Annonce
Esbjerg

Fire timers gratis parkering i nyt p-hus: Presset bymidte får corona-håndsrækning

Parkeringshuset i Danmarksgade blev indviet i maj og har plads til 369 biler fordelt på 9 dæk og fem etager. 318 pladser er offentlige, ti er til MC og resten er private. Foto: Torben Meyer, Esbjerg Kommune
Det nye parkeringshus i Danmarksgade får nu fire timers gratis parkering i stedet for to. Det sker i et forsøg på at skabe mere liv i bymidten efter corona. Ordningen gælder frem til 2021, hvor der indføres betalingsparkering i centrum.
Annonce

- dog Esbjerg: Parkeringstiden i det nye p-hus i Danmarksgade udvides, så det fremover er muligt at parkere gratis i fire timer i stedet for to. Ændringen trådte i kraft tirsdag morgen og gælder frem til årsskiftet.

Håbet er, at man med udvidelsen af parkeringstiden kan give den nødlidende detailhandel en hånd i tiden efter corona.

- Der er ingen tvivl om, at butikkerne i vores bykerne er pressede lige nu, og hvis vi kan hjælpe med at trække kunder til ved at udvide p-tiden i Danmarksgade, så gør vi gerne det, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen (V).

Han pointerer dog, at løsningen kun gælder frem til årsskiftet. I 2021 indføres der betalingsparkering i form af en tilkøbs-model i hele centrum. Når det træder i kraft, vil p-tiden i Danmarksgade igen blive to timer. Vil man lade bilen stå længere, koster det.

Annonce

En mere fleksibel løsning

Hos Esbjerg City er marketingchef Brigitta Christensen glad for den midlertidige løsning.

- Når handlende tager til midtbyen for at shoppe og hygge sig, så følger der ofte et cafébesøg med. To timers parkering er ikke nok, hvis man også vil drikke kaffe eller nyde et måltid mad, og der er ingen, der synes, det er sjovt at skulle løbe frem og tilbage for at flytte bilen. Indtil vi får betalingsparkering, har vi derfor brug for en mere fleksibel parkerings-løsning, siger Brigitta Christensen og tilføjer:

- Det vigtigste er nu, at vi får gang i hjulene efter corona.

Betalingsparkering i 2021

I forbindelse med beslutningen om at opføre et parkeringshus i Danmarksgade, blev det samtidig vedtaget at indføre en delvis betalingsmodel for parkering i centrum og omkring Sydvestjysk Sygehus. Modellen fungerer således, at det fortsat er muligt at parkere gratis i to eller fire timer, men vil man lade bilen stå længere, koster det.

Selvom betalingssystemet er klar i det nye parkeringshus i Danmarksgade, er resten af de offentlige parkeringspladser i byen ikke gearet til overgangen endnu. Der skal først sættes betalingsstandere og skilte op, og de er ikke klar før starten af 2021. For at undgå forvirring har man derfor besluttet, at de nye pladser i p-huset i Danmarksgade er gratis - dog tidsbegrænsede - indtil da.

Parkeringshuset i Danmarksgade blev indviet i maj og har plads til 369 biler fordelt på 9 dæk og fem etager. 318 pladser er offentlige, ti er til MC og resten er private.

Det er byggefirmaet Jorton, der har stået for opførelsen af det 42 millioner kroner dyre p-hus med hjælp fra lokale ingeniører fra Rambøll og arkitekter fra Ravn Arkitektur og Gustin Landskab.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce