x
Annonce
Erhverv

Firma med online træning har succes under corona-krisen: Medlemstal er fordoblet

Fit.Nu, der tilbyder hjemmetræning, har en prøveperiode på produktet i to uger for én krone. - Interessen har været overvældende, siger direktør Martin Buhl Lindskov (th), der ikke ønsker at sætte tal på, hvor mange medlemmer der lige nu på platformen. Foto: Fit.Nu
Musklerne skal fortsat trænes, selv om fitnesscentret er lukket, og det har fået mange til at prøve kræfter med Fit.Nu, der tilbyder hjemmetræning. Ifølge direktøren i Kolding-virksomheden, der lige nu tilbyder en prøveperiode på 14 dage, er medlemstallet fordoblet.

Kolding: Stuegulvet er i stor stil blevet et træningslokale, efter landets fitnesscentre er lukket ned. Det har fået fitnesscentre til at gå online med træningsvideoer. Men hos Fit.Nu er det kerneforretningen at være online og tilbyde hjemmetræning, og virksomheden har fået uventet medvind af corona-krisen.

- Vi kan lige så godt være ærlige at sige, at vi blev taget lidt på sengen. Vi skulle bruge det næste halve til hele år til at tilrette Fit.Nu til et nyt sundhedsunivers. Men lige nu eksploderer medlemstallet, og vi håber selvfølgelig, at mange får øjnene op for Fit.Nu, siger Martin Buhl Lindskov, der er direktør i virksomheden.

Han står selv for nogle af videoerne, og derudover er der ansat en udvikler i firmaet, der tilbyder hjemmetræning og kostplaner for 79 kroner om måneden, men lige nu kan kunderne prøve hele pakken for én krone i 14 dage.

- Vi blev ret hurtigt enige med os selv om, at vi har et produkt, som mange danskere ville finde interessant lige nu. Vi har egentligt tidligere haft det sådan, at du kunne prøve en del af indholdet, men i stedet valgte vi at lægge det hele online i prøveperioden i to uger for en krone, siger Martin Buhl Lindskov.

Annonce

Kort om Fit.Nu

Fit.Nu så dagens lys i 2013, men virksomheden kom aldrig op at flyve. I begyndelsen af 2020 blev der pustet nyt liv i virksomheden, efter Søren Sundahl har købt virksomheden med det formål at skabe et online sundhedsunivers med både træning og kost.

Massiv vækst

Det er særligt videoerne med den tidligere topbokser Mikkel Kessler, der i stor stil bliver svedt til hjemme på gulvet, og der er også god interesse for de nye videoer med hjemmetræning for hele familien.

- Interessen har været overvældende. I starten tænkte vi nok, at folk sagtens kunne undvære deres træning. Men vi oplevet en massiv vækst, og særligt i den første uge. Så faldt det lidt i uge to, men nu oplever vi igen stor interesse, og mon ikke det hænger sammen med, at statsministeren forlængede nedlukningen, siger Martin Buhl Lindskov, der ikke ønsker at sætte tal på, hvor mange medlemmer der lige nu på platformen.

- Men jeg kan sige så meget, at i går fik vi en besked om, at vi havde opbrugt vores datatrafik fra vores amerikanske samarbejdspartner, der står for at afvikle videoerne. Det har vi aldrig oplevet, så vi har været nødt til at opgradere til det dobbelte. Det viser os, at folk ikke kun tilmelder sig. De bruger også videoerne, siger Martin Buhl Lindskov.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce