Annonce
Kultur

Festival-overskud sikrer gratis koncert i Schweizerhalle

Mynsterland er tilbage i Schweizerhalle - denne gang med økonomisk opbakning fra Tønder Festival i ryggen. Der er stadig pladser tilbage til den gratis koncert. Foto: Ard Jongsma / stillwords.com
Hvert år deler Tønder Festival overskuddet ud til projekter, der skal udbrede musikken. I år er en af modtagerne af pengene bandet Mynsterland, som den 9. november er koncertaktuelle på Schweizerhalle - med økonomisk opbakning i ryggen.

TØNDER: Tønder Festival har indgået et samarbejde som betyder, at Schweizerhalle kan byde på en gratis koncert lørdag den 9. november. Her gæster det 12 mand store orkester Mynsterland Schweizerhalle til det, der efterhånden er ved at være en novembertradition for orkestret: En tur tilbage til rødderne i Tønder.

Men modsat tidligere, spilles årets koncert på en lidt anden baggrund, for den er blevet til med økonomisk opbakning fra Tønder Festival - og har blandt andet givet udslag på billetprisen, forklarer Mynsterlands Michael Hornhaver Mortensen.

- Vi sendte en ansøgning omkring støtten i foråret og fik så pludselig at vide, at vi var blevet valgt ud. Det er fedt med sådan en opbakning, og det gør jo også, at vi kan slappe mere af, når udgifterne til koncerten allerede er betalt. Samtidigt ser vi også, at der er pæn søgning til koncerten - der er afsat 255 billetter, så vi håber at nå cirka 300 gæster, forklarer han.

Annonce
Festivaldirektør Bert Schultz glæder sig over, at overskuddet fra Tønder Festival blandt andet kan sikre flere musikoplevelser i Tønder. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Økonomisk opbakning

At koncerten med Mynsterland får gratis entré, hænger sammen med, at Tønder Festival hvert år udlodder sit overskud - og det er en del af disse penge, som driver værket den 9. november.

Tønder Festivals overskudsdeling kan blandt andet gå til kulturelle aktiviteter, og det er lige hvad der skal ske her, forklarer den barselsvikarierende administrerende direktør for Tønder Festival, Bert Schultz.

- Vi vil gerne være med til at udbrede kendskabet til musikken gennem et arrangement som dette, og på den måde passede Mynsterlands ansøgning så godt ind, at vi tog den op. Vi har det ene krav til musikarrangementer, at der skal være gratis entré, men det skal ikke forstås sådan, at pengene udelukkende går til koncerter. Vi har et bredt udvalg af arrangementer, som alle får støtte fra Tønder Festivals overskudsdeling, forklarer han.

I alt har Tønder Festival bakket op med 42.000 kroner til koncerten, oplyser Bert Schultz til JydskeVestkysten.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce