Annonce
Haderslev

Fire unge står til seks et halvt års fængsel for mishandling

Den 19. maj om natten blev en 16-årig dreng lokket til Fjelstrup Hallen og gennembanket i over en halv time. Foto: Jacob Schultz
16-årig dreng blev beordret til at posere nøgen og slikke blod af sin jakke.

FJELSTRUP: En af fem unge kunne fredag forlade Retten i Sønderborg som frikendt, selvom retssagen om mishandling og ydmygelse af en 16-årig dreng langt fra var slut.

Hverken det 16-årige offer for den halve time lange gennembankning eller hans 14-årige kammerat kunne placere den 16-årige pige på selve gerningsstedet.

Så anklager Henning Fuglsang Sørensen bad om en frifindelse med det samme.

Pigen havde på retssagens første dag selv forklaret, at hun skyndte sig at gå væk, da voldshandlingen begyndte, fordi hun i forvejen havde en betinget dom for vold.

– Jeg gemte mig. Jeg prøvede at tænke på noget andet, for jeg var ikke påvirket, forklarede hun.

De fire andre derimod skal ikke slippe for straf, og det skal koste: Henning Fuglsang Sørensen lagde op til at den 21-årige mand skal have to års ubetinget fængsel.

– Han anstifter til voldsudøvelsen. Han er koordinerende og styrende. Han står med kameraet. Det er hans idé, at forurettede skal tage tøjet af. Det er ham, som taler om voldtægtssagen, argumenterede han.

De to andre mænd på 20 og 23 år, havde haft ”mindre” roller i overfaldet.

– De var praktiske grise i voldsudøvelsen.

Annonce

Sagen kort

Overfaldet på den 16-årige skete på et grønt område ved Fjelstrup Hallen natten til søndag den 19. maj i år omkring klokken 03.10 og mindst en halv time frem. Anklagerne mod de fem tiltalte - to piger og tre mænd - i alderen 15 til 23 år går blandt andet på rå vold, forsøg på ulovlig tvang, blufærdighedskrænkelse samt vidnetrusler. Fredag blev den 16-årige pige frifundet.

Den 21-årige mand er desuden tiltalt for besiddelse af børneporno, fordi den 16-årige dreng blev tvunget til at tage alt tøjet af og blev filmet. Han er også tiltalt for hærværk ved at knuse den 16-åriges telefon mod en mur. Han erkendte det hele undtagen besiddelse af børneporno.

Retten lukkede dørene under afspilningen af videoen med den nøgne dreng.

Skulle slikke blod

Den 15-årige pige havde derimod slet ikke deltaget i volden. Men ifølge Henning Fuglsang Sørensen havde hun alligevel haft en afgørende rolle. Den kunne blandt andet læses i hendes SMS-korrespondance med den 21-årige op til overfaldet.

– Hun har været med til at anstifte ham til voldsudøvelsen.

Og hun optræder på videoen optaget på gerningsstedet:

– Hun smider jakken hen til forurettede og foreslår, at han skal slikke blodet af den. Så helt passiv har hun ikke været.

Men hendes unge alder kan åbne for en betinget dom. Det ville Henning Fuglsang Sørensen heller ikke afvise for de to andre mænd, der ikke har domme af betydning for sagen.

Det har den 21-årige derimod. Han blev for eksempel prøveløsladt i januar i år efter en dom for grov vold. Derudover har han 12 yderligere forhold i sagen udover overfaldet.

Det ene havde relation til volden, hvor den 21-årige filmede den 16-årige nøgen. Det mente Henning Fuglsang Sørensen var børneporno.

– Han instruerer ham til at flytte sine hænder, så man kan se hans kønsorganer, og siger, hans skal posere; hvad han ikke gør.

Der falder dom på mandag.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Agnes er dybt skuffet over flyerstatning: Det er fuldstændig uanstændigt

Danmark

Endelig plan for millionerstatning er landet: Støjramte F-35-naboer kan få 70.000 kroner i hånden

Danmark

Lokal V-politiker trodser eget parti: Raser mod kompensationsmodel til kampfly-naboer

Annonce