Annonce
Sønderborg

Fik barn med tysk soldat: Maries hemmelighed afsløres efter 75 år

Marie Ehlert måtte som 23-årig ung mor give sin nydfødte søn væk. Faderen var en nazi-soldat fra Tyskland. Modelfoto: Kasper Borg Rabøl
Marie Ehlert Jensen fra Als fik som ung kvinde en søn med en tysk soldat. Det var under Anden Verdenskrig, Danmark var besat af Nazi-tyskland - og den unge kvinde gav sit barn væk. Hun bar på hemmeligheden hele sit 98-årige liv, og først ved hendes begravelse på Sydals blev den nære familie klar over, at der var en søn. En ukendt arving. DR ruller historien op i tv-programmet "Forsvundne arvinger".

Det var 1943. Danmark var besat af Nazi-tyskland, men mange unge danske kvinder fandt sammen med tyske soldater. De blev kærester, og sådan var det også for Marie Ehlert fra Povlskro ved Kliplev, der som ung kvinde arbejdede på Sømandshjemmet i Haderslev. De kærlige blikke og tætte danse blev til mere, og i 1943 kom en lille dreng til verden på Fødselsstiftelsen i Århus, hvor mange enlige mødre fra hele Jylland fødte. Men Marie Ehlert gav straks efter fødslen den lille baby væk - først i pleje, og siden blev drengen adopteret af murer Frode Sørensen og hustruen Dagny Sørensen. Drengen hed Jens Christian Fløe Sørensen.

Marie Ehlerts tyske kæreste, Carl Freidank, afviste tidligt faderskabet, da han "brugte gummi", men blodprøver fra en faderskabssag i Berlin i 1943, viste, at han kunne være faderen. Det var længe før DNA-tider, og i alt blev der født cirka 5500 børn af danske kvinder, der havde mødt tyske soldater. Det blev kaldt drageyngel inficeret med naziblod, og det var skamfuldt. Kvinderne med tyske kærester blev kaldt for "tyskertøser" og "feltmadrasser". De blev kaldt kaldt uintelligente, grimme, billige og sinker. Mange kvinder blev umiddelbart efter befrielsen klippet skaldede eller korthårede, og nøgne med påmalede nazitegn på kroppen blev de ført igennem byen.

Marie Ehlers blev senere gift med Børge Jensen, og de boede i Sarup på Sydals. Her fik de et par tvillingedrenge og en datter - og senere fem børnebørn. Marie Ehlert Jensen døde 3. november 2018 - 98 år. Efter begravelsen var der kaffe, og her afslørede Marie Ehlert Jensens nevø fra Sjælland, Kurt Ehlert Agensø, at han som 12-årig havde fået at vide, at Marie havde bortadopteret en søn. En hemmelighed Marie Ehlert Jensen havde båret på i mere end 75 år. Derfor var der måske et eller andet sted i Danmark - eller verden - en 75-76 årig herre, der havde ret til at arve sin mor.

Den historie er blevet til et tv-program i serien "Forsvundne Arvinger" - og her går værten Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh fra Rigsarkivet på jagt efter den forsvundne arving: Jens Christian Fløe Sørensen. Med hjælp fra kirkebøger, folkeregister, Statens Udvandringskontor, og udenlandske arkiver, venner, naboer, familie, bedemænd og Den Danske Forening i Auckland - ender turen i først New Zealand og siden Australien. 17.000 kilometer væk. Lever Jens Christian, der har ret til sin del af arven på cirka 25.000 kroner? Hvis han gør, kan de finde ham?

Annonce

Man bliver helt ked af det på hendes vegne. Det må have været utrolig hårdt for hende. At have en lille dreng, man kun kan få billeder af. Ingen kram og omfavnelser.

Bjarne Ehlert Jensen, barnebarn

En tung byrde

I programmet deltager Marie Ehlert Jensens børnebørn Line Ehlert Thomsen fra Egtved og Bjarne Ehlert Jensen fra Augustenborg på Als.

- Det har været en tung byrde for hende at bære, siger Bjarne Ehlert i programmet. De var mildt sagt overraskede, da de fik beskeden om den ukendte onkel.

- I første omgang troede jeg, at det var løgn. Så det var noget, man lige skulle sunde sig på, siger han.

Marie Ehlert Jensen glemte aldrig den søn, hun gav væk. Hun fik i de første år tilsendt fotos af drengen, som hun nænsomt gemt i sit klædeskab. God gemt væk under hyldepapir og tøj.

- Man bliver helt ked af det på hendes vegne. Det må have været utrolig hårdt for hende. At have en lille dreng, man kun kan få billeder af. Ingen kram og omfavnelser, siger Bjarne Ehlert.

Onklen Kurt Ehlert Agensø fra Sjælland har heller aldrig fortalt andre i familien om det.

- Dernede i Sønderjylland, hvor jeg kommer fra, der snakkede man jo ikke om sådan noget. For det var en skam. Det var helt utænkeligt - man skulle lade som ingenting, fortæller han.

Tv-programmet vises på DR1 den 20 april. Bjarne Ehlert Jensen ønsker ikke at deltage i en historie i JydskeVestkysten med yderligere kommentarer end dem, der kommer frem i tv-programmet, som avisen har haft adgang til at se.

Marie Ehlert Jensen er begravet på Lysabild Kirkegård. Hun levede med sin mand Børge Jensen i Sarup, og flyttede til Tandlet, da hun blev alene. Foto: Timo Battefeld
Vært Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh på jagt efter en ukendt arving til en kvinde fra Als. Foto: Kasper Borg Rabøl
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce