Overborgmesteren i Flensborg kalder det uanstændigt, hvis et hegn ved grænsen skal bruges til andet end at forhindre vildsvin i at komme ind i Danmark.
Flensborg: Overborgmesteren i Flensborg, Simone Lange (SPD), har torsdagen igennem fulgt med i debatten i Danmark, efter at det kom frem, at regeringen og Dansk Folkeparti ønsker et 70 kilometer langt vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse, der skal beskytte den danske svineeksport mod afrikansk svinepest.
I Tyskland bliver den afrikanske svinepest nemlig også taget meget alvorlig, men Simone Lange er mildt sagt forundret over, at Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, på sin Facebook-profil skriver, at man godt kunne gøre hegnet et par meter højere end de halvanden meter, som er planlagt.
- Det er uanstændigt, at der er nogen, der øjner chancen for at lave et svinehegn om til et grænsehegn, siger Simone Lange til JydskeVestkysten.
Simone Lange, overborgmester i FlensborgDet er uanstændigt, at der er nogen, der øjner chancen for at lave et svinehegn om til et grænsehegn.
Oplysning er nøgleordet
Flensborgs overborgmester kender en del til problematikken omkring den afrikanske svinepest, og hun har også hørt om steder i Østeuropa, hvor man har forsøgt sig med et hegn.
- Det havde ifølge mine oplysninger ikke den forventede effekt, så jeg er ikke sikker på, at et hegn er den rigtige løsning, siger Simone Lange, der dog heller ikke har den gyldne formel til at undgå pesten.
- Det er svært at sige, hvad en løsning kunne være. Derfor er det vigtigste for mig lige nu også oplysning, siger Simone Lange.
Ifølge miljø- og fødevareministeriet vil et udbrud i Danmark af afrikansk svinepest i vildsvin eller i en svineproduktion lukke al eksport til tredjelande i en periode.