Annonce
Indland

Flere er overmodige på trampolinen og pådrager sig skader

Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzau Scanpix
Antallet af trampolinskader er steget med ti procent sammenlignet med sidste sommer, viser nye tal.

En sjov leg på havetrampolinen er ikke altid ufarlig - særligt for børn.

Således er antallet af anmeldte trampolinskader steget med ti procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste sommer, viser nye tal fra forsikringsselskabet Gjensidige Forsikring.

Årsagen kan være, at flere danskere har fået trampolin derhjemme, vurderer forsikringsselskabet. Samtidig med at flere har haft deres trampolin i flere sæsoner.

- Vi hører fra vores kunder, at børn og voksne bliver mere modige, og de tør lidt mere på trampolinen, når de har den flere somre.

- Det kan gøre, at de bliver mindre forsigtige, og de dermed risikerer at komme til skade, siger kommunikationskonsulent hos Gjensidige Forsikring Søren Frederiksen.

Han peger på, at det oftest er børn, der kommer til skade.

Skaderne varierer fra alvorlige skader med brækkede lemmer, nakke- og hovedskader til mindre alvorlige såsom blå mærker, fortæller han.

- Mest hyppige er småskader, som kunderne melder, så de er sikre på, at det ikke falder mellem to stole senere i livet, hvis skaden bliver værre eller varig, siger Søren Frederiksen.

Tal fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital viser desuden, at de danske skadestuer hvert år behandler cirka 7000 børn for skader forårsaget af trampolinuheld.

Gjensidige Forsikring vil ikke oplyse, hvor mange skadeanmeldelser de modtager, men henviser til en undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for dem. Den viser, at hver tiende trampolinejer har oplevet, at et barn kom til skade på trampolinen.

I samme undersøgelse svarer hver tredje af de 1580 repræsentativt udvalgte danskere, at de har en trampolin i hustanden.

Selv om trampolinhop kan ende galt, vurderer Gjensidige Forsikring ikke, at ejere skal kassere deres trampolin, så længe man er forsigtig.

- Et net om trampolinen kan redde en fra at ryge på jorden.

- Derudover skal man sørge for, at hvis man er på trampolinen flere mennesker, at man har nogenlunde i samme vægt, så der ikke er nogen, der får et ekstra skub af en, der vejer mere, siger Søren Frederiksen.

Desuden frarådes det at slå saltomortaler.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fortsæt nu endelig bare det gode arbejde

Det har siden september kostet et velfortjent klip i kørekortet, hvis politiet opdager, at du roder med din mobiltelefon, mens du kører bil. 6814 bilister har følt konsekvensen af den strammede lovgivning. Det er mange, men det er ikke en eneste for mange. Tvært imod. Det var på høje tid, at konsekvensen for åbenlyst uopmærksom adfærd i trafikken blev takseret hårdere. Politiet anslår, at op mod 30-35 procent af uheld og ulykker i trafikken skyldes uopmærksomhed. Mennesker kommer alvorligt til skade. Nogen kære dør. Fordi andre mener, at det er nødvendigt at læse en sms, kigge på Facebook, skrive en besked i Messenger, lede efter musik på Spotify. Mens bilen tordner afsted gennem landskabet. Det tager ikke meget mere end fire sekunder at læse en sms og besvare med et thumbs up, en smiley eller et hjerte. Mange af os har gjort det. Men fire sekunder er knap 60 meter hen ad vejen ved skolen. Det er knap 90 meter på landevejen. Og næsten 125 meter på motorvejen, hvor fartbegrænsningen er 110 kilometer i timen. I blinde. Det er livsfarligt, og selvfølgelig skal den slags ligegyldighed med andres liv og helbred koste noget mærkbart. Leder af færdselspolitiet ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Knud Reinholdt, havde forventet, at flere ville lade mobilen ligge, da klippereglen trådte i kraft i september. Det forventede han med afsæt i erfaringer, fra dengang hastighedsforseelser begyndte at koste klip. Sådan er det desværre ikke gået. Der er ikke noget i antallet af klip, der tyder på bedring. Der er ikke noget i færdselspolitiets oplevelser, der tyder på det. I virkeligheden er det nok ikke så overraskende. Vi - og det vi gælder altså næsten os alle - har fået et helt utroligt tæt forhold til vores mobiltelefoner, og vi sætter den over venner, familie, koner og børn i masser af sociale sammenhænge. Der er det dog ikke strafbart, blot tankevækkende. I trafikken derimod skal vi ikke acceptere det. Det tog tid med alkohol og det at føre bil, men det blev dog med tiden totalt uacceptabelt. Vi må samme vej med mobilen, og vejen går over en række klippede kørekort. Klø på, kære politi. Vi trænger tydeligvis til kollektiv opdragelse, og den må være lidt hårdhændet. Hver og en af dem I klipper har fortjent det.

Annonce