Annonce
Team Esbjerg

Fløjraketten løb kontra i ét væk

Marit Røsberg Jacobsen spillede en helt forrygende kamp ude mod Viborg. Den norske fløjraket scorede 10 mål på 11 forsøg. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Marit Røsberg Jacobsen buldrede derudaf på højrefløjen i storsejren over Viborg, og hun var sikkerheden selv i afslutningerne.

TEAM ESBJERG: Der var afgang til tiden. Skal vi ikke bare sige det på den måde?

Team Esbjergs Marit Røsberg Jacobsen buldrede op langs den højre sidelinje et hav af gange onsdag aften i Viborg, og hun var sikkerheden selv, når der skulle afsluttes.

Den norske fløjraket scorede 10 mål på 11 forsøg, og dermed havde hun en stor aktie i storsejren på 39-24. Og det er naturligvis en yderst behagelig følelse at stå med, når man lige har været med til at rive Viborg midtover.

- Ja, det var en dejlig kamp at være fløjspiller. Det er lang tid siden, at jeg har skullet løbe så meget kontra, men det var dejligt. Der var masser af plads, og vi fik mange nemme mål. Så jo, det var bestemt en dejlig aften, mente Marit Røsberg Jacobsen.

Hun mente, at det efterhånden godt kan mærkes, at Team Esbjerg har været igennem et par hårde internationale kampe i Champions League.

- Vi ved, hvor vi har hinanden, og det er bare så vigtigt. Jeg føler, at aftalerne efterhånden sidder i skabet, og så spiller vi med stor sikkerhed i lange perioder. Det er en rigtig dejlig fornemmelse.

Røsberg er en af de spillere, som har kontraktudløb efter denne sæson. Hun har selv givet udtryk for, at hun rigtig gerne vil forlænge sin aftale, og man må bare sige, at hun i hvert fald gjorde rigtig god reklame for sig selv.

- Der er intet nyt endnu. Nu må vi se.

Annonce

Alt lykkedes

Cheftræner Jesper Jensen havde op til kampen givet udtryk for, at han havde stor respekt for Viborg, men det gik altså noget nemmere end forventet.

- Alt lykkedes for os i det sidste kvarter. Vi vinder med 15 mål, men det er da nok lige i overkanten, mente han.

- Men den var en kamp, hvor vi var dygtige. Spillerne fandt det rigtige spændingsniveau, og vi havde igen et stærkt kollektiv.

Team Esbjerg spillede igen med en effektiv Sanna Solberg som den fremskudte spiller i en 5:1-formation i forsvaret, og det var en stor succes.

- Den rolle er Sanna rigtig god til at udfylde. Hun gjorde det virkelig godt, og hun holdt Kristina Jørgensen godt nede, men generelt stod vi godt imod. Og så tror jeg da også, at Rikke (Poulsen, red.) var ekstra glad for igen at stå en god kamp, da det jo var en kamp mod hendes tidligere klub.

Marit Røsberg Jacobsen mente, at sejren i Viborg var den perfekte optakt til lørdagens hjemmekamp i Champions League mod russiske Rostov-Don.

- Det var det absolut, men det bliver selvfølgelig hårdt. Jeg håber, at vi igen skal finde hårdheden og effektiviteten frem.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Derfor skal vi turde drømme stort

Martin Braithwaite er en god fodboldspiller, og det har han været i mange år. Ellers bliver man ikke førsteholdsspiller i Esbjerg fB, professionel i Frankrig, England og Spanien. Man bliver ikke landsholdsspiller. Det krævet særligt talent og særlig arbejdsomhed. Men et vildt, vidunderligt og vanvittigt klubskifte fra en spansk bundklub, Leganés, til en af verdens allerstørste, mest mytiske fodboldklubber, FC Barcelona, ændrer alligevel alt. 28-årige Martin er ikke længere bare en dygtig fodboldspiller, han er en stjerne, katapulteret ind på lystavlen hos stort set alle danskere. I løbet af en uge. Vi skriver sjældent om fodbold på denne plads, det bliver ikke omdrejningspunktet herfra. Men der er noget i den historie, som er værd at hæfte sig ved. Den er enormt inspirerende. Historien om en ung knægt fra Esbjerg, der – når man hører alle anekdoterne, der dukker frem nu, og det er mange - altid har haft en stålsat tro på sig selv, et mod til at sætte ambitionerne højt og en ukuelig vilje til at forfølge dem. Vejen til Barcelona har ikke været let. Der har været omveje, og der har været kampe og klubophold undervejs, som var mindre vellykkede. Men han holdt fast. Så mens alverden var ved at tabe underkæben, da knægten fra Esbjerg lørdag eftermiddag stod klar på sidelinjen på Camp Nou, Barcelonas hjemmebane, klar til at gøre sin debut som Messis holdkammerat, var hovedpersonen afklaret. Det var jo lige præcis det scenarie, han havde forestillet sig i mange år. Det starter med en drøm. Man når ingen steder uden, i fodbold, i politik, i erhvervslivet, i skolen, i livet. Det kræver mod at drømme stort. Det kræver fantasi. Selvfølgelig kræver meget mere end det at se drømme blive til virkelighed. Der er ganske givet flere knuste drømme end det modsatte derude, så meget desto mere er der grund til at nyde øjeblikket, når det lykkes en af vores egne at indfri en vild drøm. Mærke det. Glæde sig. Kan man komme fra et ungdomsfodboldhold i Sædding-Guldager til førsteholdet i FC Barcelona, kan alt ske. Drøm det. Drøm stort. Og gå efter den. Tænk sig; det kunne jo være, at også din gik i opfyldelse.

Danmark

Podcast: Tre tophold kæmper om oprykning fra 1. division - hvem trækker det længste strå?

Annonce