Annonce
Sport

Federer videre efter femsætskamp mod hjemmebanehåb

Issei Kato/Reuters
Roger Federer vinder over australske John Millman efter at femte sæt blev afgjort i tiebreak.

Australske John Millman var tæt på at levere noget af en overraskelse, da han fredag stod over for tredjeseedede Roger Federer ved årets Australian Open.

Det australske hjemmebanehåb pressede således den schweiziske tennisveteran ud i et femte og afgørende sæt, der blev afgjort i en lang tiebreak.

Her var Federer nede med 4-8, inden han med seks vundne bolde i træk kunne trække sig sejrrigt ud af kampen.

Federer vandt over australieren med cifrene 4-6, 7-6, 6-4, 4-6, 7-6.

Forud for tiebreaken var gået en kamp, hvor australieren, der er nummer 47 i verden, formåede at udnytte sin hjemmebanefordel og presse den tidligere verdensetter.

Allerede i første sæt fik Federer problemer, da han tabte sættet. Han kom dog tilbage og vandt de næste to sæt.

I fjerde sæt formåede Millman at bryde den schweiziske serv, vinde sættet og tvinge kampen ud i et femte og afgørende, som Federer til sidst vandt.

Efter kampen var 38-årige Federer lettet over at vinde maratonkampen, hvor han aldrig følte sig sikker.

- Det var en hård kamp, tak til Gud for at det var en lang tiebreak.

- Han spillede en god kamp. Jeg kan næsten ikke tale lige nu. Jeg var begyndt at gøre mig klar til at forklare mig selv på pressemødet. Sikke en kamp.

- Jeg blev nødt til at finde en måde, hvorpå jeg kunne bringe hans serv i problemer. Han gjorde et godt stykke arbejde og lavede meget få fejl. Jeg følte mig aldrig sikker, sagde Federer umiddelbart efter kampen.

Sejren var Roger Federers sejr nummer 100 i Australian Open.

I næste runde står schweizeren over for useedede Márton Fucsovics fra Ungarn.

Tidligere fredag gik turneringens forsvarende mester i herresingle, Novak Djokovic, også videre. Han havde ingen problemer, da han stod over for japaneren Yoshihito Nishioka, som han slog sikkert i tre sæt.

Verdensranglistens nummer seks Stefanos Tsitsipas er til gengæld færdig i årets turnering, efter at han noget overraskende tabte til verdens nummer 35, Milos Raonic, i tre sæt med cifrene 5-7, 4-6, 6-7.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Kolding For abonnenter

Venstre solo om at fastholde udskældt besparelse på ældre

Annonce