Annonce
Sport

Finland sender svenske verdensmestre ud af ishockey-VM

Med et mål 97 sekunder ind i overtiden sikrede Finland sig adgang til VM-semifinalen i Slovakiet.

De forsvarende verdensmestre fra Sverige er ude af ishockey-VM efter kvartfinalen.

Svenskerne virkede ellers ovenpå i store dele af torsdagens nordiske duel mod Finland, men en sen finsk scoring og en efterfølgende hurtig scoring i overtiden banede vej for en finsk 5-4-sejr.

Dermed øjner Finland VM-metal for første gang siden 2016, hvor finnerne tabte finalen til Canada.

Sverige har vundet de seneste to VM-slutrunder, og da Elias Pettersson 25 sekunder inde i anden periode bragte svenskerne på 3-1, lignede "Tre Kronor" et godt bud på en semifinalist.

Sådan skulle det imidlertid ikke blive. Finland kom på 3-3 blot for at se Sverige komme på 4-3 inden slutningen af anden periode.

Det så ud til at blive kampens resultat, men med halvandet minut tilbage af tredje periode udlignede Marko Anttila til 4-4 tæt under det svenske mål.

I overtiden spilles der til første scoring, og Sakari Manninen udnyttede på fornem vis et svensk pucktab efter halvandet minut, da han satte fart på skøjterne og scorede sejrsmålet.

Også Tjekkiet er semifinaleklar. Tjekkerne vandt 5-1 over Tyskland efter at have scoret fire mål i tredje periode.

I den ene semifinale mødes Rusland og Finland, mens Canada møder Tjekkiet i den anden. Begge semifinaler spilles lørdag, mens der er bronzekamp og finale søndag.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce