Annonce
112

Dømte fartsynderes advokat er rystet over Statsadvokaten: 'Troværdigheden hænger fuldstændig i laser'

Advokat Jacob Forman var forsvarer for de 14 bilister, som ikke ville finde sig i fartbøderne fra lastbilkontrollen. Men de endte med at blive dømt i både by- og landsretten. Byrettens dom var dog fejlbehæftet. To betjente blev senere frifundet i enslydende sager. Foto: Seth Nicolas

Forsvareren for 14 bilister, som blev dømt i landsretten, er både chokeret, rasende og ved at dø af grin. De blandende følelser får frit løb, da Jacob Forman hører nyheden om, at Statsadvokaten i Viborg havde glemt at forkynde en ankesag for to betjente, som fik fartbøder for nøjagtig det samme.

– Det er simpelthen løgn, gentager han to gange efterfulgt af:

– Det er for banalt!

Advokat Jacob Forman har specialiseret sig i at føre sager for vognmandsbranchen og påtog sig altså også den nævnte sag.

– Jeg anså vores sag som fantastisk god, fordi jeg syntes, der var så mange fejl ved den situation. Jeg følte mig så sikker på den. Men jeg fik et larmende chok, da jeg opdagede, at Vestre Landsret dømte dem.

Landsrettens dom var dog ikke den samme som i byretten, hvor de 14 bilister faktisk blev dømt efter en forkert paragraf om overskridelsen af hastigheden i forbindelse med vejarbejde. Men der var ikke vejarbejde den pågældende dag; kun en lastbilkontol. Så bøderne blev mindre.

– Så kommer den her situation, hvor en fornuftig dommer fra Retten i Sønderborg, siger; ”Nej, de skal da frifindes”. Jeg kan ikke være mere enig med ham.

Annonce

Det er simpelthen løgn! Det er for banalt. Det er en ommer.

Advokat Jacob Forman

Betjente blev frifundet

Det var to lokale betjente, som blev frifundet for nøjagtig det samme.

– Så bliver presset for stort. Det får så Statsadvokaten til at gå ud og anke sagen. Og så laver man sådan et nummer her. Jeg kan ikke fantasere mig frem til en forklaring fra myndighederne, der får almindelige mennesker til at sige; ”det var sørme da uheldigt det der”.

Han mener, at Statsadvokatens troværdighed har lidt et alvorligt knæk.

– Min opfattelse af det er, at myndigheden må jo anse almindelige ordentlige mennesker for komplette idioter, hvis de tror, at det her ikke får folk til at tænke; ”hold da op, de beskytter lige deres egne”. Jeg kan næsten ikke fantasere mig frem til en forklaring på det her, som ikke efterlader en myndighed med en troværdighed, der bare hænger fuldstændig i laser. Det her er for galt. Det kalder på min mest indædte humor det her. Jeg kan ikke andet en slå en stor latter op.

Ikke sket før

– Hvad vil I så gøre nu; kan I gøre noget?

– Jeg skal da hjem på kontoret og finde ud af; hvad gør man her?

– Kan I søge om genoptagelse af de her sager?

– Jeg ved det ikke. Heldigvis er det jo ikke noget, der er sket før. Så jeg er nødt til at finde ud af, hvad vi gør. Jeg ved ikke engang, om vi kan gøre noget. Det vil jeg undersøge meget grundigt.

Og så vil han kontakte sine klienter og informere dem om den seneste udvikling.

– Jeg ved, at hvis vi ikke kan gøre noget, så vil myndigheden have lidt en skade, som det tager meget lang tid at komme over. Jeg er simpelthen rasende over det. Man skal da kunne stole på myndighederne. Det synes jeg ikke, der er tegn på her.

De fleste af de resterende 1244 bilister fik bøder og betingede eller ubetingede frakendelser af kørekortet uden at møde op i retten. Over 200 af dem forsøgte sig dog i byretten uden held.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det utilgivelige læk

Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden. Det nyder vi som borgere godt af, når vi eksempelvis kan betale i supermarkedet via en app, eller når vi skal i kontakt med offentlige myndigheder og ikke behøver af møde fysisk op. Tager man blot et smut syd for grænsen, vil man opdage et samfund, der virker tilbagestående i forhold til at høste fordelene af et digitaliseret samfund. Men udviklingen har også sine omkostninger. Eksempelvis kan det være svært for ældre at finde ud af selvangivelsen eller anden form for computerkontakt med myndighederne. Disse generationsudfordringer gøres der meget for at afbøde, men nogle omkostninger er af en karakter, så de er utilgivelige. En sådan er Sygehus Lillebælts læk, som netop er blevet kendt i offentligheden, af fortrolige oplysninger om godt en halv million patienter. Kort fortalt har blandt andet cpr-numre, navne og hjerteoplysninger i flere end fem år ligget tilgængelige for alle 26.000 ansatte i Region Syddanmark samt et ukendt antal samarbejdspartnere fra ind- og udland. Regionen og sygehuset er blevet kritiseret for lækket i en afgørelse fra Datatilsynet, men lægelig direktør på Sygehus Lillebælt Mads Koch Hansen har "ikke fantasi til at forestille sig", at nogle ansatte uberettiget skal have gjort brug af patienternes oplysninger. Det kræver nu ellers ingen livlig fantasi at forestille sig, at der blandt 26.000 ansatte samt samarbejdspartnere i ind- og udland skulle findes et enkelt broddent kar, hvis moral og syn på tavshedspligt er flosset. Selv om den i øvrigt afgående lægelige direktørs tillid til sine ansatte kan være sympatisk, er den grænsende til naiv. Desværre oplever vi af og til disse helt utilgivelig læk af personlige oplysninger fra offentlige myndigheder, og netop fordi digitaliseringen af samfundet ikke kan spoles tilbage, er der grund til på det kraftigste at indskærpe vigtigheden af, at have styr på den slags. Mister folk først tilliden til myndighederne, kan det være uopretteligt.

Team Esbjerg

På toppen af karrieren - Team Esbjergs Estavana Polman scorer fornem pris

Annonce