Annonce
Vejen

Flere lægehold kommer til Vejen for at vaccinere mod corona

Onsdag sender vaccinationscentret i Esbjerg det første hold læger og den første sending coronavaccine til Vejen Kommune. Her fortsætter vaccinationerne torsdag og fredag. Foto: Mads Dalegaard
Cirka 150 ældre borgere, som modtager hjælp og pleje i eget hjem, er blevet tilbudt vaccination mod covid-19. Det kommer til at foregå i Rødding, Vejen, Brørup og Holsted.
Annonce

Vejen Kommune: De kommende dage og uger bliver et kapløb mellem vaccinationer og coronavirussen. Men op til weekenden er det lykkedes Vejen Kommune i samarbejde med Region Syddanmarks Vaccinationscenter i Esbjerg at få flere hold af læger fra vaccinationscentret til at stille op til start fire forskellige steder i Vejen Kommune. Det fortæller Kirsten Dyrholm Hansen, der er afdelingschef for Ældre og Rehabilitering i Vejen Kommune.

- Vi vil få doser nok til at vaccinere cirka 150 borgere, og vi har brugt de seneste dage på at koordinere det hele. Det er vores svageste ældre, som i forvejen modtager pleje og hjælp i eget hjem, der har fået tilbud om at blive vaccineret et af de fire steder, hvor læger og sygeplejersker vil stå klar med vaccinen. Det bliver i Rødding, Vejen, Brørup og i Holsted.

De borgere, som kommunen har skrevet på listen, har, op til vaccinationerne går i gang, allerede modtaget et telefonopkald fra kommunen med besked om, at de nu vil kunne blive vaccineret lokalt. Dermed slipper de også for transporten til vaccinationscentret i Esbjerg.


Det har været et stort ønske for os at få muligheden for at få vaccinationshold til at komme til Vejen Kommune. Vi er meget taknemmelig for, at det har kunnet lade sig gøre

Kirsten Dyrholm Hansen, afdelingschef


- Vi vil forsøge at planlægge vaccinationen med et cirka-tidspunk for hver enkelt. Der er mange, som ikke kan transportere sig selv. Derfor vil det blive arrangeret sådan, at man kan blive afhentet i eget hjem, siger Kirsten Dyrholm Hansen.

Det er et stort setup, som kommunen har sat i værk med vognmænd, sygeplejersker, plejemedarbejdere og aktivitetsmedarbejdere fra de fire centre, der skal hjælpe hver enkelt borger hele vejen fra eget hjem og ind i lokalet, hvor  læger med hjælp fra sygeplejersker står klar til at vaccinere. Bagefter vil hver enkelt også blive transporteret tilbage til hjemadressen.

Det er covid-19 vaccinen fra Pfizer-BioNTech, der skal opbevares ved mellem 80 og 60 frostgrader, som de cirka 150 borgere skal vaccineres med. Derfor bliver det nødvendigt at bringe vaccinen fra Esbjerg til vaccinationsstederne i Vejen Kommune i fire forskellige portioner på fire forskellige tidspunkter. Hvert af de fire steder vil der være to læger til stede, som vil foretage vaccinationerne.

- Det har været et stort ønske for os at få muligheden for at få vaccinationshold til at komme til Vejen Kommune. Vi er meget taknemmelig for, at det har kunnet lade sig gøre og for det gode samarbejde, vi har haft med vaccinationscentret i Esbjerg, siger Kirsten Dyrholm Hansen.

Det er planen at gentage hele processen om nogle uger, når alle skal have den næste vaccination. Her er der dog indtil videre ikke afsat nogen dato for hvornår, det skal foregå.

Vaccinationerne har allerede været i gang rundt omkring i Vejen Kommune i den forgangne uge. Fredag blev 45 ældre borgere, som modtager hjælp og pleje i eget hjem, vaccineret på Lindecentret i Bække. Dagen før var det tilsvarende seks borgere, som blev vaccineret på Birkely i Askov, og tidligere er også fem borgere blevet vaccineret på Blomsterengen i Holsted.

Vaccinationer fire steder

De planlagte lokale covid-19 vaccinationer vil finde sted fire forskellige steder i kommunen og på tre forskellige datoer:

Onsdag den 13. januar i Rødding Aktivitetshus.

Torsdag den 14. januar på Knudepunktet i Vejen.

Fredag den 15. januar på Fredenshjem i Brørup.

Fredag den 15. januar på Holsted Aktivitetshus.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Varde

20-årig trafikdræbt mand er identificeret: Han stødte frontalt ind i en lastbil i sin VW Up

Regionalt

Coronasmitten tager endnu et dyk i hele landsdelen: Også antallet af indlagte daler

Annonce