Annonce
Kultur

Film: Flad furore med Gemini Man

Will Smith spiller både en lejemoder på flugt og den lejemoder, der jager ham. Foto: Paramount Pictures
Effekterne stjæler billedet, mens mesterinstruktør mister grebet om fortællingen i ”Gemini Man”.

Den har været længe undervejs. Faktisk har der i Hollywood været talt om ”Gemini Man”-projektet siden engang i 1990’erne. En film, hvor en lejemorder pludselig står over for sin stærkeste fjende til dato - nemlig en klon af sig selv.

Og nu er filmen så altså blevet til noget her ved udgangen af 2010’erne. I denne kontekst er ordet ”noget” det helt afgørende. For ”Gemini Man” bliver aldrig en helstøbt film, hvilket i sig selv er lidt af en skuffelse. Det er nemlig Ang Lee, der er endt med at have realiseret projektet. Den taiwanske mesterinstruktør har i de senere år excelleret i at lave elegante amerikanske film, hvor især ”Brokeback Mountain” (2005) står tilbage som et af de mest iltre og rørende dramaer fra 2000’erne, mens ”Life of Pi” (2012) formåede at kombinere drama med nye tekniklandvindinger. Desværre er ingen af disse succesformularer til stede i ”Gemini Man”.

Annonce

Klæg action

Det er Will Smith, der giver den som lejemorderen Henry Brogan. Han åbner med en succesfuld snigskytteaktion for så kort efter at trække sig tilbage. Det skulle Brogan imidlertid aldrig have gjort, for hurtigt er han fanget i et net af folk, der forsøger at dræbe ham. Da han en dag står ansigt til ansigt med en yngre version af sig selv, må den tidligere lejemorder både flygte og finde ud af, hvad det er, der sker omkring ham.

Will Smith spiller både den ældre og yngre version af lejemorderen, og det er tæt på at være fascinerende skræmmende, hvordan moderne teknologi kan genskabe Smith som 20-årig billede for billede. Men det er så også det, der er at sige af imponerende ting om ”Gemini Man”. For filmens ramme er intet andet end klæg action af den metervaretype, biografpublikum ugentligt fodres med over det meste af verden. Sommetider ligner flugten noget fra et computerspil, og ofte kunne man ønske sig, at scenerne var blevet taget om, når ellers dygtige skuespillere som Will Smith, Clive Owen og Mary Elizabeth Winstead overhovedet ikke rammer action-tonen. Men okay, Ang Lee kan da i det mindste sige, at det var ham, der fik lavet ”Gemini Man” færdig efter mange års trakasserier.

Film: ”Gemini Man”

Action/Science Fiction, amerikansk, Spilletid: 117 minutter, tilladt for børn over 15 år.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce