Annonce
Tarm

Fjordvang Efterskole hædret af 400 skoleelever for sin 9. klasse

400 skoleelever mødtes i oktober i organisationen Danske Skoleelever. Et af punkterne på dagsordenen lød, at de skulle finde fremtidens 9. klasse til en fiktiv skole. Valget faldt på Fjordvang Efterskole.

Velling: Det har givet pote at nytænke 9.klasse-forløbet for Fjordvang Efterskole.

Skolen har nu Danmarks bedste 9. klasses forløb. Uofficielt i hvert fald. Det har knap 400 skoleelever besluttet på et møde i organisationen Danske Skoleelevers Policy Lab.

Her skulle eleverne over en weekend forsøge at finde frem til fremtidens 9. klasse for den fiktive skole Uhrskolen.

Forskellige forslag blev fremlagt, der blev argumenteret og diskuteret. Rasmus Emil Andersen, elev i Fjordvang Efterskoles 9. klasse, havde fremlagt skolens Mind- og Skillsklasse-forløb på banen, og det endte med, at han og Fjordvang Skole løb med sejren.

- Han sidder selv i Mind-klassen lige nu, og han fremlagde, hvordan han oplevede at gå i 'Mind- og skills'-klassen. Han havde nok en fordel i forhold til de andre, fordi han havde den praktisk tilgang til det. De andre skulle finde på fiktive bud, siger forstander for Fjordvang Efterskole, Jacob Gravlund Jørgensen.

Annonce

Fjordvang Efterskole

Fjordvang Efterskole har i skoleåret 2018/19 taget hul på sit første skoleår med 9.klasses-forløbene Mind og skills. Modsat den almindelige 9. klasse, hvor undervisningen tager udgangspunkt i elevens faglige niveau, tager forløbene/linjerne her udgangspunkt i elevernes interesser - hvad enten de er boglige eller mere praktiske orienterede.Skills-linjen har en tydelig praktisk/innovativ tilgang i både undervisningen af de gængse fag og i de projekter, der følger undervejs. Her bliver eleven forberedt til at tage en mere praktisk uddannelse. Det kan både være inden for traditionelle håndværks-fag eller uddannelser med fokus på innovation og værksted.

Den obligatoriske boglige undervisning bliver kombineret med en række praktiske fag, der styrker elevens interesser og evner i den retning, eleven vælger at gå i, når han/hun påbegynder sin ungdomsuddannelse efter efterskolen.

Mind-linjen har en tydelig boglig/gymnasieforberedende dimension. Her har undervisningen et tydeligt bogligt og gymnasieforberedende fokus. På denne linje er den boglige undervisning og høje faglighed i fokus. Derfor er linjen for eleven, som gerne vil i gymnasiet eller lignende efter efterskolen.

Kilde: Fjordvang Efterskole.

Ny måde at tænke 9. klasse på

Undervisningen for den gængse 9. klasses-elev tager udgangspunkt i, hvor god den enkelte er fagligt.

Siden august i år har Fjordvang Efterskoles nye tilgang til forløbet på 9. klasse været, at undervisningen ikke længere tager udgangspunkt i, hvor god man er til fag som dansk og matematik, men i stedet i elevernes interesser.

For mind-klassen betyder det, at eleverne har det til fælles, at de godt kan lide den boglige, teoretiske tilgang med blandt andet analyser, fremlægninger og en del skriftlige opgaver.

I skills-klassen har eleverne det til fælles, at de godt kan lide at tænke innovativt, opfinde ting, iværksætte og bruge sine hænder.

Den opdeling skaber ikke hierarki på skolen, lyder det. I stedet oplever man, at eleverne bliver set med det, de nu er gode til.

Skolen håber, at forløbene kan være med til at skubbe til samfundstendensen om, at det kan være lige så godt at være håndværker som akademiker.

- Skills-klassen styrker den del. Måske bliver gennemsnittet lidt højere i mindsklassen, men det her handler om, at de unge mennesker skal finde deres styrker. I skillsklassen føler eleverne, at de kan bruge de her praktiske evner i dansk, matematik og engelsk. Det får nogle elever lidt mere op af stolene, end de ellers ville have været i den almindelige skoleundervisning, siger Jacob Gravlund Jørgensen.

- Eleverne får de samme projekter, men har anderledes måder at arbejde med dem på. Det er dér, vi skiller os ud, fortæller han.

Eleverne er både opdelt i den daglige undervisning i fag som dansk, engelsk og tysk, men de har også fem timers projektarbejde om ugen, hvor deres retning virkelig kommer til udtryk.

I øjeblikket går den tid på at blive klar til at deltage i et julemarked i Ringkøbing i november.

Her skal skills-klassen udtænke, hvad man kan producere og sælge af ting og gaver, lave tegningerne dertil og producere produkterne. Imens skal Mind-klassen arbejde med en hjemmeside, hvor de skal prøve kræfter med marketing.

Gammel kending i nye klæder

Den nye måde at tilgå eleverne i 9.klasse på er ikke helt ny, fortæller Jacob Gravlund Jørgensen.

Skolen trækker nemlig på mere end 10 års erfaring med 10. klasser.

- Det er ret almindeligt, at man laver anderledes 10. klasser end det traditionelle. Vi kom til at tænke på, at vi havde mange gode erfaringer fra 10. klasserne, så hvorfor ikke prøve det bedste i forhold til eleverne i 9. klasse, lyder det retorisk fra Jacob Gravlund Jørgensen og forklarer, at mange skoler først er begyndt at nytænke 9. klasse nu.

- Vi tænkte, at vi hellere måtte være blandt de første.

Hæderen betyder, at man fra skolens side føler sig bekræftet i, at det kan være en god ide at turde tænke anderledes.

- Vi er stolte af, at folk udefra har vurderet, at det var godt tænkt, siger han.

- Jeg tror, det er vigtigt, at man som skole ikke bliver for tilbagelænet. Det her giver os troen på, at vi ikke skal være bange for at kaste os ud i nye spændende tiltag, siger han.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Kommune vil anmelde 48 ulovlige vintercampister til politiet: Enlig mor med børn smides på gaden

Annonce