Annonce
Kolding

Budgetaftale snart på plads i Kolding: Firkløver klar til at spare mange millioner

- Det, vi er i gang med, er bestemt ingen sjov øvelse, så derfor er det selvfølgelig også forligskredsen, som får lov at bestemme, når der blive plads til at forbedre velfærden igen, siger Jørn Pedersen.Arkivfoto: Søren Gylling
Alt tyder på, at V, DF, R og S præsenterer forlig om Kolding Kommunes 2020-budget med store millionbesparelser i løbet af fredagen. Så det bliver også dem, der får lov til at bruge penge, når der igen er råd, siger borgmester Jørn Pedersen.

Kolding: De sidste søm er ved at blive banket i en budgetaftale med deltagelse af Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialdemokraterne. Aftalen er efter alt at dømme klar til at blive præsenteret for kommunens medarbejdere i løbet af fredagen.

Det oplyser borgmester Jørn Pedersen (V). Han vil ikke fortælle, hvor store besparelser aftalen rammer kommunens forskellige områder med. Han vil heller ikke bekræfte de procentsatser, som Enhedslisten og SF har refereret fra deres kuldsejlede forhandlinger med borgmesteren om at indgå i et budgetforlig.

- Jeg kan kun sige, som jeg har sagt tidligere, nemlig at vi leder efter 60-100 millioner kroner, siger han.

Annonce
Jeg har selv sagt til Jørn Pedersen, at vi bliver nødt til at styrke Koldings likviditet og lave en rammebesparelse for at sikre, at vi når i mål.

Jesper Elkjær, byrådsmedlem for Radikale Venstre

Alle lige

Jørn Pedersen kalder det "trist", at SF og Enhedslisten har forladt forhandlingerne.

- De to herrer (Hans Holmer (SF) og Benny Dall (EL) red.) er jo formænd for byrådets to sociale udvalg, som har overskredet deres budgetter betydeligt i 2019. Derfor har de i den grad været med til at skabe de kæmpe økonomiske udfordringer, vi står med nu. SF og Enhedslisten har også bevist, hvad der sker, hvis man ikke stiller krav og har klare og tydelige forventninger til dem. For da vi skulle bremse op her i 2019, vendte de tilbage og sagde, at det kunne de ikke.

- Nu har de fået gældseftergivelse af fællesskabet, men de vil ikke være med til at tage ansvar for at rette økonomien op. Det synes jeg er rigtig trist, men det kan jeg kun notere mig, siger Jørn Pedersen.

Med gældseftergivelse henviser han til, at de to udvalg via en omfordeling af alle fagudvalgenes budgetter har fået tilført de beløb, de har overskredet deres budgetter med i 2019. På den måde står alle udvalg lige, før politikerne i deres budgetaftale tager stilling til hvor store besparelser, der skal gennemføres i 2020-2023.

Nye goder

Jørn Pedersen påpeger, at de fire forligspartier arbejder på at få skabt så meget sikkerhed i økonomien, at der snart igen bliver råd til at uddele goder til gavn for borgere og medarbejdere.

- Det, vi er i gang med nu, er bestemt ingen sjov øvelse, så derfor er det selvfølgelig også forligskredsen, som får lov at bestemme, når der blive plads til at forbedre velfærden igen.

Radikale Jesper Elkjær er helt enig i borgmesterens fremgangsmåde i årets budgetlægning.

- Jeg har selv sagt til Jørn Pedersen, at vi bliver nødt til at styrke Koldings likviditet og lave en rammebesparelse for at sikre, at vi når i mål. Så kan vi bagefter i udvalgene drøfte, hvordan vi bedst udmønter den. Jeg synes faktisk, at jo længere ud man kan delegere de konkrete beslutninger om at spare jo bedre - gerne helt ud i institutionerne, siger Elkjær.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce