Annonce
Indland

Filmmand dømmes for voldtægter - men får nedsat sin straf

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Fire kvinder blev voldtaget af en nu 54-årig mand fra København. Østre Landsret har idømt ham syv års fængsel.
Annonce

En 54-årig mand fra filmbranchen straffes med syv års fængsel for flere voldtægter begået mod fire kvinder.

Det har en domsmandsret i Østre Landsret besluttet onsdag eftermiddag.

Ved Retten i Lyngby blev manden - Michel Conradi - sidste år idømt otte års fængsel. Han nægtede sig skyldig, hvorfor han dengang ankede dommen.

Da retsformand Anne Birgitte Fisker læste dommen højt i landsrettens lokale på Bredgade i det indre København, tog han sig til hovedet og protesterede.

- Hold kæft, hvor skal I skamme jer, råbte han henvendt til landsdommerne.

Det fik retsformanden til at hæve stemmen.

- Man skal tie stille! Du skal tie stille nu, lød det fra Anne Birgitte Fisker.

Michel Conradi var tiltalt for fra 1983 til udgangen af 2003 at have begået adskillige voldtægter mod en pige. Hun var fire år gammel, da de seksuelle overgreb ifølge anklagemyndigheden begyndte.

Først som voksen gik hun til politiet og fortalte om voldtægterne.

Filmmanden blev dog kun kendt skyldig i de overgreb, der blev begået i 2003, da de tidligere forhold faldt for en forældelsesfrist.

Ved en voldtægt i et kolonihavehus i 2003 tog han ifølge anklageskriftet kvælertag på offeret - som på det tidspunkt var fyldt 24 år - og holdt en pude over hendes ansigt, så hun ikke kunne trække vejret.

Derudover blev han dømt for voldtægt af tre andre kvinder.

To kvinder blev voldtaget af filmmanden på hans bopæl i København i henholdsvis 2010 og 2013.

Og i foråret 2018 blev en fjerde kvinde voldtaget på en båd i Nyhavn.

En del tilhørere var mødt op for at overvære domsafsigelsen i Østre Landsret - herunder medlemmer af Michel Conradis familie.

- Justitsmord!, råbte hans bror og blev vist ud af retslokalet.

Filmmanden skal betale erstatning til de fire ofre. Erstatningerne beløber sig til henholdsvis 10.000, 30.000, 60.000 og 88.000 kroner.

Michel Conradi har i sin karriere lavet reklamefilm og kortfilm, og inden han blev en del af filmmiljøet, var han annoncesælger.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Mette Frederiksen slår fast: De traditionelle julefrokoster kan ikke gennemføres

CORONAVIRUS

Live: Nye rejsevejledninger - rejser til Tyskland og Cypern frarådes

Annonce