Annonce
Tønder

Festivalen tyvstarter: Forfesten er i fuld gang

Folk stod rundt omkring og alle 560 siddepladser på Tønder Torv var optaget, der musikken blev sluppet løs søndag eftermiddag. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Officielt lyder startskuddet til årets Tønder Festival først på torsdag. Men flere hundrede lokale og udenbys festival-fans inklusive festivalen selv, kan ikke vente så længe. Søndag tyvstartede musikfesten på byens torv, og forfestens dronning, Signe Svendsen, sang solen frem.

TØNDER: En god fest starter med en forfest. Og den er i fuld gang.

Officielt lyder startskuddet til årets Tønder Festival først på torsdag. Men flere hundrede lokale og udenbys festival-fans inklusive festivalen, hverken vil eller kan vente så længe. Søndag eftermiddag blev musikken sluppet løs på byens torv. Det vender vi tilbage til.

- Velkommen til en forfest ud over det sædvanlige, lød det fra Tønders borgmester Henrik Frandsen, der havde varmet op til dagen ved at gå ikke mindre end 31.000 skridt ved weekendens Stafet for livet på hjemmebane i Skærbæk.

Det "ud over det sædvanlige" er festivalens 4 plus-koncept, der blev introduceret for fem år siden, og i år blandt andet byder på kongesafari, gourmentmad og en rundtur i kongelige gemakker.

- Oplevelser i særklasse, som Henrik Frandsen sagde.

Annonce
Tønder Festival er den eneste festival, hvor man godt må spille politiske sang, for i Tønder er I ikke bange for noget.

Signe Svendsen, sanger og sangskriver

- Det er en ære

Helt oppe i denne kategori lander søndagens åbningskoncert for plus-dagene, som den danske sanger og sangskriver Signe Svendsen stod for, dog ikke. Der var spilletiden på knap en time simpelthen for kort til. Måske var det mest af alt en appetitvækker?

Signe Svendsen kvitterede for borgmesterens introduktion med at tilstå, at hun aldrig havde været med til en forfest.

- Men det er en ære at være med til at tælle ned til Tønder Festivalen. Personligt startede min nedtælling sidste år i august på vej hjem fra Tønder, fortalte hun, til de omkring 800, der sad bænket foran scenen eller dannede en stående kødrand rundt omkring.

På vej

At 4-plus-konceptet, der går ud på at trække festival-folket til Tønder et par dage før det går løs, virker, opdagede friske morgenbrøds-kunder allerede søndag morgen. I Tønder var der livlig trafik med tætpakkede biler, og campingvogne spændt bagpå. Klokken otte åbnede festivalens campingplads, og teltbyen i musikbyen Tønder voksede sig hurtigt stort. I eftermiddagstimerne, netop da Signe Svendsen gik på scenen, lød et forsigtigt skøn fra festivalens campinghold, at over 1000 pladser allerede var optaget.

Og dermed tilbage til det, som en Tønder Festival mest af alt handler om - musikken. Signe Svendsen og hendes særdeles velspillende band lagde for med den smukke sang "Ny passager", og dermed var tonen lagt.

Senere i sættet fulgte blandt andet "Hjemløse hjerter", som Signe Svendsen introducerede med en lille hyldest til den Tønder Festival, som hun har været vild med, siden hun var med første gang for over 10 år siden.

- Tønder Festival er den eneste festival, hvor man godt må spille politiske sang, for i Tønder er I ikke bange for noget, sagde hun.

Netop som åbningskoncertens første toner lød ind over torvet, måtte de første paraplyer spændes op. Men dråberne fra den mørke himmel gjorde ingen skade, og i løbet af koncerten lykkedes det faktisk for Signe Svendsen at synge solen frem i ny og næ.

Det lover - sammenholdt med den officielle vejrudsigt - godt for en god festival.

Nedtællingen er i fuld gang.

Fynske Signe Svendsen og hendes velspillende band tyvstartede festivalen - eller åbnede forfesten, om man vil. På selve festivalen skal Signe Svendsen som solist blandt andet være med til at fejre Niels Hausgaards 75 års fødselsdag, og være det danske indslag i "Womens Circle" lørdag eftermiddag i telt 1. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce