Varde: Byrådets 25 medlemmer holdt tirsdag møde sammen, hver for sig. På grund af det høje covid-19 smittetryk var byrådsmødet igen virtuelt, og første punkt, budgetopfølgning på baggrund af forbruget i årets tre første kvartaler, var positivt.
-Forbruget er stort set som sidste år, og det tegner igen til et lille overskud, sagde borgmester Erik Buhl.
Der er dog én afvigelse: Et merforbrug på næsten 18 millioner kroner på især anbringelser af børn i plejefamilier og på døgninstitutioner.
- Baggrunden for stigningen skal blandt andet findes i et stigende antal overgrebssager. I hele 2019 er der i alt henvist 43 børn og unge til Børnehus Syd, mens tallet på i slutningen af oktober 2020 var på 54 for indeværende år, oplyser Berit Østergaard Nielsen, chef for området Børn og Familie i Varde Kommune, i en mail forud for byrådsmødet.
119 børn fra Varde Kommune er anbragt
Det samlede tal for børn i Varde Kommune, der lige nu er anbragt udenfor deres hjem, er 119 børn. Hele sidste år var tallet 107 børn og unge.
Holger Grumme, Radikale, havde før byrådsmødet tjekket op på, at netop anbringelser af børn og unge er et område, der stiger i mange kommuner.
- Jeg tror ikke, vi kan effektivisere os ud af de 18 millioner kroner. Jeg tror bare, vi må konstatere, at der er en række udgifter her, vi ikke har indflydelse på, og jeg tror, vi skal passe rigtig meget på, ikke at efterlade regningen i børneværelset her, for det kan bliver dyrt senere, sagde han.