Annonce
Sønderborg

Finansfadæse rystede kommunen i et døgn

Der var hektisk aktivitet hos regnedrengene i Sønderborg Kommune, da der i den forgangne uge blev sendt forkerte tal ud fra regeringen til kommunerne om den nye udligningsordning. Tal, der ville ramme Sønderborg hårdt. Men det blev korrigeret dagen efter, og i stedet for et stort minus gik det som ventet i plus. Foto: Claus Thorsted
I den forgangne uge blev der sendt forkerte tal ud fra Finansministeriet, der ville give Sønderborg Kommune 33 millioner kroner mindre efter udligningsreform - og ikke som ventet 20 millioner kroner i plus. Nu ser det igen bedre ud.
Annonce

Sønderborg: Den nye udligningsordning giver - som udmeldt i maj 2020 - Sønderborg Kommune 20-21 millioner kroner mere. Det er borgmester Erik Lauritzen (S) glad for og tilfreds med, men der var et døgn i den forgangne uge, hvor det så helt anderledes skidt ud.

Der blev onsdag sendt forkerte tal ud til samtlige 98 kommuner, og de var så anderledes end det, der blev meldt ud i maj, at embedsmænd fra Sønderborg Kommune kontaktede Finansministeriet og sagde, at der måtte være lavet en fejl.

- Det har flere andre kommuner tilsyneladende også gjort, og det er en stor fejl, der ikke må ske. Vi stod pludselig til at miste 32-33 millioner kroner - i stedet for at modtage 20-21 millioner kroner mere, fortæller Erik Lauritzen.

En af fejlene fra ministeriet var, at der var byttet om på, hvor meget man fik for ældre og skolebørn. Sønderborg har mange ældre, og faldende skoletal, og derfor blev kommunen hårdt ramt. Men det var altså en fejl, og den er rettet.

- Jeg er tilfreds med, at det nu lander på det niveau, vi havde forventet. De fleste penge - altså af de 20 millioner kroner - kommer fra grænsependlerskatten, som vi jo i flere år har arbejdet for at blive kompenseret for, siger Erik Lauritzen.

Folk der pendler over grænsen betaler skat direkte til statskassen, mens kommunen sidder tilbage med udgifter til for eksempel børnepasning og sygedagpenge.

Annonce

Corona giver usikkerhed

Borgmesteren ser i udgangspunktet positivt på den snarlige budgetfase. S-regeringen har i økonomiaftalen med kommunerne sat flere penge af til service, men endnu er der ikke overblik over, hvordan de enkelte kommuner kompenseret for coronakrisen.


Jeg er tilfreds med, at det nu lander på det niveau, vi havde forventet. De fleste penge - altså af de 20 millioner kroner - kommer fra grænsependlerskatten, som vi jo i flere år har arbejdet for at blive kompenseret for.

Erik Lauritzen (S), borgmester


- Når jeg er lidt forbeholden, er det på grund af de usikkerheder, der er med corona-kompensationen i forhold til dagpenge, kontanthjælp og så videre. Der er tale om ret store beløb, og derfor kan det give nogle store udsving, siger Erik Lauritzen.

Han forventer, at der meldes ud til kommunerne om den del i begyndelsen af august.

Det er S-regeringen, Venstre, SF, De Radikale og Alternativet, der står bag udligningsreformen. Formålet er at udligningen skal sikre, at alle 98 kommuner kan levere en ensartet velfærd til borgerne, og det er en ordning, kommunerne i årtier har været uenige om. De rige kommuner især i hovedstadsområdet, Aarhus og Østjylland har en anderledes opfattelse af virkeligheden end de fattige små kommuner i resten af landet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Søren Brostrøm øjner smittens skyer over efteråret - og en fremtid med mere hygiejne

Annonce