Annonce
Biler

Fiat klar med spare-versioner af 500 og Panda

De nye Fiat 500 og Fiat Panda hybrid-modeller kører mere harmonisk og har et lavere forbrug end den nuværende grundmodel, lover Fiat. Foto: Fiat
De små Fiat 500- og Panda-modeller kommer nu som milde hybrider, der sænker forbruget med 20 til 30 procent.

De helt små Fiat-modeller bliver nu mere brændstoføkonomiske. Det sker, når det italienske mærke snart lancerer 500- og Panda-modellerne som milde hybrider, hvor et batteri, som lades op af bremse- og deaccelerationsenergi, hjælper benzinmotoren med at strække dråberne.

Fiat 500 Hybrid bliver den første af modellerne, som lander herhjemme i første kvartal, mens Panda følger i det næste.

Hjertet bliver dog den nyeste generation af Fiats trecylindrede 1,0-liters motor på 70 hk, for en mild hybrid kan ikke køre på ren el under nogen omstændigheder. Sammenlignet med den nuværende 1,2-liters grundmotor på 69 hk skærer den nye motor 20 procent af forbruget i 500 og Panda samt 30 procent i Panda City Cross. Samtidig er den nye opsætning med til at give en lyd- og vibrationsfri start, lover Fiat.

Importøren har dog ikke oplyst de endelige tal for brændstofforbruget.

Annonce

Også andre på vej

FCA-koncernen er på vej med flere delvist elektrificerede modeller i 2020. Det er Lancia Ypsilon som mild hybrid og plug-in-versioner af Jeep Renegade, Compass and Wrangler.

Genbrugsplast indendørs

Den milde hybrid-kombination betyder, at benzinmotoren automatisk slukkes, når bilen sættes i frigear ved hastigheder under 30 kilometer i timen. Her får bilen energi fra litiumbatteriet, der sikrer, at føreren fortsat kan kontrollere bil og kørsel.

Vedkommende kan løbende få information om hybridsystemet, som automatisk anbefaler føreren at skifte til frigear, når omstændighederne tillader det.

Hybridudgaverne af 500 og Panda kan spottes på et ”Hybrid”-badge på bagenden og ”H”-logo på instrumentbordet.

Importøren søsætter også en Fiat 500 Hybrid Launch Edition, som vil have sæder, der som de første i bilindustrien er delvist lavet med materialet Sequeal Yarn, som blandt andet består af genanvendt plastic, hvor 10 procent af det er hentet fra havet og 90 procent fra land.

Fiat ventes at vise den produktionsklare version af en elektrisk Fiat 500 på forårets motorshow i Genève. Den skal i produktion senere på året. Der skulle også være en ren Fiat 500 elbil på vej, men den er der endnu ingen officielle oplysninger om.

Nye krav presser på

De skrappere miljøkrav betyder, at bilproducenterne kan få bøder af EU, hvis modelprogrammet udleder for meget CO2.

Det klarer Fiat i 2019 og 2020 delvist ved at købe kvoter af Tesla. Men de nye elektrificerede modeller skal være med til at rette op på dette.

Der er ikke oplysninger om priser for de nye Fiat hybrid-modeller.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Esbjerg står sammen: Stor donation af beskyttelsesudstyr til Sydvestjysk Sygehus

Leder For abonnenter

Åbne kirker var tåbelig ide

Bevares. Vi kan nok alle trænge til et trøstende ord i denne krisetid med udsigt til både sygdom og økonomisk nedtur. Her er det kristne budskab om tro, håb og kærlighed så relevant som nogensinde. Men vi behøver ikke at være fysisk sammen om den oplevelse. Den moderne teknologi byder på rigelig mulighed for at forrette gudstjenester på utraditionel, men sikker vis. Derfor må man undre sig over, at Kirkeministeriet i første omgang besluttede at åbne kirkerne til påske. Naturligvis er påsken en af kirkeårets største helligdage. Men enestående forhold kræver også enestående løsninger. Den nuværende epidemi er absolut en af de undtagelser, der berettiger til for en gangs skyld at aflyse den fysiske kirkegang – selv i påsken. Statsminister Mette Frederiksen har stillet danskerne i udsigt, at vores samfund langsomt kan åbne op igen efter påsken. Betingelsen er, at smittekurven fortsætter med at flade ud. Det sker imidlertid kun, hvis vi viser agtpågivenhed og undgår letsindig adfærd. I praksis vil det formentlig i de fleste kirker være muligt at gennemføre en påskegudstjeneste med god afstand mellem deltagerne. Ikke desto mindre er netop en gudstjeneste netop et eksempel på, at flere mennesker unødigt forsamles. Derfor er det godt, at beslutningen nu er trukket tilbage. Blandt andre sognepræst Dennis Voss Stensgaard fra Vester Nebel havde på forhånd afviset at holde gudstjeneste. I hans tilfælde kunne det ske med god samvittighed. Han er sygemeldt, fordi han formentlig selv er smittet med coronavirus. Ikke desto mindre gav han i utvetydige vendinger udtryk for sin frustration over kirkeministeriets udmeldinger. I hans øjne var det blandt andet en hån mod de unge, der netop på grund af den aktuelle epidemi har fået udskudt deres konfirmationer til august og september. Koldings borgmester, Jørn Pedersen var enig og opfordrede andre præster til at følge Dennis Voss Stensgaards eksempel. Lykkeligvis bredte den sunde fornuft sig til sidst også til ministeriet.

Annonce