Annonce
Sønderborg

Fiskere stopper: Slut med at lange fisk over rælingen

Jan Davidsen og Bendt Boye Bendtsen er gået på land. Slut med kolde dage på vandet, men også slut med lune og snak med kunderne. Det sidste kommer de til at savne. Foto: Birthe Juul Mathiasen
Annonce

Sønderborg: Mange har stået i kø på kajen ved Sundgade i Sønderborg, når de har fået en sms om, at ”i dag er der ising, skrubber og rødspætter fra kl. 16”. Men for et par uger siden kom en trist besked til kunderne: ”Vi har solgt vores fartøj og vil ikke længere sælge frisk fisk”, lød den.

Bendt Boye Bendtsen og Jan Davidsen har kort før jul afleveret kutteren Alssund til dens nye ejer, en fisker i Bagenkop. Hermed sluttede mere end 40 års arbejdsliv på havet.

- Det er lidt trist. Vi har været glade for kunderne. For de har søreme været søde, synes Bendt Boye Bendtsen.

Han og Jan Davidsen gik begge om borde i 13 års alderen. Først arbejdede de for andre skippere, siden fik de hver egen båd og landede fisk i Thyborøn, Hirtshals og mange andre steder, foruden altså hjembyen Sønderborg. Det var dengang, man om vinteren kunne se kutter efter kutter ved kaj i Sønderborg. Fiskeriet var et synligt erhverv i bybilledet:

- Der var vel 18-19 store både foruden alle garnjollerne, altså de små både med kun en enkelt mand om bord. Dertil kom så alle udenbys fartøjer, som også fiskede her om vinteren, fortæller den i dag 60-årige Bendt Boye Bendtsen.

Med fiskere i Mommark, Gråsten, Egernsund, Høruphav og Sottrupskov talte Sønderborg Fiskeriforening over 100 medlemmer. I dag er 10 stadig aktive i faget.

Der er så mange dage, vi ikke kan fiske, at derfor siger vi stop. Man kan ikke leve af det, og hvorfor blive ved, når ingen af os har børn, som vil tage over.

Jan Davidsen, en af de sidste erhvervsfiskere i Sønderborg

Annonce

Stenrev, iltsvind og kvoter

De to fiskere har oplevet fiskerierhvervet blive mere og mere reguleret af lovgivningen, og i 2008 stod valget mellem at lægge op eller udvide. Bendt Boye Bendtsen og Jan Davidsen valgte det sidste. Sammen med endnu en lokal skipper, Palle Heinrich, stiftede de Sønderborg Fiskeriselskab, der investerede 12 millioner i en helt ny kutter.

Siden kom endnu en ny båd til, og andre fartøjer blev købt op for at få rettigheder til flere fiskekvoter. Selskabet investerede også i frysehus på kajen ved Sundgade.

Men dagene og stederne, hvor de har kunnet fiske, er løbende svundet ind. Selskabet begyndte derfor at sælge kuttere fra, og tilbage var kun båden Alssund, som solgte direkte fra kajen. Kom Alssund i havn med mere, end folk kunne spise, blev fangsten sendt på auktion.

De seneste år har det også knebet at forsyne nærområdet:

- Der er kommet stenrev omkring Als, og det var også fint nok. Det har vi selv støttet. Men rundt omkring revene er der nu indført bufferzoner med fiskeforbud. Vi har fået færre steder at fiske, beklager Bendt Boye Bendtsen.

- Og hele sidste sommer var der iltsvind. Det har vi før oplevet på begrænsede områder, men denne gang var det overalt, tilføjer han.

Og så er der kvoterne, som ifølge de to fiskere bliver mindre og mindre:

- Vi er nu tvunget til at holde vinterstop i februar og marts, som ellers er højsæson for fiskeriet. Kvoten for torsk i Østersøen er sat ned med 60 procent. Kvoten for rødspætter er sænket med 35 procent. Der er så mange dage, vi ikke kan fiske, at derfor siger vi stop. Man kan ikke leve af det, og hvorfor blive ved, når ingen af os har børn, som vil tage over, forklarer Jan Davidsen, 58 år.

Annonce

Multe og bomber i nettet

Jan Davidsen synes dog stadig, at han har haft et dejligt arbejdsliv:

- Jeg har været heldig. Jeg har haft min hobby som arbejde, mener han.

Det på trods af, at han ofte var væk hjemmefra en uge ad gangen, mens børnene var små, og i perioder med stram økonomi har måttet spiste fisk fem gange i ugen:

- Ja, i begyndelsen kunne jeg ikke lide torsk. Men det lærte jeg hurtigt. Nu synes jeg, det er en fin fisk. Alt frisk fisk er dejligt, forklarer han.

Bendt Boye Bendtsen og Jan Davidsen har fisket alt, der kunne sælges: Torsk, fladfisk, Tobis – ja, sågar Sardin og Hundestejler til minkfoder.

En dag røg en mærkelig fisk i nettet:

- Vi har Laks, råbte en af mændene. Men det var det ikke. Vi måtte ringe til auktionen for at høre, hvad det var, og det viste sig at være Multe, altså en middelhavsfisk. Den fik vi en rigtig god pris for: 1000 kg til 23 kroner pr. kilo, husker Jan Davidsen.

Bendt Boye Bendtsen har hevet en Rævehalehaj på 4,5 meter op. Foruden skrællede polske Ladaer, sennepsgas og V-1 bomber fra anden verdenskrig.

Han ser nu frem til at tilbringe de sidste år på arbejdsmarkedet på landjorden. Sønderborg Fiskeriselskab kører videre uden fartøjer, men ejer stadig frysehuset, hvor andre erhvervsfiskere langer deres fangster, og så har selskabet købt en tidligere vinduesfabrik på Sydals. Jan Davidsen og Bendt Boye Bendtsen får til opgave at leje lokalerne ud til depot og vinteropbevaring af campingvogne.

Palle Heinrich fortsætter med at sejle. Han har turbådene Rasmus og Rødsand, som sejler turister ud på fisketure i Lillebælt og farvandet syd for Fyn.

Små fisk bliver spist af større. Sådan er det også gået i fiskeribranchen, hvor det er blevet sværere og sværere for de små skippere at overleve med få både. Det tager Jan Davidsen, Bendt Boye Bendtsen og deres makker Palle Heinrich nu konsekvensen af. Foto: Birthe Juul Mathiasen
Jan Davidsen og Bendt Boye Bendtsen har fortsat deres gang på havnen i Sønderborg. De ejer frysehuset i baggrunden. Foto: Birthe Juul Mathiasen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce