Annonce
Esbjerg

Festivalarrangør: Vi havde kun ét skud tilbage i bøssen

Fanø Vesterland 2020 bliver afviklet i september, hvis det er forsvarligt på det tidspunkt. Arkivfoto Fanø Vesterland.
Fanø Vesterland er blevet flyttet fra maj til september på grund af coronakrisen. Utrolig mange ender skulle nå sammen, for at det kunne lade sig gøre, og nu håber arrangør Jesper Møller blot, at det bliver muligt at afvikle festivalen.
Annonce

Fanø: Fanø Vesterland plejer at stå aller forrest i rækken, når den danske festivalsæson bliver skudt i gang, men i år er det stik modsat. På grund af coronakrisen er Vesterland blevet udsat til september.

- Hvis man endelig skal se på den lyse side, får vi nogle kunstnere, der har spillet sig i topform hen over sommeren, i stedet for at vi skal være deres generalprøve for sæsonen i maj, siger arrangør Jesper Møller lettere galgenhumoristisk.

For han er godt klar over, at der stadig er mange hvis'er og måske'er hæftet på det hele.

- Vi ved jo stadig ikke, om vi rent faktisk kan afvikle Vesterland i år. Ingen ved med sikkerhed, hvordan det hele udvikler sig, og hvor længe vi skal leve med restriktioner. Vi har en sikkerhedsplan på 46 sider, og der stod altså ikke "corona" nævnt én eneste gang. Det er en helt ekstraordinær situation, men vi kunne jo godt regne ud, at den planlagte dato i maj ikke var realistisk længere. Vi har af respekt for andre festivaler skulet til deres datoer, og vi endte med den 4. og 5. september. Det er det ene skud, vi har i bøssen, hvis vi skal have festival på Fanø i år, siger Jesper Møller.

Fanø Vesterland

Musikfestivalen Fanø Vesterland er i 2020 blevet flyttet til den 4. og 5. september på grund af coronakrisen.

24 artister er sat på plakaten, og de har alle sagt ja til de nye datoer.

Blandt de optrædende er Medina, Magtens Korridorer, Folkeklubben, Poul Krebs, Jonah Blacksmith, Tim Christensen og Claus Hempler.

Der er som udgangspunkt udsolgt til festivalen, men returnerede billetter vil blive sat til salg samlet inden længe.

Annonce

Fælles ønske

Han glæder sig over den store opbakning og forståelse, han har mødt fra alle sider i forbindelse med at finde alternative datoer for Fanø Vesterland.

- Det har været benhårdt arbejde i mange dage, og der har været flere end 100 personer, foreninger og firmaer fra et hav af forskellige brancher, der skulle være med på vognen. Det er lige fra teltleverandører over restauranter til produktionsfolk. Dertil kommer de 24 artister, der er sat på plakaten, men det er lykkedes. Alle har sagt ja til de nye datoer, og jeg har oplevet et stort fælles ønske om at få det her til at lykkes, så det er jeg meget glad og taknemmelig over. Det er naturligvis beklageligt for de gæster, der af forskellige private årsager ikke kan på de nye datoer, det er jeg ked af, men sådan må det altså blive i år, siger Jesper Møller.

Har man billet, men er forhindret i at deltage i september, kan man få refunderet sin billet.

- Vi samler så de returnerede billetter og sætter dem samlet til salg på samme måde som det oprindelige billetsalg, det skal vi nok informere nærmere om, lover Jesper Møller.

Annonce

Sikkerhed først

Tilbage står så spørgsmålet, som ingen lige nu kan besvare. Bliver Fanø Vesterland overhovedet en realitet i 2020?

- Jeg kan i hvert fald sige så meget, at publikums sikkerhed kommer i første række. Hvert år, når det første band spiller på den store scene, står jeg ude i kulissen og kigger ud på festivalpladsen. Jeg glæder mig over at se så mange glade mennesker, men jeg får også den tanke; hvad nu hvis der sker et eller andet? Det ville jo være frygteligt, og i sidste ende er det jo mit ansvar som arrangør. Det er endnu mere aktuelt i disse tider, så vi følger lige som alle andre anbefalingerne og retningslinjerne, og publikums sikkerhed er vigtigere end alt andet, fastslår Jesper Møller.

Sikkerheden for gæsterne kommer i første række, fastslår arrangør af Fanø Vesterland, Jesper Møller. Arkivfoto: Chresten Bergh
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Gratis julekoncert i Folding Kirke

Annonce