Annonce
Sport

Fire kampe på bænken irriterer Thomas Delaney

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Thomas Delaney føler sig helt fit, og derfor undrer det ham, at han har været bænket fire kampe i træk.

Den danske landsholdsspiller Thomas Delaney har set til fra bænken i Borussia Dortmunds sidste fire kampe, og den nye rolle som reserve irriterer ham, selv om han satser på, at det kun er midlertidigt.

Han har forståelse for, at der er stor konkurrence i en topklub, og at det er sværere at skifte ud på holdet, når resultaterne i tre af de fire kampe er gået Dortmunds vej. Men han er ikke tilfreds med den forklaring, han har fået af Dortmund-træner Lucien Favre.

- Jeg er ikke tilfreds med at gå fire kampe helt uden at spille - og måske længere.

- Jeg har fået en forklaring på, at jeg ikke spiller. Jeg er ikke enig med træneren, men jeg må acceptere, at det er hans job at sætte holdet. Jeg er ikke den eneste gode spiller, der sidder på bænken.

- Vi har heldigvis mange kampe, så jeg er overbevist om, at det kommer til at ændre sig. Men det er ikke optimalt, det er klart. Når vi så spiller, så skifter vi meget sjældent på den centrale midtbane. Vi har så mange gode offensive spillere, så det er tit dem, der bliver skiftet ind, siger Thomas Delaney.

I øjeblikket er det belgieren Axel Witsel og tyskeren Julian Weigl, der holder danskeren på bænken.

I store klubber med brede trupper ses det ofte, at træneren roterer blandt sine spillere for konstant at sikre friske ben. Til Delaneys ærgrelse fungerer det ikke sådan i Dortmund.

Lucien Favre har en anden tilgang, hvor de samme spillere får mange kampe i træk, før de så risikerer at få flere ugers kamppause.

- Der er nok lidt mindre frustration, hvis man sidder ude i en kamp og så kommer ind igen. Men vores træner er sådan, at han kører meget med det samme hold, og så kommer der løbende udskiftning, men ikke rotation. Det er rart, når man spiller, men ikke så rart, når man ikke spiller, siger Delaney.

Han er ikke bekymret for, at hans delvist manglende kampform får indflydelse på de kommende EM-kvalifikationskampe fredag mod Gibraltar og mandag mod Irland.

I stedet ser han frem til at kunne bidrage på Åge Hareides hold og sende et signal til Dortmund.

- Det er dejligt at komme hjem, når man ikke har spillet så meget på det seneste. Jeg håber at skulle spille to gange 90 minutter for landsholdet, for det er vigtigt for mig at få noget spilletid, siger Delaney.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fortsæt nu endelig bare det gode arbejde

Det har siden september kostet et velfortjent klip i kørekortet, hvis politiet opdager, at du roder med din mobiltelefon, mens du kører bil. 6814 bilister har følt konsekvensen af den strammede lovgivning. Det er mange, men det er ikke en eneste for mange. Tvært imod. Det var på høje tid, at konsekvensen for åbenlyst uopmærksom adfærd i trafikken blev takseret hårdere. Politiet anslår, at op mod 30-35 procent af uheld og ulykker i trafikken skyldes uopmærksomhed. Mennesker kommer alvorligt til skade. Nogen kære dør. Fordi andre mener, at det er nødvendigt at læse en sms, kigge på Facebook, skrive en besked i Messenger, lede efter musik på Spotify. Mens bilen tordner afsted gennem landskabet. Det tager ikke meget mere end fire sekunder at læse en sms og besvare med et thumbs up, en smiley eller et hjerte. Mange af os har gjort det. Men fire sekunder er knap 60 meter hen ad vejen ved skolen. Det er knap 90 meter på landevejen. Og næsten 125 meter på motorvejen, hvor fartbegrænsningen er 110 kilometer i timen. I blinde. Det er livsfarligt, og selvfølgelig skal den slags ligegyldighed med andres liv og helbred koste noget mærkbart. Leder af færdselspolitiet ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Knud Reinholdt, havde forventet, at flere ville lade mobilen ligge, da klippereglen trådte i kraft i september. Det forventede han med afsæt i erfaringer, fra dengang hastighedsforseelser begyndte at koste klip. Sådan er det desværre ikke gået. Der er ikke noget i antallet af klip, der tyder på bedring. Der er ikke noget i færdselspolitiets oplevelser, der tyder på det. I virkeligheden er det nok ikke så overraskende. Vi - og det vi gælder altså næsten os alle - har fået et helt utroligt tæt forhold til vores mobiltelefoner, og vi sætter den over venner, familie, koner og børn i masser af sociale sammenhænge. Der er det dog ikke strafbart, blot tankevækkende. I trafikken derimod skal vi ikke acceptere det. Det tog tid med alkohol og det at føre bil, men det blev dog med tiden totalt uacceptabelt. Vi må samme vej med mobilen, og vejen går over en række klippede kørekort. Klø på, kære politi. Vi trænger tydeligvis til kollektiv opdragelse, og den må være lidt hårdhændet. Hver og en af dem I klipper har fortjent det.

EfB

EfB henter polsk VM-spiller

Annonce