Annonce
Varde

Filsø Fødevarefestival er ikke til at komme udenom i pinsen

Gitte Høj Arnum leverer kaninkød til restauranter i hele landet. Foto: Martin Ravn
For syvende gang bydes indenfor i hallerne på Filsøgård, hvor der er noget at smage på for hele familien i naturskønne omgivelser

Filsø: Pinsesolen danser ikke just på himlen denne første dag af weekendens Filsø Fødevarefestival. Tværtimod er der vindstød af stormstyrke, og de tusindvis af folk der strømmer til, haster direkte ind i de store haller, hvor man kan spise, smage, sanse og opleve alverdens lækkerier fra 77 deltagende virksomheder, der er ankommet fra hele landet.

Gitte Høj Arnum synes at kanin er kanon. Hun er landmandsuddannet, og driver virksomheden Blåbjerg Kaniner ved Nørre Nebel hjemme på den fædrene gård.

- Jeg er med for tredje gang på Filsø Fødevarefestival, og jeg nyder at fortælle folk om vores kaninkød, mens de får smagsprøver af de forskellige spegepølser, siger Gitte Høj Arnum og fortsætter:

- Vi leverer især kaninkød til restauranter i hele landet, og vores kaniner har haft et godt liv inden slagtning i store båse strøet med grene, rør og lignende, der også holder dem beskæftiget. De fodres med byg, lucerne, nedfaldsfrugt, hø, kartofler og gulerødder, siger Gitte Høj Arnum.

Annonce
Blåbjerg Kaniner går op i at deres avlsdyr lever sundt og godt, så man kan sætte tænderne i velfærdskød, som de kalder det. Foto: Martin Ravn

Ølsæbe og rosévin

Der er lang kø på smagsprøver ved Vinspecialisten Vardes stand, hvor der er udstillet i litervis af rosévin.

- Sommerens mest populære vin er bare rosé, siger Janie Steffens den ene del af parret, der driver butikken og tilføjer:

- Vi sælger også meget portvin til pinsefrokosternes desserter og kager, og vi prioriterer hvert år, at være med på en lokal fødevarefestival af denne kaliber, hvor vi også i høj grad networker, og møder nye samarbejdspartnere.

Vrøgum er repræsenteret ved Bente Staals velduftende virksomhed Sæberiget.

- Er det virkelig sæbe, det her, siger Jan Petersen om et stykke rustik ølsæbe, som han er lige ved at sætte tænderne i, hvori der indgår ravøl fra Fanø Bryghus.

- Humle blødgør, og giver glans og fugt. I gamle dage brugte man øl til hårvask, siger Bente Staal.

Jan Petersens hustru, Inge-Lise Berg er dog mest forundret over, at parret til daglig er nærmeste nabo til Fanø Bryghus i Nordby helt uden at vide, at de sælger ølsæbe.

Mimi Haahr er med for første gang med en stand. Hun driver virksomheden Filsøhuset i Henne, hvor storfamilier kan leje et hus til 22-32 mennesker, der er naturlegepark, og hver fredag er der kunst- og keramikudstilling, hvor Mimi Haahr selv er til stede, og fortæller om de ting, hun skaber i keramik af lokal Filsø ler.

- Jeg var spændt på om der ville være interesse for min stand, når nu jeg ikke byder på mundgodt, men det havde jeg ikke behøvet at bekymre mig om, siger Mimi Haahr.

Preben Thomsen og Pernille Nielsen har lige købt et par ting fra Mimmi Haahr.

- De skal bruges som gaver, siger Preben Thomsen, og Pernille Nielsen tilføjer:

- Vi kommer her hvert år, vi bor i Henne Stationsby, og faktisk kendte vi slet ikke til Mimmis Filsøhus før i dette øjeblik, og det er dét, der er så sjovt ved at komme her, at vi sådan kan opdage nye lokale virksomheder.

Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

134 klager på fem måneder: Tolkefirma har spændt ben for politiet i Syd- og Sønderjylland

112

Hvid trailer forsvandt fra indkørsel

Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce