Annonce
Tønder

Liga-billet glippede i denne omgang: Festen fusede ud

Åh nej: Skuffelsen stod malet i ansigterne på TMT-tilhængerne. Foto: Hans Christian Gabelgaard
TM Tønder tabte 19-29 til KIF Kolding og var aldrig i nærheden at den liga-billet, som holdet, klubben og den store fanskare havde sat næsen op efter tirsdag aften. Nu må træner Torben Sørensen rejse holdet på bare tre dage og tage et nyt og sidste tilløb til den bedste række fredag aften i Kolding.

TØNDER: - Er der fadøl til drengene i omklædningsrummet, hvis vi vinder?

Holdlederens lettere bekymrede henvendelse til TMT-ledelsen i timerne op til kampen blev besvaret med et smil.

- Bare rolig. Der er styr på det. Der står et anlæg klar, lød beskeden.

Der blev hverken fadøl eller fest i Tønderhal 2 tirsdag aften.

Det var der ellers lagt op til.

De første tilskuere var allerede på plads to timer før kampstart, hvor TM Tønder efter sejren i Kolding i fredags "bare" skulle klare uafgjort mod KIF Kolding for at vende tilbage til håndboldligaen.

Formanden for TM Tønders-fanklub Red Support, Esben Lind, kom halvanden time før kampstart. Efter at hans store tromme var kørt i stilling, hentede han en liter cola i kiosken.

- Så slipper jeg for at skal skulle ned og hente mere i pausen, lød begrundelsen.

Hallen var fyldt en time før det gik løs, og der blev behov for væske, både på og uden for banen.

Der var hedt i den tætpakkede hal, men det var gæsterne, der holdt hovedet koldt. Ikke mindst KIF-keeper Anders Petersen, der i det første kvarter pillede al pynten fra de lokale helte.

Annonce

Farvel til seks

Kampen og nederlaget mod Kolding var samtidig sidste hjemmekamp i TMT-trøjen for hele seks spillere. Det var Lasse Hamann-Boeriths, Rolf Ravn, Emil Bergholdt, Hans Martin Asmussen, Mathias Møller samt målmand/målmandstræner Dennis Klinge.

Men alle seks er stadig med, når det gælder tredje og altafgørende kamp i Kolding.

Røvfuld

Også derfor havde de 135 medrejste Kolding-fans en herlig aften, mens de knap 1400 TMT-tilhængere, med Esben Lind i spidsen, ikke havde meget at feste for. De holdt humøret og de taktfaste klapsalver oppe, selv da det så mest håbløst ud. Og på banen fik TMT'erne lidt æresoprejsning. Men festen fusede altså ud, inden den for alvor var begyndt. Spændende eller tæt blev det aldrig.

Allerede ved pausen var de lokale helte bagud med 8-16, og tidligere TMT-formand Robert Okholm kunne nærmest opgivende konstatere:

- Det ender nok med en rigtig røvfuld.

Det gjorde det.

- Har Tønder overhovedet en chance, blev der spurgt i VIP-loungen efter de første 30 minutter.

- Ja, men det bliver nok i kamp tre, ikke i dag, lød svaret fra tidligere TM Tønder-træner Sune Gren.

Han fik ret.

Tredje kamp spilles fredag aften i Kolding.

Spiller TM Tønder som tirsdag i egen hal, er der ingen grund til at tage fadølsanlæggene med.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Sydjylland

Flertal vil skrotte succesfuld hjertestop-ordning: Peger i stedet på gratis alternativ

Annonce