Annonce
Tønder

Festivaldirektør: Det har været en fantastisk oplevelse

Kunstnerisk leder på Tønder festival, Maria Theessink, og festivaldirektør Bert Schultz kan se tilbage på en fantastisk festival, hvor gæster, frivillige, vejret og musikken har spillet sammen til et rent 12-tal. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Tønder Festival anno 2019 vil blive husket i mange år fremover. Vejret, det oplagte publikum og musikken har spillet sammen til en fantastisk oplevelse.

TØNDER: Tønder Festival årgang 2019 er en fuldmoden nydelse. Hvis den kunne komme på flaske, ville den kunne nydes i mange år fremover.

Desværre kan Tønder Festival ikke gemmes på flaske. Men minderne vil stå stærkt i erindringen hos musikere, gæster og medhjælpere i mange år fremover. For årets Tønder Festival har budt på mange gode glimt. Rigtig mange, endda.

- Det har været en fantastisk oplevelse. Men med det fantastiske publikum, oplagte musikere og det perfekte vejr - så kunne det heller ikke gå galt, sagde Tønder Festivals barselsdirektør, Bert Schultz, da der søndag formiddag blev holdt et opsummerende pressemøde i VIP-teltet.

Årets Tønder Festival har da også været begunstiget af vejret. I de sidste uger og dage op til den musikalske weekend væltede det ned med kaskader af vand over by og land. Men onsdag morgen kom den sidste skylle - og så er vejret ellers kun blevet bedre og bedre og varmere og varmere.

Annonce

- Det har været en fantastisk oplevelse. Men med det fantastiske publikum, oplagte musikere og det perfekte vejr - så kunne det heller ikke gå galt.

Bert Schultz, Tønder Festivals barselsdirektør

Nervøse musikere

Ifølge festivalens ledelse har mellem 12.000 og 13.000 personer været på festivalpladsen. Og selv om så mange mennesker har været samlet på et forholdsvis lille sted, så har man været helt forskånet for alvorlige uheld.

- Der har ikke været en eneste udrykning til festivalen. Det er jeg da stolt af, sagde Bert Schultz på pressemødet.

Kunstneriske leder, Maria Theessink, oplyste, at musikerne er ekstremt glade for at være en del af Tønder Festival. Men især fredagens fødselsdagshyldest af Niels Hausgaard var en prøvelse for de ellers rutinerede kunstnere.

- Jeg har sjældent set så mange kendte musikere på et sted være så nervøse, lød det fra Theessink.

Hvepse og dehydrering

Som bekendt vokser træerne ikke ind i himlen. Heller ikke i Tønder.

Det gode vejr har sikret de emsige hveps perfekte livsbetingelser. Det har givet travlhed hos samaritterne, der har måtte tage sig af mange - rigtig mange hvepsestik. Desuden har en række festivalgæster været forbi samaritterne på grund af dehydrering. Men intet har altså været så alvorligt, at der skulle rekvireres en ambulance med udrykning.

Desuden har Tønder Festivals grønne profil fået en lille misfarvning. For varmen har øget behovet for frysekapacitet, og det har igen betydet, at der ikke var grøn strøm nok. Derfor har man måttet hente tre generatorer ind på pladsen, fortalte Bert Schultz, der til januar overlader direktørpladsen til Kirstine Uhrbrand.

Men hverken hveps eller den let anløbne grønne farve kan forhindre, at Tønder Festival årgang 2019 vil blive husket for det gode.

Og allerede nu kan festivalgæsterne begynde at glæde sig til en ny årgang. På pressemødet blev en række af næste års musikernavne annonceret - blandt andre: Mike Elrington, Mo Kenny, Sean Rowe og Blue Rose Code.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce