Annonce
Sport

Fejl koster norsk slalomstjerne en plads på podiet

Tom Pennington/Ritzau Scanpix
Efter et sløjt første gennemløb endte Henrik Kristoffersen kun med at være 0,01 sekund fra World Cup-podiet.
Annonce

Nordmanden Henrik Kristoffersen vil ærgre sig, når han skal evaluere søndagens World Cup-løb i slalom i franske Val d'Isere.

En fejl til sidst i første gennemløb kostede ham dyrt. Selv om han var klart hurtigst i andet gennemløb, måtte han nøjes med en fjerdeplads, men han var kun 0,01 sekund fra tredjepladsen.

Franskmanden Alexis Pinturault udnyttede den norske brøler til at vinde søndagens World Cup-afdeling på hjemmebane.

På trods af fjerdepladsen fører Henrik Kristoffersen slalomkonkurrencen samlet efter sæsonens to første løb.

- Jeg var den hurtigste i dag, men på grund af fejlen i første gennemløb, var det ikke nok. Jeg er tilfreds med, at jeg fik 50 point (til World Cup-regnskabet, red.) alligevel, for det reddede dagen.

- Jeg har ikke mistet selvtillid på grund af i dag, siger han til norsk Eurosport ifølge NTB.

Slalomkonkurrencen skulle egentlig være afviklet lørdag, men på grund af kraftige vindstød, blev den flere gange udsat. Til sidst blev slalomløbet udsat til søndag, hvor der ellers skulle være afviklet storslalom.

I søndagens første gennemløb var nordmanden på vej mod en kanontid og førte ved den sidste mellemtid, men fejlede kort før mål og satte så meget tid til, at hun kun lå nummer 27 efter første gennemløb.

Med hele 2,82 sekunder op til førende Alexis Pinturault så det da også svært ud for Kristoffersen.

I andet gennemløb satte nordmanden så en streg under, at han altså er en af sportens ubetinget hurtigste, når han er fejlfri. Han satte gennemløbets bedste tid og halede så meget ind på konkurrenterne, at det begyndte at lugte af en podieplads.

Til sidst måtte han dog se Alexis Pinturault vinde det hele med næsten halvandet sekunds margin, mens Kristoffersen var 0,01 sekund langsommere end italieneren Stefano Gross på tredjepladsen og 0,04 sekunder langsommere end svenskeren André Myhrer på andenpladsen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce