Annonce
Sport

Firminos sene sejrsmål giver Liverpool endnu en sejr

Andrew Yates/Reuters
Premier Leagues tophold var i problemer i Wolverhampton, men sikrede sig alle tre point med en sen scoring.

Liverpool har i denne sæson en evne til at rode sig ud af enhver knibe, og Premier Leagues suveræne førerhold holdt liv i sejrsstimen med en 2-1-sejr på udebane over Wolverhampton.

Roberto Firmino sørgede fem minutter før tid for en hårdt tilkæmpet sejr, da han efter et par træk på tværs af feltet hamrede bolden op i fjerneste målhjørne.

En hård skæbne for det velspillende hjemmehold, der i perioder gav favoritterne problemer og misbrugte flere muligheder for at bringe sig på 2-1 i anden halvleg.

Kampen så ellers ud til at følge det forventede manuskript, da Jordan Henderson efter hjørnespark headede Liverpool foran 1-0 allerede efter syv minutters spil.

Det var en svipser af hjemmeholdets defensiv, men der er masser af substans i Wolves-mandskabet, der inden opgøret kun havde tabt fem gange i 23 kampe.

Holdet åd sig da også ind i kampen og gjorde det svært for førerholdet, der også blev svækket af, at Sadio Mané efter en halv time måtte forlade banen med en skade.

Til gengæld kom Mohamed Salah til flere gode muligheder, men manglede både træfsikkerhed og blik for sine medspillere.

Derfor kunne Wolves gå til pause "kun" bagud 0-1 og med bevidstheden om, at holdet scorer hovedparten af sine mål i anden halvleg.

Der gik da også kun seks minutter efter sidebyttet, før hjemmeholdet var på omgangshøjde.

Liverpool-defensiven fik ikke trukket offside, og Raúl Jiménez headede bolden sikkert i nettet efter et præcist indlæg fra Adama Traoré.

Wolves fortsatte med at true gæsternes bagkæde, og både Jimenez og Traore måtte se Alisson i Liverpool-målet forhindre flere ulykker.

Til sidst lignede det uafgjort, som begge hold kunne være tjent med, men Firminos scoring sendte altså alle point til Merseyside.

Liverpool har et forspring på 16 point og har spillet en kamp færre end Manchester City på andenpladsen.

Wolverhampton er nummer syv med 34 point - det samme antal som Tottenham og Manchester United på pladserne lige over.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hvad bilder ministeriet sig ind?

I 2014 besluttede et flertal i Folketinget, at man ville have 14 års dansk indsats i Afghanistan undersøgt med særlig vægt på det civilt-militære samarbejde. Forsvarsakademiet, Dansk Institut for Internationale Studier samt et konsulentfirma skulle står for opgaven, men nu viser aktindsigter til Berlingske, at man i Forsvarsministeriet langt hen ad vejen ikke var tilfreds med især en række kritiske passager i udkastet til den endelig rapport. 14 kritiske passager er enten blevet fjernet eller ændret, således at slutresultatet tegner et mere rosenrødt billede af den danske indsats i Afghanistan, end det oprindeligt var tiltænkt, inden Forsvarsministeriet kom med forslag til, hvor man skulle have slettelakken frem. Nu bliver der i denne verden helt generelt lavet alt for mange rapporter, men denne havde dog det ædle formål at orientere Folketinget om, hvad der var gået godt og skidt. En rimelig idé, skulle man synes, al den stund, at danske soldater sendes ud i livsfarlige missioner, ligesom det danske samfund bruger milliarder af kroner på disse opgaver. Men Forsvarsministeriet syntes åbenbart ikke, at det var nødvendigt for vores folkevalgte eksempelvis at få at vide, at et fælles sekretariat mellem Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet ikke fungerede. Ej heller skulle det frem, at velkendte indretninger som offentlige udbud, der på vores breddegrader er med til at forhindre korruption, faktisk gjorde det modsatte i Afghanistan. Folketinget er altså blevet forholdt væsentliger oplysninger, og det er en skandale, også selv om ministeriet meddeler, at man jo bare kom med forslag til, hvad der skulle ændres eller slettes. Den har man hørt før, og den bliver ikke mere sand af at blive gentaget. Denne sag vidner om, at Forsvarsministeriet og nogle ansatte der har haft mere travlt med at pleje eget ry og karrierer end at oplyse Folketinget sandfærdigt om, hvad der er foregået i Afghanistan. Det er ikke bare uhæderligt, det er at sætte sig over landets øverste parlamentariske forsamling.

Kolding

Vej spærret: Store mængder regn giver problemer i Kolding

Annonce