Annonce
EfB

Flere gysere for de nederste hold: Meget på spil i sidste runde af superligaens grundspil

For EfB var Hobros sejr i Randers en alvorlig streg i regningen, og vestjyderne går formentlig ind til nedrykningsspillet med alvorlige problemer, hvis de ikke henter point i Odense på søndag. Foto: John Randeris/Scanpix
Deltagerne i medaljespillet ligger med stor sikkerhed fast, men derfor er der stadig vigtige point på spil for topholdene. Det er der også for de otte hold, der for en stor dels vedkommende skal kæmpe mod nedrykning. Vi kigger her på, hvad der står på spil i sidste runde af superligaens grundspil.
Annonce

Søndag 18.55 cirka kender vi udfaldet af grundspillet. Da er samtlige kampe i 26. spillerunde af superligaen spillet, og vi ved, hvilke hold der skal kæmpe om medaljer, og hvilke hold der skal kæmpe mod nedrykning. I umiddelbar forlængelse af kampene søndag bliver det således fastlagt, hvordan de to nedrykningspuljer kommer til at se ud.

Vi giver her et overblik over, hvad vi ved inden sidste spillerunde i grundspillet.

26. spillerunde

Søndag 17.00

FC København-Randers

Horsens-Brøndby

AaB-AGF

OB-EfB

FC Nordsjælland-FC Midtjylland

SønderjyskE-Silkeborg

Hobro-Lyngby

Annonce

Medaljespillet

FC Midtjylland vinder grundspillet i suveræn stil og ligner et kommende mesterhold. Det ændrer nederlaget til Horsens ikke på, heller ikke selv om FC København, der er sikker på at slutte på andenpladsen i grundspillet, hentede tre point på førerholdet med sejren i Lyngby.

De øvrige fire deltagere i mesterskabsspillet bliver efter al sandsynlighed AGF, Brøndby, FC Nordsjælland og AaB. De to sidstnævnte sikrede sig reelt deltagelse, da Randers tabte til Hobro. Langt ude i teorien kan Randers stadig hente AaB, men det kræver, at Randers henter tre point og syv mål på AaB i sidste spillerunde – det er næppe sandsynligt. Ikke kun, fordi Randers møder FC København i Parken.

Selv om de fire hold fra nummer tre til seks altså kan vide sig ret sikre på deltagelse i kampen om medaljerne, står der stadig både point og penge på spil i sidste spillerunde – anden portion af tv-pengene uddeles efter 26. spillerunde.

Annonce

Nedrykningsspillet

Hvis vi forudsætter, at Randers ikke vinder med syv mål eller mere i Parken, eller AaB ikke kollapser hjemme mod AGF, er tre hold blandt de otte nederste sikre på deres placering inden sidste spillerunde. Randers bliver nummer syv, SønderjyskE bliver nummer 11 og Hobro bliver nummer 12.

Fordelingen af hold i de nedrykningspuljer er til gengæld langt fra givet på forhånd.

Det eneste, der ligger fast, er, at nummer 11 og 14 ender i samme pulje, det gør 12 og 13 også. Nummer syv og otte vælger pulje.

Randers kan som nummer syv altså vælge pulje og vælger givetvis puljen med nummer 12 og 13, så nedrykningen stort set er udelukket på forhånd – afstanden til Hobro vil være mindst 10 point.

Kampen om at blive andenvælger er hård – det kan både blive Lyngby, Horsens og OB. Det hold, der ender nummer otte, kan måske allerede søndag ånde lettet op og være så godt som reddet, fordi afstanden til nedrykning vil være betryggende stor.

Annonce

Lokale hold i vitale kampe

For SønderjyskE og EfB står der rigtig meget på spil i kampene mod henholdsvis Silkeborg og OB.

Godt nok kan SønderjyskE ikke rykke væk fra 11. pladsen og derfor heller ikke spille sig til flere tv-penge, men afstanden til holdene foran kan blive frygtelig stor i tilfælde af nederlag søndag.

I værste fald – hvis både OB, Horsens og Lyngby vinder søndag - kan SønderjyskE have syv point op til holdet foran sig i sin nedrykningspulje – det er ikke muntre udsigter med kun seks kampe i nedrykningsspillet. Så er det svært at glæde sig over, at der er otte point ned til direkte nedrykning.

Omvendt kan afstanden opad i tabellen være sølle ét eller to point, hvis SønderjyskE slår Silkeborg, og et af de tre førnævnte hold taber den sidste kamp.

For EfB er første prioritet stadig at holde Silkeborg bag sig – det sker, hvis EfB ikke bliver tre point og fire mål dårligere end Silkeborg i sidste spillerunde.

Men faktisk kan det vise sig ikke at have den store betydning, om EfB bliver nummer 13 eller 14. For hvis Silkeborg vinder i Haderslev, Hobro samtidig slår Lyngby hjemme, og EfB taber så stort i Odense, at Silkeborg rykker foran, vil EfB ”kun” have otte point op til SønderjyskE som næstsidst i sin nedrykningspulje.

Hvis EfB taber, men holder 13. pladsen, og Hobro vinder over Lyngby, vil afstanden til Hobro være syv point. I begge tilfælde nærmest uoverskuelig stor afstand op til redning – som bekendt rykker nummer fire i de to nedrykningspuljer direkte ud, mens de to treere spiller playoff-kampe om at blive oppe.

Vi er meget klogere søndag ved 18.55-tiden, og få minutter senere bliver vi faktisk endnu en tand klogere, for da vælger nummer syv og otte nedrykningspulje.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Ingen kære mor: Skoleleder sender eleverne hjem, hvis de overtræder coronaregler

Annonce