Esbjerg Kommune: En halv milliard offentlige kroner. Det er, hvad S-regeringen i sit udspil til en infrastrukturplan frem mod 2035 foreslår at bruge på nye ladestandere til elbiler langs motorvejsnettet i hele Danmark.
Udspillet, der blev præsenteret torsdag, indeholder over 600 nye ladestandere til elbiler. De skal sikre, at vi alle, uanset hvor vi bor, får god og nem adgang til ladeinfrastrukturen, lyder forklaringen fra transportminister Benny Engelbrecht (S).
Ikke desto mindre bliver Esbjerg og Sydvestjylland stort set forbigået i fordelingen af de nye ladestandere. Det viser en skitse fra transportministeriet. Heraf fremgår det, at der kun er placeret fem nye ladepladser omkring Esbjerg og Varde. Til sammenligning er der i udspillet skitseret op mod 60 nye ladestandere omkring Middelfart, 52 nær Vejle, 46 i Aabenraa, 14 ved Holstebro, 14 på Lolland-Falster og otte i Frederikshavn.
Beskæmmende skævvridning
Det vækker skarp kritik fra Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).
- Jeg er rystet over, hvor skævt udspillet er. Det er beskæmmende, at de kun vil placere fem ladepladser et eller andet sted mellem Esbjerg og Varde og mener, at det er tilstrækkeligt til at dække hele det sydvestjyske område. Jeg formoder, at vi skal have hele Danmark til at konvertere de konventionelle biler til elbiler, og ikke kun bilisterne i trekants- og hovedstadsområdet, siger Jesper Frost Rasmussen og fortsætter:
- Desuden er vi en stor turistdestination, og nye ladepunkter er derfor ikke kun vigtigt, hvis vi skal have vores egne borgere til at skifte til elbiler. Det gælder os alle dem, der kommer for at besøge os.
Den præcise placering af de nye ladepunkter til elbiler skal nu forhandles med Folketingets øvrige partier, og derfor håber og tror Jesper Frost Rasmussen, at fordelingen af de nye ladestandere bliver lavet væsentligt om, inden den vedtages.
- Ellers vil der i hvert fald være tale om endnu en markant skævvridning af Danmark, mener borgmesteren.
Infrastruktur til ladestandere
Regeringen afsætter i det nye transportudspil en ramme på 0,5 milliarder kroner frem mod 2030 for at understøtte udrulningen af ladestandere. Ifølge Vejdirektoratet vil det medføre, at der kan etableres godt 50 ladeparker med ca. 630 lynladepladser. Herved vurderer Vejdirektoratet, at 99,9 pct. af de lange ture på statsvejnettet kan gennemføres i elbil uden omvejskørsel, og at ventetiden på at komme til at lade ikke vil overstige 10 minutter i årets 100. travleste time.