Annonce
Erhverv

Firma igangsætter revisionsundersøgelse efter svindelsag

For anden gang i år er installationsvirksomheden Kemp & Lauritzen involveret i en sag om mistænkelige køb.

Installationsvirksomheden Kemp & Lauritzen igangsætter en revisionsundersøgelse. Det skriver den i en pressemeddelelse.

Revisionsundersøgelsen påbegyndes, efter at det i sidste uge kom frem, at en af virksomhedens tidligere medarbejdere er involveret i en sag om formodet svindel i Forsvarets Ejendomsstyrelse.

Ifølge administrerende direktør Peter Kaas Hammer vil man med undersøgelsen sikre sig, at der ikke er mere at komme efter.

- Vi arbejder for Forsvaret i hele landet, og jeg vil gerne sikre mig, at vi har fuldstændig fast grund under fødderne i forhold til det samlede kundeforhold, vi har med Forsvaret, siger han til Ritzau.

Kemp & Lauritzen opdagede sammen med Forsvaret i 2016 svindlen.

Personen, der var ansat i installationsvirksomheden, skulle angiveligt have svindlet sammen med en medarbejder fra Forsvaret.

Af anklageskriftet fremgår det, at en ansat i Forsvaret uretmæssigt fik renoveret sit hus til en værdi af mere end 1,7 millioner kroner.

Fakturaerne for arbejdet blev angiveligt betalt af Kemp & Lauritzen, der til gengæld blev favoriseret i fremtidige kontrakter, lyder det.

Peter Kaas Hammer har tidligere udtalt, at den pågældende medarbejder blev politianmeldt og bortvist med det samme, efter at handlingerne blev opdaget.

Det er anden gang i år, at Kemp & Lauritzen er involveret i en sag om mistænkelige køb.

Tidligere på året kom det frem, at fire ansatte i virksomheden blev bortvist i en sag om mistænkelige køb af blandt andet telefoner og tablets. De skulle være købt i forbindelse med en kontrakt med Bygningsstyrelsen.

Den administrerende direktør mener dog ikke, at der vil komme nogen overraskelser med revisionsundersøgelsen.

- De sager, vi har haft, hvor der har været svindel mellem en af vores medarbejdere og en medarbejder på kundesiden, har vi jo heldigvis alle sammen selv opdaget.

- Og det siger noget om, at vores systemer heldigvis selv fanger, når der foregår noget, som er uhensigtsmæssigt, eller som er gement svindel. Og jeg har ikke nogen indikationer på, at der skulle være noget nogen andre steder, siger Peter Kaas Hammer.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vi gør det fortsat ikke godt nok

Møgsagerne i det offentlige Danmark har stået i kø med milliardsvindel med udbytteskat, misbrug af Socialstyrelsens midler og tilsyneladende meget grove forhold hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Lokalt har vi såmænd også haft et tilfælde, hvor fire personer er blevet sigtet for bedrageri mod Sygehus Lillebælt. Alt dette til trods: Vi er fortsat verdens mindst korrupte land sammen med New Zealand. Det viser anti-korruptionsbevægelsen Transparency Internationals årlige undersøgelse af forholdene i 180 lande. Egentlig er det ikke så overraskende. Inderst inde ved de fleste danskere jo godt, at bestikkelse hører til sjældenhederne. Få borgere kunne finde på at tilbyde myndighedspersoner erkendtligheder i forventning om modydelser. Og endnu færre offentligt ansatte kunne formentlig drømme om at tage mod penge eller tvivlsomme vennetjenester. Vi har grund til at glæde os over dette forhold. Korruption er en kræftsvulst på samfundet. Den gør alt dyrere og langsommere, fordi udgifterne til korruption skal lægges oven i prisen på alle projekter, hvor man tilmed langtfra kan være sikker på, at de bedste og billigste får overdraget en given opgave. Derfor er det heller ikke noget tilfælde, at de mest korrupte lande som regel også er de fattigste med for eksempel Sydsudan, Somalia og Syrien som nationer, der både er bundkorrupte og aldeles rædselsfulde at bo i. Korruption er imidlertid langtfra kun et økonomisk problem. Endnu værre er det, at bestikkelse tærer på ethvert samfunds vigtigste kapital, nemlig tilliden mellem borgerne indbyrdes og i forhold til myndighederne. Danmark er fortsat et samfund bygget på gensidig tillid. Men ligesom vi trods førstepladsen mister point på opgørelsen over korruptionens omfang, er der også en blevet plads til en lille tvivl i mange danskeres forhold til myndighederne. Den situation er netop opstået på grund af den senere tids mange skandaler. Så jo, vi gør det godt. Men vi gør det fortsat ikke helt godt nok.

Regionalt For abonnenter

Borgmestre raser over skrottede solcelle-planer for millioner: - Det er fuldstændig vanvittigt

Annonce