Annonce
Kultur

Filmanmeldelse: Det største svigt

"Klovn" udstiller på komisk vis den danske mand som en maskulint usikker, moralsk taber med forkerte prioriteter. Med "Klovn the Final" lukker og slukker instruktør for spillefilmsserien med Frank Hvam og Casper Christensen som fiktionaliserede udgaver af dem selv. Ufrivilligt bliver de to verdensmænd vidner til deres egne liv, da en løgn tvinger dem til hemmeligt at bo i Lars Hjortshøjs hus. Herfra er der vid udsigt til det liv, som de går glip af i deres vildfarne jagt på penge og sexeventyr. Foto: Nordisk Film
Frank Hvam og Casper Christensen sætter i Mikkel Nørgaards komedie punktum for femten års pinligheder og skarptskydende udlevering af den selvcentrerede danske mand. Pinagtighederne er stadig i centrum, men der er mening med galskaben.

Film: Uret tikker. Ingen bliver yngre. Forude venter Franks 50-års fødselsdag. En dag han har glædet sig umådeligt til. Også på andres vegne, for hvem ville ikke glæde sig til at fejre ham? betror han konen, Mia, efter et mislykket forsøg på rygknækkende sex i deres nyindkøbte elevationsseng.

Hun har sine tvivl, for hun føler sig ikke rigtig længere værdsat og set, og forholdet bliver sat på den ultimative prøve, da Casper til fødselsdagen præsenterer en helt særlige gave til Frank. En rejse til Island. Med en lille indbygget hemmelighed. Bent Fabricius-Bjerres luksusbordel Castello Alleycat holder nemlig et særligt orgie på øen, og Casper ser frem til at bade i fisse fra fem kontinenter, som han så smukt udtrykker det.

Som så ofte før sætter Caspers liderlige hjerne en kæp i hjulet for makkerparrets lystige planer og ad omveje havner de i stedet i nabohuset hos Lars Hjortshøj, der er ude at rejse. Sorgerne druknes ved at feste igennem med forårsruller, dåsebajere og en overdådig vinkælder, men et vulkanudbrud på Island bremser al flytrafik til og fra øen. Frank har fortalt Mia, at de er på Island, så de to beslutter at holde løgnen kørende indtil katastrofen er drevet over. Men de to begynder så småt at gå hinanden på nerverne og en uheldig smitte med børneorm sætter yderligere sagen på spidsen.

Uanset om du føler dig velbevandret i “Klovn”s univers, eller om du som undertegnede blot har taget det lette spring over gærdets laveste sted ved at se instruktør Mikkel Nørgaards to foregående spillefilm “Klovn the Movie” og “Klovn Forever”, venter en solid biografoplevelse med “Klovn the Final”. Et værk, der selvsikkert og skarpt lukker for syv tv-sæsoner og en epoke inden for dansk komik, men også stråler med fortælleglæde, perfekt komisk timing og elegant vrangvridning af den danske mand og hans vildfarne maskulinitet og idealer anno 2020. Med komikerduoen Frank Hvam og Casper Christensen igen spillende fiktionaliserede udgaver af dem selv, hvilket giver “Klovn”-universet et sært, metaagtigt skær og trækker komikken tættere på.

Annonce
Foto: Nordisk Film

Tåkrummende pinligheder

Det paradoksale ved “Klovn the Final”s mærkværdige plotkonstruktion er, at Frank og Caspers isolation i nabohuset ser selvvalgt ud, men i virkeligheden er de allerede dybt isolerede. Kørt langt, langt ud ad et socialt undergravende sidespor i forhold til deres familie og omgangskreds. Indledningsvis ligner det en drengerøvsdrøm igen at være sammen. Ingen forpligtelser. Kun hinanden og den evige flugt fra en selv, men fra nabohuset har de med kikkert perfekt udsyn til det fællesskab og det liv, som de så længe har haft så travlt med at isolere sig fra.

- Frank, du har dit hoved oppe i røven, lyder det meget rammende i den festsang, familien har lavet til ham, men som aldrig bliver sunget til halvtredsårsfødselsdagen fordi dette fællesskab er blevet fremmed for Frank. Ligeledes tager Mia mod til sig og synger “Stupid Man” for Frank til festen. Hvilket han går glip af, fordi han lige skal høre om den nyeste, fede forretningsfidus hos en ven. Købet af legelandet Dinoland.

- Dette er guldkalven, lyder det begejstret fra drengene, der går helt i selvsving over den pengeregn, der venter forude. Og Casper, der straks fantaserer om alle de singlemødre, der besøger stedet. Imens synger Mia sin sang til den fraværende mand i hendes liv. Mens andre mænd hører og ser hende. Og der er ikke engang den sædvanlige pinligt komiske krølle på scenen. Svigtet får lov at stå åbent og uforløst. Hvorved det får ekstra tyngde og dramatisk prægnans. Vi forstår, hvorfor Mia overvejer at forlade Frank.

Om løbet for alvor er kørt for den maskulint usikre Frank og evigt sexfikserede Casper, eller om der venter forsoning og happy ending for enden af makkerparrets selvetablerede mørke tunnel, må du naturligvis selv i biografen og se. Der er smånervøs latter, tåkrummende pinligheder, måske en enkelt tåre i udsigt, mens filmen som et uafviseligt spejl holdes op foran publikum og opsangen til den vildfarne, selvoptagede danske maskulinitet skærer lidt for voldsomt i øjnene: Danske mænd, vågn op! Inden vi ikke elsker jer længere.

Film: “Klovn the Final”

Komedie, dansk, Spilletid: 94 minutter, tilladt for børn over 11 år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Se billeder og video fra luften: Kolonihaver totalt oversvømmet

Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding

Se læsernes vilde billeder af oversvømmelserne: Her plejer folk at gå og cykle

Annonce