Annonce
Udland

Femstjernebevægelsens Di Maio trækker sig som partileder

Guglielmo Mangiapane/Reuters
Luigi Di Maio har bekræftet, at han trækker sig som partileder af Femstjernebevægelsen, der er i modvind.

Partileder Luigi Di Maio trækker sig som leder af Femstjernebevægelsen (M5S) i Italien. Men han vil fortsat være engageret i partiet, siger han ifølge Reuters.

- Jeg er her i dag for at indgive min fratrædelse som leder af Femstjernebevægelsen, meddelte Di Maio over for medlemmer af partiet.

En ny leder af partiet, som er med i Italiens regering, bliver valgt i løbet af de kommende måneder efter en partikongres, siger Di Maio.

Indtil da bliver det partimedlem Vito Crimi, som varetager tjansen efter Luigi Di Maio, der også er udenrigsminister.

33-årige Di Maio har ledet Femstjernebevægelsen siden september 2017, men har stået over for voksende modstand internt i bevægelsen. Flere parlamentarikere er således trådt ud af partiet, der står dårligt i meningsmålingerne.

Stridighederne i Femstjernebevægelsen synes at svække premierminister Giuseppe Contes svage koalition yderligere.

Femstjernebevægelsen er det største parti i koalitionen, men partiet står dårligt i meningsmålingerne med en opbakning på omkring 16 procent.

- De har anklaget mig for at være naiv. Men jeg vil hellere ses som det end som en svindler, sagde Di Maio under sin afskedstale ifølge nyhedsbureauet AFP.

I weekenden er der regionalvalg i to af Italiens 20 regioner - Calabrien og Emilia-Romagna. Valget ventes at styrke partiet Ligaen, hvilket kan forværre krisen og få regeringen til at gå af.

Den mest stabiliserende faktor for den regerende koalition er en fælles frygt for et hurtigt valg, som ventes at blive en succes for det højreorienterede Ligaen og dens leder, Matteo Salvini.

Ligaen, som frem til efteråret sidste år var allieret med Femstjernebevægelsen, står i dag langt fra den tidligere alliancepartner.

Ligaen er gået stadigt mere frem, men der er samtidig opstået en ny bevægelse med sardinen som symbol, der tager afstand fra det højreorienterede parti.

Græsrodsbevægelsen har arrangeret en række demonstrationer, som særligt har rettet sig mod Ligaens Matteo Salvini, den tidligere indenrigsminister og vicepremierminister.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce