foreløbige europæiske kongeturnering er, at de mindre klubber kan måle sig med de bedste. Det frygter FCM-træner Brian Priske kan forsvinde, hvis de bedste klubber bryder ud.

- Fodbold er en teamsport og et fællesskab. Der er en masse unge spillere rundt omkring i de europæiske klubber, som drømmer om at spille på den store scene, og det vil gøre ondt, hvis det pludselig smuldrer.

- Det er forfærdeligt. Jeg håber, at klubberne vil komme til fornuft, siger Priske.

Erik Sviatchenko frygter dog, at der ikke er meget at stille op.

- Money talks, og det er svært at være en lille fisk i farvandet, men vi må prøve, om vi ikke kan sige et eller andet alle sammen, for det vil være ærgerligt for alle, siger han.

De europæiske storklubber har meddelt, at man vil sætte konceptet i gang i den kommende sæson.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Oprensning af åen forhindrer ikke oversvømmelser: - Vi kan grave åen fem meter dybere, uden at det vil gavne noget som helst

Annonce