Ferie i Danmark: Lægan Pumpestation er Tøndermarskens livslinje

Vi mødes ved parkeringspladsen foran Lægan Pumpestation tæt på Tønder. Den stovte bygning i røde sten rager op i det flade landskab i Tøndermarsken.

- Pumperne kører, så vi venter lige udenfor, siger Anne Marie Overgaard, som er museumsinspektør på den nærliggende Højer Mølle og har været projektleder på udstillingen på Lægan Pumpestation.

Når man åbner døren ind til maskinerne, kan man høre den dybe brummen fra de eldrevne pumper, som løfter vandmasserne fra Vidåen op fra den ene side for at lade det passere ud på den anden side. Højdeforskellen på de to sider af pumpestationen er i dag omtrent halvanden meter, og den forskel kan være væsentligt højere, når vandet står højt i Vidåen. Som regel er det blot en enkelt eller to af pumperne, der kører, men når hele maskineriet er i sving, kan de fire pumper flytte 16.000 liter vand i sekundet.

I stedet for at gå ind bevæger vi os op på diget, hvorfra vi kan se ind over den reetablerede sø, Nørresø, og ind over Tønder til den ene side og mod grænsen til den anden. Åen skærer sig fredeligt gennem landskabet på begge sider, men hvis ikke det netværk af pumpestationer, som Lægan er en del af, var blevet opført, ville store dele af marsken ligge under vand.

- Afvandingen af Tøndermarsken er et af Danmarks største ingeniørprojekter, fortæller Anne Marie Overgaard.

- Efter Genforeningen besluttede man at udvikle egnen omkring Tøndermarsken, og dengang gjaldt det om at få gjort store arealer dyrkningsparate, og for at det kunne lade sig gøre var det nødvendigt at afvande og dræne store områder, siger hun.

Lægan Pumpestation blev bygget i 1929, og det er den eneste af de fire pumpestationer, der er åben for offentligheden. Den har gennemgået en større renovering, som har stået på i flere år, og tidligere i år kunne udstillingen åbne.

Udstillingen i pumpestationen zoomer ind på historien om afvandingen af Tøndermarsken, og man fornemmer, at det er et levende stykke danmarkshistorie, man bevæger sig ind i. Selvom pumpestationen nu er en turistattraktion, er dens funktion lige så vigtig i dag, som den var for godt 90 år siden.

I stueetagen bliver de grundlæggende elementer forklaret. De fire eldrevne pumper fungerer som store skovle, der roterer om sig selv og løfter vandmasserne op. Da stationen blev opført, var det med krav fra digelaget om, at Lægan fik sin egen strømledning direkte fra elværket i Aabenraa i stedet for at dele strømforsyningen med Tønder by, fordi udfald kunne have så store konsekvenser for de lavtliggende marskområder.

Fra andensalen kan besøgende nyde den gode udsigt ud over det flade landskab, og hvis man ved, hvad man skal kigge efter, kan man se, hvordan indbyggerne i marsken i århundreder har forsøgt at gardere sig mod højvande. Det gjorde man selvfølgelig blandt andet ved at bygge havdiger, men der blev også skabt små forhøjninger, så husene kunne opføres i sikker højde. Værfter kaldes de menneskeskabte forhøjninger.

- Vi ved, at der har boet mennesker ude i det flade område siden den tidlige middelalder. Det var et frugtbart område og med god kontakt ud til havet, så man havde handelskontakt med Tyskland og Holland, fortæller Anne Marie Overgaard.

Stort set hele området er formet af ingeniørkunst, så alt er kulturlandskab.

- Men det er et kulturlandskab med stort naturindhold, siger museumsinspektøren.

Hun anbefaler besøgende at bevæge sig ud i området tidligt om morgenen, for eksempel til Nørresø, hvor man kan opleve det rige fugleliv.

- Det er jo de store flokkes land. Man kan se gæs og skeand. Rørdrum er måske svær at få øje på, men man kan høre dem. Deres kald lyder, som når man puster i en flaske. Desuden er der rørhøg, storke, hejrer og af og til havørn, siger hun.

Afvandingen af Tøndermarsken begyndte for alvor i 1925, og i 1933 var projektet i mål. Selvom der var bred folkelig opbakning til projektet, var der også kritiske røster. En af afvandingens største modstandere var maleren Emil Nolde, som en overgang boede midt i det nu afvandede område. Han var så meget imod det, han så som et uacceptabelt indgreb i den unikke natur i området, at han flyttede til syd for grænsen til det sted, hvor Emil Nolde-museet ligger i dag. Udviklingen kunne han dog ikke flytte fra, og år senere blev også marskområdet omkring hans nye hjem afvandet.

Uden afvandingen havde området dog haft svære kår i mange år efter første verdenskrig.

- De fleste steder i Danmark var man gået over til svineproduktion, og det kunne ikke lade sig gøre i marsken. Her var masser af græs og gode forhold for kreaturer, men det var en gammeldags form for landbrug. Svin har ikke noget at bruge græsset til, så skulle man modernisere landbruget efter datidens målestok, var afvandingen vejen frem, siger Anne Marie Overgaard.