Annonce
Kolding

Festen er udskudt: Barer og restauranter rammes hårdt af fortsat nedlukning

Formand for Kolding Hotel- og Restauratørforening Thomas Lunderskov forventer ikke at barer og diskoteker kommer til at åbne foreløbigt - og han er sikker på, at vi kommer til at se lukninger i restaurationsbranchen som følge af coronakrisen. Arkivfoto: Kim Dahl Nielsen
Det varer længe, før der kan festes i både det offentlige rum og på Koldings barer efter en forlængelse af coronanedlukningen. "Vi har mistet i hvert fald to af de fire bedste måneder," lyder det fra restauratørformanden.

Kolding: Det bliver en langt mindre festlig sommer end normalt i Kolding.

Det er konsekvensen af den plan for en genåbning af landet, som er blevet præsenteret af statsminister Mette Frederiksen - en plan som blandt andet betyder, at en lang række større arrangementer frem til 31. august er aflyst eller flyttet, og at barer, caféer og restauranter fortsat skal holde lukket indtil den 10. maj.

Hos City Kolding har udmeldingen betydet, at arrangementkalenderen er totalt ryddet frem til udgangen af august.

- Det har jo en frygtelig betydning for cafeliv, udeliv og butikker. Jeg kan bare kigge i min kalender og sige, at der bliver ingen EM-storskærm, ingen Stella Polaris, ingen Majmarked, ingen Kulturnat og så videre, siger citychef Mette Schumacher, som er særligt bekymret for byens spisesteder og barer.

- Kan du forestille dig AL Passagen uden gæster hele sommeren igennem? Det er byens åndehul, så jeg håber, at der bliver åbnet op for et eller andet med restaurationerne, for ellers vil der være nogle, som drejer nøglen om.

Annonce
Kan du forestille dig AL Passagen uden gæster hele sommeren igennem? Det er byens åndehul, så jeg håber, at der bliver åbnet op for et eller andet med restaurationerne, for ellers vil der være nogle, der drejer nøglen om.

Citychef Mette Schumacher

Kan gå lang tid

Den vurdering er formand for Kolding Hotel- og Restauratørforening Thomas Lunderskov enig i. Han driver selv diskoteket Tordenskiold, men det er nogle af hans kolleger, han er mest bekymret for.

- Det er værre for dem, der er nystartede, og hvis man har været presset i forvejen. Jeg kan desværre ikke forestille mig andet, end at vi vil se lukninger, også fordi det er meget demotiverende for en nystartet, som måske vil sige nå, det skulle så ikke være.

Selvom udmeldingen lige nu er, at restaurationerne skal holde lukket frem til 10. maj, så forventer Thomas Lunderskov, at nedlukningen vil vare meget længere end det.

- Der er jo sendt et signal om, at der kan gå rigtig lang tid, før man kan komme rigtig ud igen, så jeg tror ikke på, at vi kan åbne 10. maj i barer og lignende. Men jeg fornemmer, at man på et tidspunkt åbner for restaurantmiljøet, hvor de har mulighed for at holde det nede på x-antal personer og med afstand, siger han.

For Tordenskiolds vedkommende betyder den langvarige nedlukning, at diskoteket går glip af en af årets mest travle perioder.

- Da vi lukkede ned i første omgang, tænkte vi, at vi måske kunne nå at få påsken med. Men nu spekulerer vi over, om vi overhovedet kan få sommeren med. For vores forretning har vi mistet i hvert fald to af de fire bedste måneder i løbet af året. Vi skal selvfølgelig bakke 100 procent op om, at vi skal have kæmpet det her ned, men jeg tror ikke, at der var nogen, der havde regnet med, at det ville blive så slemt, siger Thomas Lunderskov.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Stærk utilfredshed i Tønder og stor glæde på Rømø: Grænseåbning får meget blandet modtagelse

Sydjylland

Camping-indehaver skuffet over Mette Frederiksens delvise grænseåbning: Vi har brug for weekend-turister

Annonce