Annonce
Indland

Fire etager er ikke nok: Radikale Venstre vil løfte træhuse mod himlen

Dette træhus skulle ned i halv højde, hvis svenskerne fulgte det danske bygningsreglement - et forældet regelsæt ifølge Radikale Venstre, som nu vil have det moderniseret for at få mere klimavenligt byggeri i Danmark. Det svenske hus er i øvrigt tegnet af C.F. Møller, som bygger masser af højhuse i træ. Men kun i udlandet. Foto: Nikolaj Pedersen
Radikale Venstre vil lovgive for klimavenligt byggeri i træ på mere end fire etager. Ole Birk Olesens frivillige ordning er ikke nok, mener boligordfører Rasmus Helveg Petersen.

Træ skal spille en afgørende rolle i fremtidens byggeri i Danmark, og derfor er Radikale Venstre på vej med et politisk udspil for at fremme det klima-venlige byggemateriale.

Træ støvsuger atmosfæren for CO2, mens materialer som beton og stål er stærkt belastende for klimaet, og ifølge boligordfører Rasmus Helveg Petersen kan Danmark stadig få en plads i det internationale innovationskapløb med lande som Østrig og Canada i front.

- Danmark er et betonland. Men træ er fuldstændigt afgørende for at løse vores udfordringer med byggematerialer, og vi arbejder med udspillet lige nu, forklarer Rasmus Helveg Petersen.

Annonce

Betonmonopol skal knækkes

Det kræver ifølge Radikale Venstres boligordfører en langt mere offensiv tilgang end den, transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) åbnede for i mandagens udgave af avisen Danmark i form af en såkaldt frivillig bæredygtighedsklasse, en mærkningsordning, for byggeri i træ. Den vil give træbranchen en mulighed for at markedsføre klimavenligt byggeri i træ, men vil ikke tvinge branchen til innovation, som det er sket med eksempelvis isolering af boliger fra 2008 og frem til i dag.

Derfor ønsker Rasmus Helveg Petersen en strammere holdning til mere træ for at få et eksporteventyr, som det Grundfos, Danfoss og Rockwool har fået med miljøvenlige pumper og isolering.

- Det skal komme til at virke, når vi ser på fremtidens byggeri. Vi vil gerne have, at der sker noget ad frivillighedens vej, men i Danmark har vi en meget stærk betonkultur, og den er ikke let af løse ad frivillighedens vej alene. Så noget skal ske, lover Rasmus Helveg.

18 etager i Norge

Partner Lone Wiggers fra det internationalt anerkendte arkitektfirma C.F Møller har 150.000 kvadratmeter træbyggeri undervejs i udlandet, men intet i Danmark, og hun advarede tidligere på ugen om, at Danmark er ved at være for sent på den i forhold til at få et eksporteventyr ud af bæredygtigt, klimavenligt byggeri i træ.

- Teknikkerne bliver udviklet i disse år, og jeg er fuldstændig enig i, at træ vil blive brugt meget i fremtiden. Erhvervet har også en interesse i at udvikle et klimavenligt byggemateriale som træ. Hele den nationale klimaplanlægning bør have et sikkert øje for træ, fastslår Rasmus Helveg Petersen.

- Hvordan ser Radikale Venstre på at stille krav til træ i offentligt byggeri?

- Det er selvfølgelig også en af de ting, vi kigger på. Vi vil bare være sikre på, at det virker, og hvis ministeren (Ole Birk Olesen, red.) kan føre bevis for virkningen af frivillighed, så må han jo gøre det, siger Rasmus Helveg Petersen.

Ifølge boligordførereren handler det om tradition, når vi i dag bruger klimabelastende materialer som stål, beton og mursten i forhold til de øvrige nordiske lande, hvor Norges højeste træhus er på 18 etager og C.F. Møller har tegnet Sveriges højeste på 8 etager.

- Den store forskel på dansk og svensk byggeri skyldes alene tradition. Allerede i dag laver man gode, holdbare boliger til den rigtige pris i Sverige, så der er ikke noget i vejen for også at gøre det herhjemme, siger Rasmus Helveg Petersen.

I dag sætter bygningsreglementet en grænse på fire etager for rene træhuse, og dermed får bygherrer automatisk afslag på ansøgninger om at bygge højere, selv om det er teknisk muligt og klimavenligt.

- Vi har set eksempler på langt højere byggerier i træ, og det går fint. Jeg er ikke sikker på, at den regel er nødvendig, konkluderer Rasmus Helveg Petersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sørgelig sag fik det rette udfald

Sagen er helt igennem sørgelig. Men det kunne ikke være anderledes. Naturligvis måtte den danske stat ikke lade et lille barn gå til grunde i en lejr i Syrien, efter såvel barnets somalisk-danske mor som faren tilsyneladende er blevet dræbt. Derfor er den 11 måneder gamle dreng nu blevet hentet til Danmark, hvor han forhåbentlig får en god fremtid sammen med sine slægtninge. Både drengens mor og far har haft tilknytning til Islamisk Stat. Sagen er den bedst tænkelige illustration af det idioti, disse fanatikere er besat af. Deltagelse i terror er i sig selv utilgivelig. Men det er komplet ubegribeligt, at forældre også er parate til at ofre deres eget barn for en tåbelig sag. Netop dette er jo konsekvensen af at medbringe børn eller sætte dem i verden i det helvede, Islamisk Stat lykkeligvis kun for en kort periode kunne etablere i Mellemøsten. Vi skal i sådanne sager være humane, men med kraftige forbehold. For den danske stat er der uanset farven på de pågældendes pas ingen grund til at gøre sig synderlige anstrengelser for at hente andre IS-terrorister til landet. Det gælder også for de pågældendes børn, med mindre ganske særlige forhold gør sig gældende. Det var tilfældet for den lille dreng samt i en tidligere sag, hvor en hårdt kvæstet 13-årig dreng i juni blev evakueret fra en interneringslejr. Alternativet havde formentlig i begge tilfælde været børnenes død. Det må vi ikke medvirke til. Dansk Folkeparti lufter mistanken om, at det reelt ikke er muligt at kontrollere, hvorvidt den lille drengs forældre faktisk er afgået ved døden. I lyset af de kaotiske forhold i Syrien er denne skepsis begrundet. Men skulle for eksempel moren senere vise sig at være i live, bør det på ingen måde berettige hende til en fribillet retur til Danmark. Flere medier har bragt historier om tidligere IS-terrorister, der angiveligt bittert har fortrudt og nu vil retur til Danmark. Til dem er beskeden: Alle valg i livet har konsekvenser, og I er ikke velkomne.

Annonce