Annonce
Livsstil

Fiskeskæl på kanten og tre bølger i bunden: Bjarke Ingels har designet nyt Royal Copenhagen-stel

Fiskeskæl-ornamentikken pryder kanterne på tallerkener i stellet Hav. De er en historisk reference til Royal Copenhagens velkendte mågestel, der blev til i 1890'erne. I den moderne version er farven anderledes mørk og kontrastfyldt, og samtidig har "skællene" fået en funktion: De gør det lækrere og nemmere at holde på tallerkenen eller hælde af karaflen, da de er placeret lige netop der, hvor man oftest holder på genstanden. Foto: Royal Copenhagen
Fortid og fremtid, klassisk dekoration og abstrakt minimalisme møder hinanden i Royal Copenhagens koboltblå og porcelænshvide stel Hav. Det er arkitekt Bjarke Ingels, designer Lars Holme Larsen og designfilosof Jens Martin Skibsted, der har skabt det nye, kongelige porcelænsstel, der har været 10 år undervejs. Hav bliver lanceret 15. august 2019.

I bunden af tallerkener, kopper, skåle og figurer har tre blå bølger siden 1775 markeret, at Royal Copenhagen, dengang Den Kongelige Porcelainsfabrik, stod bag. På det grundlæggende møde foreslog fabrikkens protektor enkedronning Juliane Marie, at dens varemærke skulle være tre bølgelinjer malet i blå – hver bølge symboliserede hver af Danmarks største vandveje: Øresund, Storebælt og Lillebælt.

Ved at kalde Royal Copenhagens nyeste stel Hav trækkes tråde til den ældste arv i den traditionsrige virksomhed. Men det er på ingen måde et tilbageskuende stel, som arkitekt Bjarke Ingels, designer Lars Holme Larsen og designfilosof Jens Martin Skibsted har skabt for Royal Copenhagen.

- Fremtiden begynder med fortiden, siger arkitekt Bjarke Ingels ifølge Royal Copenhagens pressemateriale.

Hav er på samme tid typisk Royal Copenhagen og en hel ny, enkel og abstrakt måde at tænke luksuriøs borddækning. Luksus defineres ikke længere som overflod af hverken mad eller dekorationer, men i stedet af kvalitet, forbundenhed og bæredygtigt forbrug.

- Vi ønskede at skabe et nyt og enkelt stel – et stel, som kunne bruges af alle til alt. Vores ambition var at genfortolke vores arv og bringe den ind i fremtiden. Vi ønskede at skabe noget, som fremstår helt nyt, og som samtidig er fuldstændig i tråd med vores håndværk og dna, siger Niels Bastrup, der er kreativ direktør i Royal Copenhagen, også i en pressemeddelelse.

Arbejdet med stellet Hav begyndte i 2009. Og nu, 10 år efter, er Royal Copenhagen klar til at afsløre, hvordan de tre - arkitekt, designer og filosof - har fortolket fortiden og fremtiden.

- Royal Copenhagen har en kæmpearv at kigge tilbage på og tage udgangspunkt i. Vi har derfor haft en idé om at tage noget frem, der er dybt forankret i traditionen, men som rækker ud mod fremtiden, siger Bjarke Ingels.

En tydelig inspirationskilde til Hav har været Mågestellet, som blev designet i 1890’erne af Fanny Garde. Udover de svævende måger er stellet dekoreret i stilistiske, lyse blå fiskeskæl, og skældekorationen er ført videre til Hav i et nyt format og en ny farve, der ikke var mulig i slutningen af 1800-tallet. Ved at anvende en avanceret airbrush-håndsprøjtningsteknik med en blå og grønsort farve skabes en kontrastfyldt dekoration, der illuderer en kystlinje i morgendis.

Helt traditionelt er danske arkitekter og moderne designere ikke glade for dekoration uden funktion, og i Hav har fiskeskællet da også fået en funktion, det ikke havde tidligere. Det er placeret på genstandene der, hvor man helt naturligt vil røre mest ved dem. Der, hvor man bærer tallerkenen eller holder på karaflen.

- Fiskeskællet, der udgør grundstammen i dekorationen, skulle ikke bare være til pynt, men sikre, at man rent faktisk holder bedre på produkterne, forklarer Jens Martin Skibsted.

Havs funktionalitet, farvepaletten og fortidens indflydelse er typisk nordisk. En form for nordisk design, der har trendet i flere år. Alligevel mener designtrioen bag, at Hav er tidløst og bæredygtigt.

- Tendenser har det med at leve et par år, og vi har allerede arbejdet med det her stel i et årti. Så helt grundlæggende har vi ikke interesseret os så meget for tendenser, men mere kigget på, hvad der er langvarige svar på opgaven. Det handler om at ville designe noget, der både er materielt og æstetisk bæredygtigt over tid, siger Jens Martin Skibsted, designfilosof.

15. august 2019 bliver Hav lanceret. Stellet sælges kun i Royal Copenhagens egne butikker og på royalcopenhagen.com.

Hav-tallerkenerne er håndsprøjtede med en airbrush-teknik, der giver det grå-blå udtryk, som illustrerer en kystlinje dækket af morgendis. Dekoration indrammer maden, der lægges på tallerkenen. Tallerkenerne findes i to størrelser på 22 og 27 centimeter. De koster henholdsvis 549 kroner og 699 kroner. Foto: Royal Copenhagen
Annonce
Livsstil For abonnenter

Spørg advokaten: Hvordan skal jeg forholde mig ved et dødsfald?

Danmark

Onsdagens coronatal:overblikket over epidemiens udvikling

Annonce
Annonce
Annonce
Haderslev For abonnenter

Springrytteren Tina Lund red på en meget dyr hest, men ejeren havde ikke råd til at have den, så han snød sin bank

Varde For abonnenter

Han lægger historier på Facebook flere gange om dagen – men åbenheden dækker over en stor lukkethed

Navne For abonnenter

Lars Koch Hertel var læge i Christiansfeld i mere end 30 år: Nu er han død 71 år gammel

Sønderborg

Venstre vil tage statsministeren på ordet: - Vi skal turde frigøre folkeskolerne i Sønderborg

Kommuner til atomaffald efterlyses: Hvem melder sig frivilligt?

Sydjylland

Nu får vi friheden tilbage, men følelserne er blandede:  - Hvis pandemien er slut, skal jeg se det, før jeg tror det

Kolding For abonnenter

Andrea fik sit store gennembrud i Retfærdighedens Ryttere: Nu spiller hun med i ny stor Netflix-serie

Thomas kørte i sin fars hjulspor: Boede i lastbil i to og et halvt år

Haderslev

Hesteavler frifundet i forældet straffesag: Snød banken for 700.000 kroner i hestehandel

Storfisker er træt af hetz og sælger mange fiskekvoter

Team Esbjerg For abonnenter

Team Esbjerg floppede: En helt igennem sjasket præstation

Esbjerg For abonnenter

Presset på kommune stiger i sag om svigtede specialbørn: Foreninger tordner mod katastrofale forhold

Team Esbjerg

Se videoanalyse: En sløv præstation - Team Esbjerg smed dyrebart point i topstriden

Annonce