Annonce
Indland

Fie Laursens bror: En sårbar pige skal ikke straffes

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Boris Laursen mener ikke, at man skal straffes for at dele selvmordsbrev. En misforståelse, mener minister.

Influencers på sociale medier skal ikke kunne straffes, når de står i en sårbar situation.

Det er et af budskaberne fra Boris Laursen, der er storebror til realitystjernen Fie Laursen.

- Jeg må som storebror forsvare min lillesøster. Gu fanden skal hun ikke straffes for at ønske et værdigt farvel, skriver han blandt andet på det sociale medie Instagram torsdag eftermiddag

Han omtaler samtidig sin søster som en "sårbar pige".

Brorens udmelding kommer i kølvandet på, at hans lillesøster i weekenden delte et selvmordsbrev på sin Instagram-konto, hvor hun har mere end 335.000 følgere.

Det startede efterfølgende en debat om, hvilke regler bloggere bør følge, når de deler noget på sociale medier.

Børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), udtrykte, at hun mente, at profiler på sociale medier bør underlægges de presseetiske regler.

Torsdag understreger ministeren over for Ritzau, at hun mener, at Boris Laursens opslag bygger på en misforståelse, da hun på ingen måde går ind for, at der skal være en straf forbundet med et brud på de etiske regler.

- Det, at bryde de presseetiske regler, betyder ikke, at man bliver straffet. Det går jeg heller ikke ind for.

- Det er sådan i dag, at hvis man overtræder de presseetiske retningslinjer, så kan man blive anmodet om at berigtige. Det vil sige at skive det, der er rigtigt.

- Det, vi lægger op til, er, at det skal være muligt at tage et opslag ned, siger hun og uddyber, at det i det konkrete tilfælde ville have givet Fie Laursens forældre mulighed for at fjerne det delte selvmordsbrev.

- Jeg synes, at det er relevant, at man selvfølgelig i forbindelse med sygdom har nogle andre, der på vegne af en kan få lov til at tage de ting ned, der ligger på nettet og man ønsker taget ned.

Brevet, der fik omkring 30.000 kommentarer og 8000 likes, nåede at være på Instagram i knap to døgn. Flere brugere af mediet anmeldte det, men det blev først fjernet, da Fie Laursen selv slettede det.

/ritzau/

Annonce
Vis dette opslag på Instagram

Pernille Rosenkrantz - Theil, jeg kan give dig ret i at et selvmordsbrev skal ned hurtigt, men som familie til en pige der lå bevidstløs og kæmpede for sit liv til udpumpning og derefter røg ind på den psykiatriske lukkede afdeling, hvilket du som voksen bør forstå er overvældende, hårdt for en ung pige, der ikke har lyst til at leve. Jeg må som storebror forsvare min lillesøster. Gu fanden skal hun ikke straffes for at ønske et værdigt farvel. I hele Fies liv har folk skrevet historier om hende, så hun ønskede at årsagen kom fra hende. Hvis du kunne se Fie for andet end en influencer, der skal straffes for sin konsekvens når hun bliver udskrevet, så ville du vise medmenneskelighed; hvilket vi mangler og hvilket ville klæde dig! Fie har kun adgang til netflix og at kunne sms’e med hendes familie og få veninder der har vist sig at være her for hende! Jeg synes folk skal tænke sig godt om inden de udtaler sig, for der sidder en sårbar pige der en dag kommer ud til folk der mener hun skal straffes, fordi det ikke lykkedes hende at miste livet. Min søster er hverken i bedring mentalt, men i live. Nu vil jeg lukke af her og ydmygt bede folk, huske på at hun en dag kommer ud og læser det i har skrevet og udtalt sig.

Et opslag delt af BORIS GRANT LAURSEN (@borislaursen) den

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Grebet i luften: Når privatlivet ebber ud

Tidligere i år fik Facebook en bøde på fem milliarder dollars – 33 milliarder kroner – for at ”bryde privatlivets fred.” Facebook er grundlagt af amerikaneren Mark Zuckerberg – De ved, ham med det der mærkeligt glatte, udtryksløse ansigt og efter sigende indehaver af 30 ens hættebluser. Sjovt nok forudsagde samme Zuckerberg for næsten ti år siden, at privatlivets fred var slut. Et overstået kapitel i menneskehedens historie. Det var dengang, Facebook mest var et sted, hvor man kunne samle en hulens bunke venner, der fortalte, at de lige havde spist knækbrød, at lille Tobias havde lagt en skovsnegl i bleen, eller at de var sure over, at det regnede på deres fridag. Siden er anvendelsen af Facebook som bekendt blevet opgraderet til at omfatte meget mere: Chikane og trusler og måske ommøblering af folkeafstemninger. Mark Zuckerbergs pointe i 2010 var vist, at det var Facebook, der var årsagen til, at privatlivets fred hører fortiden til. Der fik han så med nogle års forsinkelse mere ret, end han selv havde regnet ned, men vi er alligevel et par stykker, der synes, at Facebook ikke skal have hele æren for, at det private siver ud af vores liv som luft fra en badebold. Vi kan også selv. Jeg kan da så glimrende huske en togtur fra København. 20 sekunder efter Valby ringede en dreng til sin far for at fortælle om en operation, han skulle gennemgå: - Ja, det gør ikke så ondt lige nu, men i sidste uge stak knoglen ud ad hånden. Der sad man så og sendte en stille tak til DSB, fordi man ikke længere kan købe mad i toget. Han holdt godt nok op, men kun blive for at blive afløst af en dame, der så ud til at have en alder, så hun i det mindste burde have hørt om Emma Gad: - Han ligger på sygehuset, men de kan ikke finde ud af, hvorfor han har så meget vand i venstre side. Hans arm er så tyk, at den ikke kan være i sygehustøjet. Men det er i hvert fald ikke fra hjernen, det vand kommer. Så er det, at man får lyst til at skrive en rasende kommentar om den manglende intimitet i vores liv og udstillingen af privatsfæren i det offentlige rum. På vores Facebook-væg.

Annonce