HØJER: Når man end ikke er fyldt to år, kan en løbetur på 21,1 kilometer være noget af en udfordring.
Men det gælder ikke for lille Luisa. Hun er nemlig en FT Cocker, sådan en rigtig Formel 1-hund. Luisas fire hurtige ben kom i sving i weekend, hvor den lille hund deltog i den 75. udgave af Digeløbet. Med hundemor Connie Lundegaard Sørensen fra Skanderborg i den anden ende af linen gik turen fra Højer på og langs digerne til Tingdal Plantage og hjem igen. Luisa så end ikke forpustet ud.
- På en jagtdag løber hunde som hende 70 kilometer. Så et halvmaraton er ikke noget problem. Bare det foregår på hundens præmisser, og man har masser af vand med, sagde Connie Lundegaard Sørensen efter at have passeret målstregen.
Det skete 2:17, 03 timer efter, at parret var blevet sendt afsted.
Connie Lundegaard Sørensen er en erfaren langdistanceløber og medlem af den eksklusive "Klub 100 halv/hel", der dækker over mange velgennemførte maraton-deltagelser. Digeløbet blev for hendes vedkommende ikke nogen rekordtid. Dertil var ruten alt for spændende - altså for Luisa. Der skulle lige snuses i krattet hist og pist eller findes træpind, der kunne løbes med.
Rekordtider
Digeløbet har ikke nogen hunde-kategori, så derfor dukker Luisa præstation ikke op blandt løbets rekorder. Det gør til gengæld alle øvrige vindere af jubilæumsudgaven. Alle ruter var nemlig i forhold til tidligere blevet ændret og tilpasset, og alle rekorder fra de 74 forudgående udgaver vil nu bestå i al evighed.
- Alle tidligere løbsrekorder bliver nulstillet, og vi starter på en frisk, lyder det fra en af løbets arrangører, Volkert Truelsen.
Jubilæumsudgaven havde i alt 171 tilmeldte i de forskellige klasser. Af disse krydsede 131 målstregen.
Blandt dagens vindere var primært lokale deltagere, og flere af disse satte tider, det kan være svært at slå i årene frem. Det gælder blandt andet Troels Solgaard Larsen, årgang 2002, fra Løgumkloster. Han var så hurtig på halvmaratonruten, at det første væskedepot efter godt seks kilometer end ikke var bemandet, da han fløj forbi. Det manglende vand ved første stop forhindrede dog ikke Troels Solgaard Larsen i at komme i mål knap under halvanden time.
Hurtige kvinder
Hos kvinderne var det bemærkelsesværdig, at Britt Momsen fra Brørup på den klassiske 9,4 kilometer lange rute med en tid på 46:06 min. var to minutter hurtigere end hurtigste mand på samme rute, Simon Juul fra Ecco Running (48:02 min.).
Connie Lundegaard Sørensen, motionsløber, SkanderborgPå en jagtdag løber hunde som hende 70 kilometer. Så et halvmaraton er ikke noget problem.
Også på den korte 4,7 km-rute var en kvinde hurtigst. Gerda Nicolaisen fra Løgumkloster Løbemotion kom i mål i tiden 25:01 min, mens hurtigste mand var Victor Nielsen, Højer, i tiden 26:05 min.
Og hvordan gik det borgmesteren? I dagens anledning havde Jørgen Popp Petersen fået startnummer 75 og havde i øvrigt fornøjelsen af at sende løberne ud på ruterne. Efterfølgende tog han selv benene på nakken og viste fin form. Således klarede han de 9,4 kilometer i knap 52 minutter, hvilket rakte til en fin syvendeplads og dermed en placering i forreste tredjedel af herreklassementet.