Annonce
Business Live

Tænk ud af boksen: Fire gode råd fra iværksætter og mangemillionær Jacob Risgaard

Når Løvens Hule næste gang toner frem på en skærm nær dig, er Jacob Risgaard med i kuldet. Om det siger han: - Jeg investerer 5 procent i idéen og 95 procent i mennesket. Mennesker, jeg kan mærke, har en unik viden i markedet, og er det nogle mennesker, som kan gøre det simpelt? Og så skal elevatortalen virke. Hvis ikke jeg forstår det 100 procent på 30 sekunder, forstår jeg det nok aldrig. Arkvifoto: Jens Bertelsen
Medejer og stifter af Coolshop, Jacob Risgaard, har blandt andet fået succes ved at tænke ud af boksen. Nu kan iværksætteren og mangemillionæren opleves til Business Live 19, hvor han deler ud af posen, og vi bad ham derfor om at give et par eksempler på, hvordan man tænker ud af boksen.

-

Annonce

1. Bytte-bytte købmand

- Vi danskerne har meget unikke evner til at lave forretninger på en sten og evnen til ikke at se nogle som konkurrenter.

Et af mine egne eksempler er computerspillet World of Warcraft. Hver gang, der kom en udvidelse til det spil, lå unge mennesker i kø foran butikkerne og ventede på, at de åbnede, så de kunne få fat i spillet præcis ved midnat.

Vi havde ikke fysiske adresser i hele landet, så vi ringede til McDonalds og sagde: "Er I ikke friske på at få 30.000 unge mennesker til at hente deres spil ved midnat i jeres McDonalds-butikker, og så kan de købe en menu med, når de er i gang."

På den måde fik McDonalds kunder i butikken, og vi sikrede os, at vi fik adgang til de dyreste adresser i Danmark, når vi havde brug for dem.

Så alt, hvad vi kan bytte os til i Danmark, hvor det er en win-win, er genialt.

2. Udnyt din konkurrents akilleshæl

- Jo større konkurrent, du har, jo større akilleshæl har de også. Tag netgiganten Amazon. Hvis man søger på et hdmi-kabel, får man 130.000 forskellige kabler frem på Amazon, fordi de vil være "the everything store". Der er ingen kvalitetsforskel på et hdmi-kabel, enten virker det eller også virker det ikke.

På Coolshop kommer der tre frem. En kort, en lang og en midt imellem, fordi vi tager nogle valg for kunden. Det gør vi, fordi vi tror på, at hvis man vil være en everything store, så har man for meget af alt, når man har 130.000 forskellige udgaver af det samme produkt.

Derfor skal du finde din konkurrents største akilleshæl, og jo større den er, jo lettere er det at identificere den og være alt det, de ikke er. Og så gør det ikke noget at være nummer to. Alle folk er så bange for konkurrenter, og vi skal være først ude med idéen, men Apple er for eksempel verdens anden største producent af mobiltelefoner. Jeg tror ærligt talt ikke, at de klager.

I bund og grund handler det om, at jo mindre, du er, jo mere irriterende kan du være for de store konkurrenter. Når du bliver irriterende nok, er det dér, du får et bud, du kan gå hjem og præsentere for konen (eller manden).

3. Hav hjertet med

- Man skal gøre det med hjertet. Når man aften efter aften skal arbejde til midnat, som man gør som startup, hvis man skal klare sig i markedet, så bliver det nødt til at være andet end penge, der er ens drive.

Det er blandt andet derfor, vi har lavet vores børnefond Coolunite. Det føles fantastisk at sikre sig, at det ikke er penge, der er drivleddet.

4. Gør det simpelt

- Keep it simple. Den sidste valuta, vi handler i nu, er tid, Fuck hvor er ting avancerede. Læs for eksempel kontrakten, hvis du leaser en kaffemaskine. Den er på 16 sider! Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Alt, du overhovedet kan gøre for at spare dine kunders tid, er godt givet tilbage. Det gælder i øvrigt også internt. Vi har en regel om, at ingen email må være på mere end fem linjer. Det gør, at folk tit tænker, om det så overhovedet er nødvendigt at sende den.

Jeg læste for nylig i en bog, at en gennemsnits kontoransat tjekker deres email 78 gange på en dag i Danmark. Og det er fordi, den trigger et hormon i os, fordi der én gang ud af 1000 kommer en mail, der rent faktisk er spændende. Og det er den der skattejagt, som trigger noget i os og som gør, at vi ikke kan lade være.

Gør ting simplere, fjern distraktioner både for dine kunder, dig selv og internt det er ekstremt vigtigt.

Business Live'19

Erhverv+ inviterer til Business Live'19 i tre byer i det jysk fynske:

Business Live'19 med Helle Thorning-Schmidt, Jesper Bergstrøm og Jacob Risgaard i Vingsted, Vingsted Skovvej 2, 7182 Bredsten, mandag 11. november kl. 14.00: Tilmeld her.

Business Live'19 med Helle Thorning-Schmidt, Jesper Bergstrøm og Tommy Ahlers på TietgenSkolen, Elmelundsvej 10, 5200 Odense V, tirsdag 12. november kl. 15.15: Tilmeld her.

Business Live'19 med Helle Thorning-Schmidt, Jesper Bergstrøm og Mia Wagner på Savværket, Søren Nymarksvej 8A, 8270 Højbjerg, torsdag 14. november kl. 13.00: Tilmeld her.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

IS-medlem er inderligt uvelkommen

Et tidligere medlem af Islamisk Stat ankom mandag til Danmark, og blev straks anholdt. Manden har siddet fængslet i Tyrkiet, men blev sendt til Danmark på begæring af de danske myndigheder. Formentlig skal man være jurist for at forstå, hvorfor Danmark har bedt om at få den pågældende udleveret. Han er inderligt uvelkommen. Manden er den 28-årige Ahmad el-Haj. Han er af palæstinensisk oprindelse, men ærgerligt nok udelukkende dansk statsborger. Passet kan han derfor ikke miste. Trods det danske pas er det naturligvis grotesk at påstå, manden er vendt hjem. Danmark er ikke et hjem for mennesker, der har vendt os ryggen og direkte kæmpet mod landets interesser. Justitsminister Nick Hækkerup er blevet kritiseret for at lægge pres på domstolene i sagen om den den udleverede. Ministeren har nemlig sagt, at manden forhåbentlig bliver dømt for de forbrydelser, han har begået. Kritikken kommer fra De Radikale og Enhedslisten. Strengt taget har de ret i, at det ikke er en ministers, men domstolenes opgave at vurdere, om en sigtet er forbryder eller ej. Men ikke desto mindre er Nick Hækkerups spontane reaktion absolut forståeligt. Så skulle en domstol kende den pågældende skyldig, sker det forhåbentlig efter straffelovens paragraf 114. Den såkaldte terrorparagraf åbner nemlig mulighed for fængsel på livstid. Sanktionen er aldeles passende, hvis den 28-årige skulle vise sig at have deltaget i Islamisk Stats uhyrlige forbrydelser. Måtte han i givet fald aldrig komme på fri fod eller i hvert fald sidde i fængsel, til han er en meget gammel mand ligesom den firedobbelte politimorder Palle Sørensen. Han tilbragte 33 år bag tremmer. Ahmad el-Haj blev ifølge flere medier hårdt såret under et bombeangreb og sidder i kørestol. Han har fortalt Weekendavisen, at han inderligt fortryder sine handlinger. I betragtning af de konsekvenser hans indsats for Islamisk Stat har haft for ham selv, er det såmænd ganske muligt. Nogen formildende omstændighed er det imidlertid ikke.

Annonce