Annonce
Udland

Flere end 4000 er døde af mæslinger i DRCongo i år

Et voldsomt mæslingeudbrud i DRCongo har kostet langt flere menneskeliv end ebolaepidemien, oplyser Unicef.

Flere end 4000 personer er døde som følge af et voldsomt mæslingeudbrud i DRCongo i løbet af årets første ni måneder.

Det oplyser FN's børneorganisation, Unicef, natten til torsdag dansk tid. Det skriver CNN.

90 procent af de omkomne er børn under 15 år, oplyser Unicef.

Der har desuden været 203.179 personer, som har været smittet af sygdommen, men i en grad, der kunne behandles.

- Antallet af personer, der er blevet smittet med mæslinger i DRCongo i år, er mere end tredoblet sammenlignet med antallet af smittede i hele 2018, skriver Unicef i en meddelelse.

- Mæslingeudbruddet er blevet meget mere dødbringende end ebola, som til dato har kostet 2143 menneskeliv.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, bør omkring 95 procent af en befolkning være vaccineret for at sikre en befolknings immunitet.

I DRCongo var blot 57 procent af befolkningen vaccineret i 2018, oplyser Unicef.

- Vi står over for en alarmerende situation, fordi millioner af congolesiske børn ikke vaccineres rutinemæssigt og mangler adgang til sundhedspleje, når de er syge, siger Edouard Beigbeder, der er Unicefs repræsentant i DRCongo.

- Oveni det bidrager et svagt sundhedssystem, usikkerhed, lokalbefolkningens skepsis over for vacciner og logistiske udfordringer til et højt antal uvaccinerede børn, der risikerer at blive ramt af sygdommen.

Mæslinger er en infektion i luftvejene. Det er den mest smitsomme børnesygdom, men også voksne kan blive ramt.

Ifølge WHO vil op mod 90 procent af uvaccinerede personer, der befinder sig i nærheden af en smittet person, også blive smittet.

Sygdommen viser sig blandt andet ved rødt udslæt på kroppen.

I de alvorligste tilfælde er mæslinger livstruende.

/ritzau/

Annonce
Link til artikel på CNN
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce