Annonce
Digitalt

FIFA 20-anmeldelse: Forsvaret får fortjent opgradering

EA Sports har givet dét, der foregår på grønsværen, en tiltrængt opdatering, og ændrer med FIFA 20 måden, vi spiller fodbold på. Men pengene i FUT fylder fortsat for meget, og karrieredelen mangler stadig co-op - trods kosmetiske ændringer. Pr-foto

Angreb sælger billetter, men forsvar vinder mesterskaber.

Sådan lyder en god gammel sportssandhed, man godt kunne fristes til at tro, at EA har skelet lidt til, da de skabte FIFA 20. For godt nok er det nye tiltag som set-up touch og sidelæns dribling, der skal lokke trofaste tilhængere til at skifte sidste års FIFA-model ud med den nye version, men det er det fornyede forsvarsspil, der endelig har skabt balance i tingene og vil få os til at starte spillekonsollen op igen og igen.

Det er især én ny funktion, der skal have en stor del af æren for det nye forsvarsspil, nemlig sidelæns bevægelse kombineret med sprint. Det er intet mindre end en fornøjelse at bruge funktionen til at dække pasningsbaner af med og få sin spiller i position til at kunne angribe boldholder i den helt rigtige vinkel.

Annonce

Ændrer spillet

For første gang i mange år har den nye version af FIFA simpelthen ændret måden, undertegnede spiller spillet på – og det er i sig selv et kompliment for en serie, der år efter år får kritik for ikke at være det mindste fornyende. Med en genfødt defensiv på plads er det desuden nemmere at nyde FIFA 20’s nye tiltag på den anden side af bolden, hvor i særdeleshed den nye halvt løftede pasning skal hilses velkommen. Den gør det muligt at løfte bolden hen over en udstrakt fod fra en forsvarer og kan være forskellen på lige ved og næsten eller en åben målchance.

Den nye styremekanik til dødbolde lover også godt for fremtiden, og der skal nok blive fyldt på sociale medier med vanvittige frisparksmål, når først folk får øvet sig lidt - for den kræver lidt tilvænning.

Karriere mangler stadig co-op

Spillets største nyhed, når man kigger ud over selve gameplayet er tilføjelsen af Volta. Her har EA forsøgt at smelte FIFA Street og The Journey sammen til, hvad de formentlig selv vil kalde en episk rejse gennem gadefodboldverden med øget fokus på finter og moves. Kendsgerningen er bare, at storydelen er for klichefyldt, og level-up-systemet har for overfladiske perks, til at det for alvor sætter strøm til ret meget.

Der er således næppe noget i det nye spil, der kommer til at rykke ret meget ved folks FIFA-vaner, som i stigende grad domineres af FIFA Ultimate Team. Heller ikke selvom EA lover, at FIFA 20 har ”den mest autentiske og innovative udgave af spiltypen Karriere til dato”. Det er nemlig mest kosmetiske forbedringer, som ikke ændrer grundlæggende ved karriedelen og næppe vil føre den tilbage til fordums storhedstid - dvs. før tilføjelsen af FUT til spillet. Og med tanke på, hvor mange penge EA tjener på FUT, der i høj grad må siges at være pay to win, er det også svært at se det paradigmeskifte ske lige foreløbig.

Når det så er sagt, er karrieredelen stadig den spilmodus, der appellerer kraftigst til fodboldpuristerne, og de nye forbedringer er helt klart kærkomne. Flere modstanderhold end nogensinde før er tro mod deres modstykker fra den virkelige verden, og det øger glæden betragteligt ved at spille en hel sæson i ens favoritliga. Online co-op i karriere glimrer dog stadig ved sit fravær – kom nu ind i kampen, EA!

De sædvanlige fejl og mangler kan dog ikke tage fokus fra de mange euforiske fodboldoplevelser, spillet formår at diske op med, og årets udgave af FIFA er en bedre opgradering, end den længe har været.

Titel: FIFA 20

Udgivelsesdato: 24. september

Platform: Xbox One, PS4, pc, Nintendo Switch

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tunnel bliver en klar gevinst

Tysklands rigsrevision, Bundesrechnungshof, har kørt tunnellen under Femern Bælt gennem et regneark og fundet ud af, at den faste forbindelse ikke nødvendigvis kan betale sig set fra den tyske side af grænsen. Revisionen har kalkuleret, at det vil koste omregnet godt 26 milliarder kroner at gennemføre den nødvendige udbygning af veje og jernbaner. Den udgift står muligvis ikke mål med gevinsterne fra en fast forbindelse, mener man. Dette har skabt fornyet røre om projektet blandt tyske politikere. Her har De Grønne hele tiden været skeptiske og kræver nu, at planen tages op til fornyet overvejelse. Set med danske briller minder det om den debat, der udspandt sig før byggeriet af Storebæltsbroen. Den var helt overflødig, det var så hyggeligt at drikke dårlig kaffe på DSB’s færger, og brobyggeriet kunne ødelægge vandmiljøet, lød nogle af argumenterne dengang. I dag ville næppe nogen undvære broen, der ikke kun fysisk, men også mentalt har bundet Danmark meget bedre sammen. År for år sætter trafikken rekord, og investeringen på over 26 milliarder frem mod åbningen i 1998 bliver derfor tilbagebetalt noget hurtigere end de 37 år, der oprindelig blev budgetteret med. Ganske det samme vil formentlig ske for tunellen under Femern Bælt. Naturligvis skal den slags megaprojekter gennemtænkes grundigt. Alle aspekter i forbindelse med såvel økonomi som økologi må tages i betragtning. Ikke desto mindre er der ikke nogen grund til dommedagsscenarier, viser erfaringerne fra Storebælt. Naturligvis er det en indlysende fordel for såvel Danmark som de øvrige, nordiske land, at der bliver nemmere fysisk adgang til det vigtige, tyske eksportmarked. Derfor er Danmark også villig til at finansiere tunnelbyggeriet. Men det handler ikke kun om penge. Vi har meget tilfælles med vores tyske nabo og kan inspirere hinanden til gensidig gavn. Det ved vi i det dansk-tyske grænseland. Samme oplevelse fortjener det grænseland, hvor indbyggerne indtil videre er adskilt af vand.

Annonce