Annonce
Aabenraa

Fiasko på Fyn: SønderjyskE tabte til bundhold

SønderjyskE-træner Olivera Kecman havde ikke meget at juble over i Odense fredag aften. Arkivfoto: Timo Battefeld
Et skadesplaget SønderjyskE-hold løb ind i sæsonens største skuffelse. Sønderjyderne blev de første, der mistede point til Stjernen fra Odense.

ODENSE: Fiasko.

Et bedre og mere dækkende ord findes ikke for det, der ramte SønderjyskE fredag aften i Odense. Nul – N-U–L – point havde fynboerne inden opgøret. Nu har de to.

SønderjyskE tabte ikke alene til Stjernen; sønderjyderne var altså de første, der satte point til imod Odense-holdet, der endte med at vinde 1. divisionsopgøret 26-25.

For SønderjyskE derimod var det mere end skidt. Eller som træner Olivera Kecman konstaterede efterfølgende:

- Det er det mest pinlige, jeg har prøvet i håndbold. Vi mødte et Stjernen-hold, der trods deres placering gik smilende på banen. Vi stillede op uden udstråling, vores indstilling var dårlig, og vi har bare ingen ledere, der kan gå forrest i modgang. Vi mangler Celina, siger SønderjyskE-træneren med tanke på sin anfører, Celina Hansen, hvis karriere formentlig er forbi - ødelagt af skader.

Et hav af skader har ramt sønderjyderne - Celina Hansen er blot en af flere - og det kunne ses.

Alligevel var SønderjyskE meget tæt på at hive det ene point med hjem i bussen. Med godt fire minutter igen lå gæsterne helt underdrejet, nede 25-22, men en time out fik gæsterne tilbage i kampen. Og med tre mål på bare et par minutter fik Sønderjyske ikke bare kontakt, men også udlignet. 25-25. Med to minutter igen.

Rikke Hoffbecks udlignende mål blev til gengæld sønderjydernes sidste. Og Olivera Kecmans spillere blev ramt af den helt store nedtur, da hjemmeholdets Mia Jensen scorede – blot to sekunder før tid.

Annonce

Kampen i tal

Håndbold, 1. division, kvinder:

Stjernen-SønderjyskE 26-25 (11-13)

SønderjyskE’s målscorere: Rikke Hoffbeck 9, Leonora Demaj 7 (1), Caroline Rasmussen 4, Sofie Schelde-Rasmussen 3 (1), Helena Rut Örvarsdottir og Sara Mitova hver 1.

Stillingen undervejs: 0-1, 2-3, 6-8, 8-11, 10-13, 13-13, 15-14, 16-18, 21-19, 25-22, 25-25 og 25-26.

Mod bunden

Trods det meget overraskende nederlag er de lyseblå stadig på tredjepladsen i rækken, men med de skader, der har ramt holdet, og med nederlaget til Stjernen in mente vil det nok være en overraskelse, hvis det lykkes for SønderjyskE at opfylde målsætningen: at få kvalifikationskampe til ligaen.

Tværtimod bør sønderjyderne måske kigge imod bunden. Ikke fordi de her og nu ligger alarmerende tæt på, men når det kunne blive til et nederlag til Stjernen, vil SønderjyskE kunne tabe til alle hold. Som træner Olivera Kecman så rammende sagde forleden:

- Vi er ikke længere favoritter, når vi går på banen.

For SønderjyskE er afstanden til den ”kriminelle del” af divisionen seks point. Holdet mangler otte kampe.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding

Efter oversvømmelser: Central gade midt i Kolding åbner igen

Danmark For abonnenter

Svindlere bombarderer danskere: Lisa blev stresset, nervøs og er stadig utryg

Annonce