Annonce
Udland

Fire kvindelige demokrater svarer igen på Trumps angreb

Alex Wroblewski/Ritzau Scanpix
Alexandria Ocasio-Cortez, Ilhan Omar, Ayanna Pressley og Rashida Tlaib kommenterer alle Donald Trumps angreb.

De fire kvindelige, demokratiske kongresmedlemmer, der har været genstand for angreb fra USA's præsident, Donald Trump, svarer igen.

På en pressekonference skiftedes de fire kongresmedlemmer Alexandria Ocasio-Cortez fra New York, Ilhan Omar fra Minnesota, Ayanna Pressley fra Massachusetts og Rashida Tlaib fra Michigan til at kommentere Trumps kontroversielle udtalelser.

- Svage hjerner og ledere udfordrer vores loyalitet til vores land for at undgå at debattere politikken, siger Ocasio-Cortez til pressekonferencen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Dette er agendaen for hvide nationalister. Det er lige meget, om det sker i chatfora, på national tv eller som nu i Det Hvide Hus' have, siger Ilhan Omar til pressekonferencen ifølge det amerikanske medie CNN.

Søndag skrev Trump på Twitter, at "progressive, kvindelige, demokratiske kongresmedlemmer, der oprindeligt kommer fra lande, hvis regering er en katastrofe, burde tage hjem og ændre det."

Trump nævnte ikke, hvilke fire der var tale om, men de amerikanske medier mener, at der er tale om de fire førnævnte kvinder.

Af de fire kvinder er det kun Ilhan Omar, som er født uden for USA. Hun ankom til Minneapolis i 1997 som flygtning fra Somalia.

De øvrige tre er født i USA. Ayanna Pressley er afrikansk-amerikaner, Rashida Tlaib er datter af palæstinensiske indvandrere, og Alexandria Ocasio-Cortez' forældre har begge puertoricansk baggrund.

- Han personificerer ikke den ynde, empati, medfølelse eller integritet, som det kræver at sidde i præsidentstolen, og som det amerikanske folk fortjener, siger Ayanna Pressley til konferencen ifølge CNN.

- Vi kan ikke tillade, at præsidentens hadefulde handlinger distraherer os fra det kritiske arbejde, det er at holde Trump-administrationen ansvarlig for de inhumane forhold, der er ved grænsen, siger Rashida Tlaib.

Trumps udtalelser har skabt massiv kritik og forargelse, men trods kritikken forsvarede Trump sine tweets mandag.

- Hvis man hader sit land og man ikke er glad her, kan man rejse, lød det fra præsidenten til et møde i Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet AP.

- Man kan rejse lige med det samme. Jeg aner ikke, hvem der skulle savne dem.

Trump udtalte også, at han ikke ser udtalelserne som racistiske.

- Det (kritikken, red.) påvirker mig ikke, fordi mange er enige med mig, sagde Trump.

Mange af de demokratiske præsidentkandidater har taget afstand fra Trumps bemærkninger.

- Lad os være helt på det rene med, hvad denne afskyelige kommentar er: et racistisk og fremmedfjendsk angreb på demokratiske, kvindelige kongresmedlemmer, skriver senator Elizabeth Warren på Twitter.

Den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, siger mandag, at hun vil sætte en resolution til afstemning i kammeret, der fordømmer Trumps tweet.

Ifølge Pelosi er Trump "gået under sin egen lave standard ved at bruge modbydeligt sprog om kongresmedlemmer".

Flere republikanere har også taget afstand fra præsidentens udtalelser. Senator Susan Collins opfordrer Trump til at slette Twitter-angrebet fra søndag. Collins betegner det som "langt over stregen".

/ritzau/

Annonce
CNN med citater fra de fire kvinder
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Dronningens jernnæve

Der er nærmest altid uro i det engelske kongehus, og den seneste tid har uroen haft den iltre prins Harry som omdrejningspunkt. Prins Harry er bror til prins William, der en dag bliver konge, og yngste søn af prins Charles og prinsesse Diana, og sammen med sin kone, den borgerligt og amerikansk fødte hertuginde Meghan, ønsker han at trække sig som såkaldt seniormedlem af kongefamilien. Det er blandt andet ønsket om mere privatliv, der har bragt det unge ægtepar på disse tanker. Den engelske dronning Elisabeth har reageret ved at efterkomme parrets ønske, men samtidig også frataget dem retten til at kalde sig "kongelige højheder", frataget dem retten til at modtage apanage ligesom de to skal tilbagebetale cirka 20 millioner kroner for den nylige renovering af deres residens Frogmore Cottage. Der er langt fra det engelske til det danske kongehus, men dronning Elisabeths beslutning virker klog. Selv om man som kongelig er født ind i en særlig skæbne, er der historisk flere eksempler på, at medlemmer af forskellige kongehuse har frasagt sig disse nedarvede privilegier. I England synes dronningens holdning klar: Hvis du ikke vil arbejde som kongelig, får du heller ikke løn som kongelig. Dette spørgsmål kommer vi uden tvivl også til at diskutere inden længe her i Danmark, idet der i kongehuset lige nu er usædvanligt mange børn. En del af disse vil formentlig heller ikke som voksne kunne fylde en tilværelse ud inden for kongehuset, og derfor vil den til den tid siddende regent i samråd med regering og Folketing skulle træffe beslutninger i samme boldgade som dronning Elisabeths. Et kongehus med nedarvede privilegier er egentlig som konstruktion en anakronisme, men da eksempelvis det danske kongehus nyder massiv folkelig opbakning, er det i praksis en ganske demokratisk indretning. Imidlertid hviler en del af populariteten utvivlsomt på en bred accept af forholdet mellem aflønning og indsats, og her er det klart, at medlemmer af kongehuset for at få apanage skal arbejde for pengene.

Vejen

Færre vinterudgifter i Vejen Kommune

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];