Annonce
Kultur

Film: Stillehavskrigens store fælde

Navigatøren Bruno Gaido (Nick Jonas) forsvarer sig mod angribende japanske jagerfly i Roland Emmerichs krigsactionfilm "Midway". En gammeldags krigsfilm med fokus på det spektakulære og storslåede. Heldigvis vajer det amerikanske flag knap så stift og urokkeligt, som vi er vant til fra instruktørens hånd. Pr-foto
Formatet er klassisk episk, kulørt og storslået. Roland Emmerichs krigsfilm om Slaget ved Midway mestrer den svære balancegang mellem spektakulær, maskulin underholdning og respekt for historiske fakta og krigens ofre.

Filmanmeldelse: Juni, 1942. Kun seks måneder efter japanernes angreb på den amerikanske flådebase ved Pearl Harbor har de japanske flådeenheder kurs mod Stillehavsøerne ved Midway. Japanernes mål er at få et militært fodfæste i Stillehavet, hvorfra deres fly kan nå og angribe mål på den amerikanske vestkyst.

Den amerikanske flåde kæmper med forældet materiel og slikker stadig sårene efter Pearl Harbor, men mændene har kampgejst, og altafgørende har man overraskelsesmomentet. Med den skarpsindige og dristige Nimitz i spidsen planlægger flåden nemlig en fælde for de japanske hangarskibe. En dristig fælde, der meget vel kan vende krigens gang. Men man er afhængig af efterretninger og kodeknækkere. Ikke noget beslutningstagerne i Washington traditionelt sætter deres lid til.

Egentlig befinder vi os i samme terræn som Michael Bays ”Pearl Harbor” og forgængeren ”Slaget om Midway” med Charlton Heston, Henry Fonda og James Coburn som filmstjernerne, der i 1976 skulle sælge historien og dramaet om et af Stillehavskrigens største slag til det brede publikum. Som i forgængerne er nøgleordene visuel ildkraft og underholdning. Tabstallene er enorme, men krigens gru og realisme er tilsidesat til fordel for en tone og et visuelt udtryk, der i langt højere grad end hos mange moderne krigsfilm trækker på det karikerede og spændingsmæssigt indbydende.

Annonce

Mister næsten pusten

”Midway” er først og fremmest formet og udtænkt som blændende, mainstreamorienteret underholdning. Kommer man med forventning om krigsfilm, der som Eastwoods ”The Flags of Our Fathers”, Malicks ”Den tynde røde linje” og Petersens ”U-båden” borer kameraet ind i krigens grusomhed og meningsløshed og på samme tid vægter det kunstneriske udtryk, vil man gå skuffet fra Emmerichs seneste storfilm. ”Midway” befinder sig på samme måde også i en anden verden. Men det er tegneserieæstetikkens og krigsromantikkens verden.

Stilen er typisk Emmerich. Den historiske akkuratesse og den intime realisme og nærhed til karaktererne er skiftet ud med patos og sans for det spektakulære. Det er stiliserede kamphandlinger og unuancerede heltegerninger, som vi finder dem i de klassiske små, sort-hvide, kvadratiske krigstegneserier ”Kampflyver” og ”Commando”. For længst ude af produktion herhjemme, men stadig at finde til en flad femmer i antikvariatets glemmekasse under nederste hylde. Flyvemaskiner tordner gennem eksplosioner. Kameraet følger de hvinende styrtbombemaskiners dødbringende last hele vejen ned gennem skibsdækket, men intet er så grufuldt eller nerveflænsende, at der ikke kan sættes punktum for spændingen med et sejrshyl og en kvik bemærkning. - Waahuuuu! Denne er for The Pearl!

På mange måder føles det hele håbløst gammeldags, og man kan ikke slippe den tanke, at både tiden og filmindustrien er løbet fra kantede og patriotiske værker som ”Midway”. Tiden er mere moden til et tragisk-ironisk greb om krigens gru som i Luke Davies og David Michôds mini-tv-serie over Joseph Hellers ”Catch-22” eller flabede og kontrafaktiske krigsfortællinger som Tarantinos ”Inglorious Bastards”.

Og alligevel. Som sine undertippede stillhavskrigshelte når ”Midway” mod alle odds i mål. Materialet er så omfattende og persongalleriet så stort, at man næsten mister pusten bare ved tanken, men fokuseret holder Emmerich fortællelinjen tæt på to bærende figurer, efterretningsofficeren Ed Layton (Patrick Wilson) og bombepiloten Dick Best (Ed Skrein). Der er skåret ind til benet, og det hele presses med et kondenseret, dramatisk schwung sammen om en spilletid, der ligger tættere på de to timer end de vævende, uudholdelige tre. Måske derfor føles nostalgien og fascinationen af mandsmod, heltebedrifter og krigsmateriel acceptabel og knap så skamfuld, som når Emmerich i utallige tidligere film med karakteristisk sans for storladen patriotisme planter et stift og urokkeligt Stars and Stripes midt i den amerikanske filmindustri.

Film: ”Midway”

Krigsfilm, amerikansk, kinesisk, spilletid: 138 minutter, tilladt for børn over 11 år.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Skandalelæge sagde det var mavesyre: 11 dage senere fødte Kristine sin døde søn

Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Esbjerg

Fødevarekontrol: For gammel frugt koster Brugsen i Bramming bøde på 30.000 kroner

Annonce